tirsdag den 29. august 2006

Silkeborg Hill Climb


Sidste søndag var der Hill Climb i Gjern. Et nyt arrangement placeret i Gjern Bakker, med udgangspunkt og ryttergård ved Jydsk Automobilmuseum hvor MGCC DK hvert år afholder Autojumble St. Bededag.
Havde egentlig bestemt for lang tid siden at jeg ville deltage med 66 Midgeten, men efter en lang weekend i forbindelse med DM afdelingerne i Sturup, var energi niveauet meget lavt, og bilen var ikke klar til race. Bl.a. var der stadig mit fine 3.5 diff. i bagtøjet, og racersæde og seler manglede også.
Så derfor valgte jeg i stedet tilskuerens rolle, og brugte lejligheden til en dejlig tur i åben bil. Vejret på vej derop var dejligt, og den skønne tur fra Hjøllund og ind til Silkeborg giver god mulighed for lidt sportslig kørsel; masser af bakker og skarpe sving. Og ikke mindst en skøn natur.

Blandt deltagerne var to af mine kommende konkurrenter i A2, den "kendte" Claus Ebberfeld i Spitfire, og hans mærke kollega Claus Hägstrøm i triumph Herald. Disse har begge haft store problemer med deres motorer, og det skulle blive spændende at se disse køre, og om de havde fået fart i bilerne.
Generelt kan siges om dagen, at det var et hyggeligt arrangement, der var styr på sagerne, speaker, tiderne kom hurtigt op, og ruten virkede fin.

Også godt at se at MG var stærkt repræsenteret, bl.a. Uffe og Søren V8 i MGB (V8), og fra Sjælland var der en MGB og sørme, en Midget. Dejligt at se en anden Midget til konkurrence kørsel. Håber denne dukker op til fremti´dige arr. så jeg har noget mere at måle mig med. Fra MGCCDK var også Jørn Rasmussen og Anders Grønning i Mini. Anders stærkt modificeret Mini er lidt af en raket. Han havde sammenlagt 6. hurtigst tid af alle deltagere, Godt gået!



En dejlig afslappende dag i godt selskab, sjove biler og godt race.
Og der var også en enkelt sjov og fin campingvogn!

Og jeg blev så inspireret, så jeg nu har meldt mig til Fyn Hill Climb som køres den kommende weekend ved Fåborg. Mere info kan findes her Historisk Motorsport Danmark

mandag den 21. august 2006

Racereport Sturup - BILLEDER SØGES!

En spændende weekend på Sturup Raceway tæt på Malmø er nu overstået.
Det var regnvejr under heatene, og jeg kan med det samme konstatere at Team Midget Racing godt kan li regnvejr:-)
Jeg ankom fredag omkring aftenstid, og efter aflæsning af bilen blev licens og teknisk kontrol hurtigt overstået, og jeg blev opmærksom på muligheden for at købe ekstra træning på banen.
Da både Kaj i MGB og Jakob i Giulia havde været ude og køre måtte jeg også hellere få lidt erfaring med banen som bød på rigtig mange skarpe sving og let bakket terræn. Netop de to er nogle af dem jeg ligger og kæmper med, både i tidtagning og løbene.

Og jeg må virkelig sige det var en anderledes bane i forhold til dem jeg havde prøvet indtil nu.
Det var meget svært at få "flow" i bilen. Masser af sving og meget lidt langside. Jeg var kun kortvarigt oppe i 4. gear på langsiden ellers var det kun gearskift op og ned mellem 2. & 3. gear.
Jeg var noget frustreret da jeg kom ud efter 15 min. på banen. Synes det gik ganske forfærdeligt, og havde svært ved at glæde mig til lørdagens kørsel.

Heldigvis havde vi en hyggelig fredag aften, grillen var tændt og der var en god stemning i ryttergården.

Lørdag morgen havde det regnet og banen var nu våd, og det skulle blive spændende at komme ud på en ny bane i regnvejr som jeg overhovedet ingen erfaring har med. Men det gik over al forventning. Jeg var i top 10 på omgangstiderne, og selvom jeg var klar over at det kun var træning, stod det rimeligt klart at regnvejr ville passe både mig og den lille Midget fint!

Selvom jeg dansede regndans hele formiddagen, blev vejret kun bedre, og da vi skulle køre tidtagning var det nærmest sommeragtigt med høj solskin, så jeg var godt klar over at min startplacering ville blive langt nede i feltet. Jeg gav den som sædvanligt alt hvad den kunne trække, men alligevel resulterede det i lidt skuffende 17. placering i startrækken. Bagved både Kaj og Herluf, men heldigvis var det rigeligt til at være 2 ud af 7 i div. A2, som jo trods alt er dem jeg kører om kap med.

2. tidtagning gav nogenlunde det samme resultat, en startplacering som nr 18, stadig 2 i A2, men også bagved Kaj, Milland og Herluf.

Men bilen kørte godt, og med min begrænsede motorkraft var der ikke mere jeg kunne gøre.

Om aftenen var der fællesspisning, dejlig italiensk buffet. En masse glade mennesker og igen en hyggelig aften sammen med ligesindede "biltosser".

Søndag vågnede jeg tidligt ved at regnen trommede på Hiacens tag. YES! Forhåbentlig ville vi få noget vådt føre at race i, da mine manglende HK så ikke ville blive så tydelige, og der var en rimelig chance for at køre fra bl.a. de 2 MG B´ere og Herluf. Jeg vidste at starten igen ville blive vigtig, da Sturup er svær at overhale på når man mangler kræfter på langsiden.

Under tidtagningen lørdag havde jeg igen oplevet at have udsættere når motoren kom op over 6000 o/min. Dette skulle tjekkes til bunds søndag morgen, og efter at have tjekket for stoppede benzinslanger, brændte platiner m.m. , ville jeg lige tjekke spændingen. Oh skræk. Kun 12,4 volt når motoren kørte. Det var for lidt. Endnu en generator stået af:-( Af med den, og bag i Hiacen finder jeg reserven frem som jeg havde taget med hjemmefra. Desværre passede afstanden på remskiven ikke på motor og vandpumpe, og jeg måtte tænke alternativt.

På med laderen og lade batteriet fuldt op, og så håbe at spændingen holder igennem et heat.Tak til Jakob for lån af lader!

Warmup agerer prøveklud , og jeg kører ca 10 omgange uden problemer. Ihvertfald med det elektriske, for banen er MEGET glat, og det er en kamp at holde bilen på banen. Det er heldigvis ens for alle, så jeg har igen en rimelig hurtig tid, og selvom det kun er warmup, kan jeg sagtens glæde mig over at det er første gang jeg har en hurtigere tid end Palle B i Ginettaen!

Da det er tid til 1. heat regner det stadig. Beslutter dog at køre heatet uden hardtop, da jeg er bange for at bilen dugger til indvendig hvis jeg benytter den.

Spændingen stiger da vi holder på startgridden. Jeg ved det er nu jeg skal vinde nogle placeringer, og som tidligere nævnt er Midgeten en god starter.Lige foran mig holder John Milland og Kaj, begge i MGB, og et par pladser længere fremme Herluf. Jeg kan knap se lyset, den sidste af de 5 lamper kan jeg lige skimte, den bliver tændt og går ud igen. Starten er gået, jeg skyder frem i feltet, går forbi begge B´ere og Herluf hænger også i regnen. I svinget efter starten er der heftig trafik, men alle kommer godt rundt og jeg ligger lige bagved et par Cortinaer og Lillelund i Lotus Elan. Jeg har en god kamp med Lillelund, og kommer på et tidspunkt forbi, og vil så angribe Oscar Davidsen i Lotus Cortina, Desværre snurrer jeg rundt en gang på vej ind på langsiden og Cortinaen er væk. Elan stryger også forbi, men jeg optager igen forfølgelsen, og inden en hel omgang er kørt er jeg igen forbi! På et tidspunkt ryger der en anden Cortina af i samme sving som jeg snurrede og jeg smutter lige forbi inden han kommer på banen igen. Den bliver der resten af løbet:-)

Endnu vigtigere var det at jeg kørte hurtigere end Palle B i Ginettaen! På de sidste omgange hentede jeg kraftigt ind på ham, og efter løbet kunne jeg konstatere at min bedste omgangstid var 0.5 sek. hurtigere end hans bedste tid. Første gang det er sket i et løb! Er klar over at han havde problemer med gearkassen og dug på vinduerne, men det tar ikke glæden fra mig! I mål var han kun 1.5 sek foran, og jeg er over bevist om at havde jeg ikke snurret rundt og startet 10 placeringer bag ham havde jeg vundet over ham for første - og nok også sidste - gang.

Det skete så ikke, men det var det sjoveste og bedste race jeg har kørt endnu.

Så humøret var højt da jeg kom ind. Tiderne viste at jeg havde kørt omgangstider der var 4 sekunder hurtigere end Kaj og Herluf, og 8 sekunder hurtigere end Milland, så jeg håbede naturligvis på mere regn til 2. heat.

Der er ingen tvivl om at B´erne er hurtigere end Midgeten når det går ligeud og det er tørvejr. Og jeg ved at Kaj har som erklæret mål at køre fra mig, så jeg må nok vænne mig til tanken om at se B´erne fra bagenden når det går venstre rundt og det er tørt. Men vi har det sjovt og jeg nyder succesen mens det går godt.

2. heat var desværre ikke ligeså vådt som 1. regnen var stoppet en times tid før, men banen var stadig våd visse steder, og det burde være til fordel for mig.

Det var igen nogenlunde de samme biler lige foran, bortset fra at den meget velkørende og store Ford Falcon havde sneget sig ind foran. Falconen der normalt bliver kørt af Birgit Borch havde nu fået manden Martin som chauffør, og det havde umiddelbart nedsat omgangstiderne betragteligt.

Starten går og jeg kommer hurtigt op på siden af Kaj og Falconen på den anden side. I svinget går Kaj forbi og jeg kommer til at ligge bag ved ham og Herluf, som har mere fart efter banen er blevet mere tør. Vi kæmper om placeringerne indtil jeg går indenom i et af de snævre sving på den gamle del af banen. Jeg holder godt trit med de forreste, og på et tidspunkt kommer vi op i det aller snævreste sving, og der holder HKH på tværs og venter på der bliver fri så han kan komme rundt igen. Det kommer til at koste en del placeringer for ham til sidst.

Løbet kører godt og i mål er jeg igen foran en Elan og 2 stk MGB og 2 stk Alfa Giulia. Den samlede placering for heatet var en 11. plads ud af 25, lige bag Ginettaen.

Men kan ihvertfald konstatere at jeg i begge heatene var den forreste MG, og dermed fik jeg revance for nederlaget til Kaj i CHGP. Især de suverænt hurtigere omgangstider i det våde gir grund til optimisme for de kommende løb. Især hvis der kommer vand, hvad der vel ikke er helt usandsynligt sidst i september og midt i oktober:-)

Der er på nuværende tidspunkt noget polemik omkring pointtildelingen. Dette drejer sig hovedsageligt om DM, da nogle mener at de udenlandske biler ikke skal tælle med. Det vil så desværre, og højst uretfærdigt! betyde at A2 bilerne kun får tildelt 12-10 0g 8 point selvom vi konkurerrede 7 biler i alt, og jeg blev 2 i begge heat ud af de 7.

Vi får se hvordan resultatet bliver. Jeg ligger under alle omstændigheder 2´er i Div A2, og ca 4 eller 5 i det samlede DM for 65 biler.

Vi ses på Ring Knutstorp i September:-)

fredag den 18. august 2006

Team Midget Racing klar til Sturup:-)


I dag har jeg lavet det efterhånden traditionelle sidste service på bilen inden afgang i morgen.
Og godt jeg gjorde det!
Alle væsker og spille rum var helt normale, og det var kun få bolte der skulle efterspændes, så derefter ville jeg servicere bremserne. Venstre side så fin ud, det blev rengjort og justeret.
Højre side derimod, så ikke godt ud. Som tidligere nævnt skiftede jeg bakker omkring RD , og nu var de skævslidte igen.Og meget tæt på at være helt ødelagte. Alt blev afmonteret. trækaksel, leje og ankerplade. Jeg granskede alt nøje, og kom frem til at det var cylinderen der sad skævt, og derfor blev der monteret en ny på den gamle rengjorte bagplade. Efter montage af ankerplade ville jeg montere bakker og fjedre. Det sad underligt skævt, og jeg var klar over at skulle jeg slippe for problemer fremover måtte jeg finde årsagen. Jeg prøvede med flere ting, af og på montere. Det var stadig noget lort! Så skiftede jeg ankerpladen til en ny renoveret fra lageret, og vupti, det hele sad som det skulle. Meget mystisk. Jeg havde selvfølgelig tjekket ankerpladen for skævhed, uden at finde noget. Nu ser det rigtig ud, men jeg følger det stadig nøje i det kommende race .

Det sidste jeg ville tjekke var benzin systemet. Også pga af tidligere erfaringer med udsættere. Og igen var der bingo! Lige efter tanken , før det første filter, sidder et stykke slange på 20 cm. Dette var fyldt op som det ses på billedet med løsrevet skummateriale fra tanken. Og set i bakspejlet kan det sagtens være det der var skyld i at jeg i København oplevede udsættere når jeg kom over 6000 o/min.
Jeg tror nemlig også det var samme problem jeg havde i et af mine første løb sidste år.
Systemet blev fuldstændigt renset og blæst igennem, og skulle nu gerne holde en hel løbsweekend.
Så nu er vi klar til afgang, bilen er læsset på traileren, så nu mangler der kun noget tørvejr:-)

onsdag den 16. august 2006

Vil du med på en raceweekend?

Team Midget Racing kører DM afdelinger i den kommende weekend. Dette foregår på Sturup Raceway tæt på Malmø. Jeg mangler en teamchef/chefmekaniker/håndlanger. Altså en person som vil tilbringe en weekend i selskab med undertegnede og gamle biler der kører race.
Vi hygger os.
Alt er betalt, dvs transport, billetter og forplejning. Afgang fredag eftermiddag!
Vil du med så ring på 27241837 eller mail palle(at)mgcc.dk

tirsdag den 15. august 2006

Nye links og nye billeder fra CHGP!

Mine links er nu blevet opdateret med sider fra nuværende og kommende konkurrenter.
Bl.a. kan du læse om Kaj Birkelunds velkørende MGB. Og du kan læse om alle de problemer som 3 Triumph ejere har med deres motorer. Vi håber snart at se dem på banerne:-)

Herunder kan du se flere gode billeder fra Copenhagen Historic Grand Prix.
Endnu flere billeder kan ses på http://www.chgp.dk
Fotos: Finn Skaaning , Jan Teller og Mrten Juhl Thøgersen.

tirsdag den 8. august 2006

Racereport CHGP

Første gang jeg oplevede Historisk motorløb, var for en del år tilbage inde på Holmen.
Jeg var fascineret af det at køre race inde midt i hovedstaden, og lovede mig selv at fik jeg muligheden på et tidspunkt, så ville jeg stille op.
I år var muligheden der så, og lad mig slå fast med det samme at det var en utrolig spændende oplevelse.
Masser af flotte historiske racerbiler, Le Mans biler, flotte rammer og ikke mindst tusindevis af tilskuere. Kulissen kunne ikke ha været bedre!
Vi ( mit Pitcrew Morten og jeg ) ankom fredag aften, hvor opstilling af bane var i fuld gang. Mange biler var allerede på plads, og i aftenens løb blev depotarealet fyldt med den ene bile efter den anden. Lige efter ankomst begyndte det at stå ned i stænger, og vi havde ikke nogen teltplads!
Da vi så at andre, på trods af forbud fra løbsledelsen, havde sat små pavilloner op, ilede vi ud i byen og købte os en silvan model til 129.- og den gav læ for regnen resten af aftenen, og solen der bagede både lørdag og søndag. Licens og teknisk kontrol blev overstået og herefter blev grillen tændt og hyggen bredte sig mens vi glædede os til lørdag morgen hvor racet skulle begynde.
I CHGP var bilerne inddelt på en lidt anden måde end vi var vant til, og det betød betydeligt skrappere modstand i den lille GT klasse under 1600 ccm, bl.a i form af et kobbel af Lotus Elan´er i samme klasse, og på banen på samme tid var også den store GT klasse, dvs over 1600 ccm hvor der var biler som TVR Griffith, Marcos, Shelby Mustang, Morgan og Jaguar E-type.
Alle biler som jeg umiddelbart godt kunne skyde en hvid pil efter at konkurrere imod.
Biler som MGB, AH Sprite, Matra Jet, Porsche 356 havde jeg derimod en forhåbning om at kunne køre lige op med, og det kom til at holde stik.
Lørdagen startede med std vogne, og her var der en god mulighed for at kigge på hvordan svingene blev taget, og der var på flere måder en rystende oplevelse. I depotsvinget var asfalten meget ujævn, og bilerne hoppede nærmest igennem svinget.
Det var derfor med let kriller i maven at jeg gjorde mig klar midt på formiddagen til den første træning på banen.
Vi kører ud efter Safety bilen, en fin Ferrari fra Daytona biler i Hellerup. En omgang under gult flag, hvorefter vi bliver sluppet løs. Kører et par rolige omgange, finder hurtigt ud af hvor de skumle passager er. Det er bl.a. svinget efter Start/mål langsiden. Det er et 180 graders sving, bestående af 2 sving, hvoraf det sidste er meget snævert og det viser sig også senere at det er her mange af uheldene sker i løbet af weekenden.
En anden udfordrende passage er som tidligere nævnt depotsvinget. Et 90 graders sving efter langsiden Borgmester Jensens alle. Her findes asfalt i forskellige niveauer, manglende asfalt og et snævert sving, hvor man alligevel kører igennem med høj fart som medfører hop og manglende vejkontakt. Et sted hvor der igennem hele weekenden stod mange mennesker, og de fik da også smæk for skillingen et par gange. Den ene gang var det såmænd Herluf der stod for underholdningen og tog den inderste barriere med sin forskærm, og dermed var hans weekend forbi. Heldigvis var det sidste heat søndag, og jeg ved at bulen er rettet ud og bilen er sendt til maleren.

Den første træning forløber fint for mit vedkommende, og jeg ender ud med 7. bedste tid af hele GT klassen. Noget overraskende for mig, men jeg var godt klar over at alle nok ikke havde kørt igennem.
Det viser sig da også klart ved den første tidtagning lørdag. Jeg kører alt hvad jeg og den lille Midget kan klare, men det resulterer i en skuffende 15. startposition. Og en tid der kun er et par tiendedele hurtigere end træningen. Det betyder desværre også at Kaj i MGB holder lige foran, men jeg er fast besluttet på at ta ham ved starten, da det er næsten umuligt for mig at overhale på banen.
Jeg mangler kubik og kraft på langsiden, og i sving og nedbremsningerne, hvor jeg normalt har min styrke, er der ikke mange muligheder på denne bane hvor svingene er smalle og snævre og risikoen for buler er meget stor. En norsk Elan ryger i barrieren på en af de første omgange, og hans CHGP er forbi næsten inden det begyndte, og vi måtte ud at køre 12-15 omgange under gult flag inden banen blev ryddet igen.

De første heat bliver kørt først på eftermiddagen, og allerede i Standardvogn klassen før 65 går det helt galt. Der bliver kørt stærkt, og det er virkeligt spændende race. Benny Hall i Lotus Cortina vinder lige foran Jenna Brorsson , men da bilen kører over målstregen svigter bremserne og Cortinaen fortsætter frontalt ind i betonmuren der omkranser banen, og resultatet ses i det tidligere indlæg. Da jeg ser bilen gir det virkelig stof til eftertanke, og jeg tænker mest på at jeg skal ha bilen hel med hjem, da der skal køres 7 & 8. afdeling af DM for 65 biler om mindre end 14 dage på Sturup Raceway.

Vi liner op og gør klar til 1. heat. Pulsen stiger. Det trækker ud. Det viser sig senere at Tommy Kjer i Alfa Romeo GTA desværre har smidt et stempel ud igennem siden og er snurret rundt med ild i bilen og smadret bagenden. Det betød så også olie på banen og et stort oprydningsarbejde.

Vi kører ud. Vi har ca 300 meter til at varme bil og dæk op. Det er ikke meget!!
Ved uplining på startgridden holder vi meget tæt. Der er ikke en vognlængde til den foranholdende bil, og tanken om at han staller ved start er ikke rar!
Endvidere er banen ved start så smal et der dårligt er plads til 3 biler ved siden af hinanden. Alligevel får jeg ved starten presset mig frem foran Kaj og en Porsche 356 ved starten og vi accelerer hårdt ned mod første sving. Her banker Jaguar E op i enden på en bedre bremsende Lotus XI og begge står på tværs i første sving og kaos er en realitet. Der er lige plads til at en Midget kan komme igennem, og jeg har allerede nu vundet adskillige pladser. Det bliver et race hvor der bliver kørt stærkt og lige til grænserne. Jeg har en hård kamp med en norsk Porsche 356, og bremser på et tidspunkt forbi ham. Resten af heatet har vi en konstant fight, men heldigvis med mig forrest. Da vi bliver flaget af er jeg først over, og slækker derefter af og han kører forbi. Det undrer mig lidt. Det viser sig senere at målflaget var for den vindende Marcos som var lige bag nordmanden da vi kørte over stregen , og som han havde bemærket, men det havde jeg desværre ikke!!
Det betød at vi skulle køre en omgang mere, og dermed kom Porschen foran mig. Så den fine 8 plads generelt i Heatet blev i stedet en 9. plads. Senere fik jeg dog min 8. plads tilbage da Marcos´en blev deklasseret da han havde brugt ulovlige semislicks.

Det betød så også en startplacering som 8 i søndagens 2. heat. Her var der virkelig en god chance for at lave et godt resultat.
I de sidste løb har jeg lavet gode starter, så jeg var optimistisk mht starten på 2. heat. Desværre var min startplads lige bag en af de store Shelby Mustanger, og der var småt med plads i forvejen, så det ville blive svært at komme forbi. Denne gang bliver starten ikke optimal. Jeg får ikke holdt omdrejningerne godt nok oppe, og mister moment og bliver hurtigt overhalet af Kaj i MGB som holder ligebagved. Denne position vinder jeg dog tilbage ved nedbremsningen til første sving hvor trafikken glider bedre i ydersporet. Det bliver nu starten til en lang kamp med Kaj, og han presser hårdt på igennem flere omgange, men jeg får lukket godt af , og i svingene er jeg en lille smule hurtigere, og derfor når han ikke helt op og får overhalet, selvom han er betydeligt hurtigere på langsiderne i kraft af større motor og mere moment. På et tidspunkt sker der det at vi bliver indhentet bagfra af de hurtig kørende Elan´er.
For enden af langsiden kommer den gule 2´er kørt af Redtz-Thott, jeg giver plads og han kører indenom i første sving. Derefter gir jeg gas, og vil forsøge at komme ind i den hurtige linie ud af svinget, men den blå 620 kører ind i min linie og spærrer, og jeg må stå på bremsen for at undgå at torpedere hans bagende og blive klemt mellem denne og den betonmur der var ca 10cm væk.
Jeg mister helt momentet ud af kurven, og bagfra kommer Kaj naturligvis med masser af fart ud af svinget, og kører let forbi, og det samme gør Porschen som ligger tæt på ham.
Let irriteret kæmper jeg videre, men jeg har også bestemt at jeg ikke vil tage unødige chancer, så derfor begynder jeg ikke at satse helt vildt mod slutningen, og kører en respektabel 11. plads generelt og en 4. plads i den lille GT klasse hjem. Et udmærket resultat den skrappe konkurrence taget i betragtning.

Generelt har det været en stor oplevelse at deltage i CHGP 2006, og det har været rigtigt godt med alle de tilskuere der har været. Har talt med rigtigt mange fra MGCC DK, og også en del sjællændere fra DC som fulgte interesseret med.

Og igen, bilen har gjort det godt og holdt hele vejen.
Ingen skader, hverken mekaniske eller kosmetiske.

Nu gør vi klar til DM afdelinger 7 & 8 på Sturup Raceway hvor det gælder vigtige DM point.

lørdag den 5. august 2006

Copenhagen Historic Grand prix



Første dag ved CHGP er nu veloverstået.
Ingen buler og en fin placering som nr 9 ud af 23 tilmeldte i GT klassen for 65 biler.
i D1 hvor mine konkurrenter var Lotus Elan, Porsche, AH Sprite og Matra Djet, blev jeg 5, og kun en dum fejl fra min side skilte mig fra en fin 4 plads.
Ved mållinien fik vi det ternede flag, men det var desværre til den vindende Marcos som kørte lige bagved. Efter mållinien slækkede jeg af, men Porschen som over mållinien var bagved, havde opfanget situationen og overhalede, og sluttede derved lige foran mig, selvom jeg havde kørt fra ham igennem heatet. Lidt at lære af en gang mere. Men det vigtigste var at bilen kørte godt og den kom hel igennem uden buler. Det var der mange der ikke gjorde. En Lotus Cortina blev total ødelagt, en alfa GTA smed et stempel ud igennem siden, en Lotus Elan røg rundt og blev skadet. En lotus Mk XI blev voldsomt skadet lige efter starten på 1. heat.
Så alt i alt var det en god dag med spændende og godt race. Flere medlemmer af MGCC DK havde fundet vej til København og fik en god dag i fælledparken.

tirsdag den 25. juli 2006

Klar til CHGP

Efter et spændende, hyggeligt og godt Classic Car Meeting på Ring Djursland i Juni, har der været en stille periode har i juli med tid til arbejde, sommer og div. forpligtelser i hjemmet:-)
Nu er opladningen til Copenhagen Historic Grand Prix så begyndt.
De sidste par dage har jeg lavet service på Midgeten. En af de ting jeg prioriterer højt er driftsikkerhed, og for at kune opnå dette skal service og vedligehold klares inden hvert arrangement. Jeg havde i sidste løb et problem før det ene heat med en død bil. Dette har jeg søgt lidt i og jeg tror og håber at problemet er væk. Og det lå i den ellers nye FIA Master Switch, som havde et "dødt punkt" hvor der ikke var noget liv.
Endvidere opdagede jeg på slutningen af sidste weekend at der kom benzin ud mellem karburatoren og manifolden når bilen stod stille. Pakningerne er nu skiftet og det skulle være tæt igen. Bremserne er eftergået, og den skævslidte bakke på baghjulet jeg opdagede på RD sidst, er skiftet. Det undrede mig lidt at opdage en skævslidt bremsebakke tidligt på sæsonen, da jeg monterede nye "gode gamle" asbest bakker inden den nye sæson startede. Men fejlen må ligge hos mig selv da de bagerste bakker åbenbart ikke har været spændt godtnok op, og derfor har haft mulighed for skævslidning. Det er helt sikkkert noget jeg holder øje med de næste løb.

Det var også en positiv ting at konstatere at min opgraderede trækaksél havde holdt til mishandlingen i de første løb:-)


Ellers blev bremsevædsken skiftet, og det samme blev en uæt ventildæksel pakning efter at spillerum var tjekket. Og endnu engang kunne jeg konstatere at spillerummet var ok efter en race weekend. Og det samme kunne siges om platinafstand i strømfordeleren.
Da det hele var samlet igen var det tid til en prøve kørsel af motor, og det var en fryd i den stille sommeraften at kunne starte motoren op og lytte til den ivrige snerren af den lille 1098 motor.
Nu er vi klar til CHGP 2006.

Håber vi ses derovre:-)

søndag den 16. juli 2006

Nye billeder fra CCM 2006

Endnu en gang har jeg modtaget gode billeder fra Classic Car Meeting.
Mange tak til Jørgen Bøgeholdt Jensen som er fotografen bag disse.
Bl.a. kan man her se en serie på 3 billeder, hvor Kaj Birkelund i MGB forsøger at følge Midgeten rundt i svinget efter langsiden, men som det ses på billederne forsvandt vejgrebet på B´eren midt i svinget:-)

Herunder ses også et rigtigt godt skud af en situation hvor Herluf er tæt bag mig. Jeg har sandsynligvis lige overhalet ham, og herefter lægger jeg afstand. Jeg ved dog at Herluf arbejder med sin motor, så det kan godt være det ser anderledes ud næste gang.

mandag den 10. juli 2006

3 uger til Copenhagen Historic Grand Prix


Så er der kun lidt mere end 3 uger til det spændende historiske Grand Prix som foregår i og omkring Fælledparken i København.
Det bliver en kæmpe begivenhed med over 120 racerbiler med alt lige fra Le mans, Ferrari og selvfølgelig Historiske Standard og GT biler fra 65 og 71 klassen.
Det er også her du finder Midget Racing på deltager listen. Som du i øvrigt, sammen med masser af anden info vedr Copenhagen Historic Grand Prix, kan se her: http://www.chgp.dk/

Vi ses til et meget spændende historisk arrangement i København:-)

lørdag den 8. juli 2006

Ny Servicebil:-)

Så er transport og overnatning sikret for fremtiden. Efterd en gamle Hiace brød sammen på vej hjem fra Rig Djursland har jeg været på jagt efter en erstatning.
Den ser du herover. En nydelig mørkeblå Hiace skal fremover være trækdyr og reservedelslager for Midget Racing.
Efter en polering er den klar til sponsor reklamer.
Allerede nu har den været en tur forbi 2A i Vejle og fået monteret nr 104 på siden. Den kommer betydelig bedre til sin ret på den mørkeblå baggrund, og generelt vil jeg sige at dette er en betydelig bedre og pænere bil end min gamle servicevogn.
Gid den må få et godt og langt liv sammen med Midget Racing:-)

tirsdag den 4. juli 2006

Sommerferie på toppen!

De klassiske løb holder sommerferie indtil Copenhagen Historic Grand Prix den 5. & 6. august, hvor Team Midget Racing naturligvis stiller op.
Indtil da kan man nyde DM stillingen i 65 klassen. Der er tæt i toppen og intet er afgjort endnu.
Resulatet efter halvdelen af sæsonens løb er afviklet, er, at Midget Racing ligger på en 2. plads i Div. A2, kun 8 point efter den førende Ginetta kørt af Palle B. Pedersen.
I DM regnskabet indtager vi samlet en flot 4. plads med 87 point, kun 13 point efter de førende Christoph Kjærgård og HKH Prins Joachim.

Se midtvejs resultatet her: http://www.hms.dk/resultater/2006/DASU65-2006.pdf

God sommer:-)

lørdag den 1. juli 2006

Masser af MG´ere til Classic Car Meeting.

Det netop overståede CCM var rigtigt godt representeret af MG. 2 stk T-typer, 2 stk MGB, en Midget og en AH Sprite. T-Typerne kører i førkrigsklassen hvor de klarer sig rigtigt fint.
B´erne kører i A3 hvor de kører om kap med Elan´er, AH 3000 og Jaguar XK. B´erne hjemfører jævnligt præmier.
Min Midget kører jo som bekendt i A2, men er ikke desto mindre den hurtigste MG til dette års CCM.
Kaj Birkelund i MGB var hurtigere under tidtagning, men jeg laver en bedre start og kører et godt løb og ender som den forreste MG i 65 klassen. Kaj har helt klart bedre fart på langsiderne, men i svingene er jeg hurtigere, men når Kaj får større rutine får jeg problemer med at følge med. Men vi har det sjovt og gasser hinanden med tider og placeringer.

Og der var mange fra MG CAR Club Denmark oppe og kigge om søndagen, så det kunne være nogle af dem blev inspireret og selv fik lyst til at komme ud at køre lidt race.




Tak til Claus Ebberfeld for lån af billeder:-)
Det kunne kun lade sig gøre fordi Claus desværre var udenfor da hans Spitfire ikke var køreklar. Håber Claus kommer stærkt tilbage.. Men ikke for stærkt:-)

Servicevogn er nu historie!

Efter en sucesfuld weekend på Ring Djursland skulle hele oppakningen slæbes hjemover. Det var en lummer eftermiddag, og mere end den hårdt prøvede Hiace kunne klare. På motorvejen ved Århus smed den vandet, jeg fik fyldt på, 10 min efter var den gal igen, men vi fik med nød og næppe slæbt os til rastepladsen ved Ejer Bavnehøj hvor jeg fik fat i Dansk Autohjælp. Så hjemkosten til Esbjerg så således ud søndag aften:
Tilsyneladende er der stor interesse for en gammel Hiace, for 5 min efter at bilen var sat til salg på Bilbasen var den solgt! Og telefonen kimede en time efter med folk der ville købe den, og de begyndte sågar at overbyde hinanden??

Jihad fra Køge kom og hentede den fredag aften, og det sidste jeg så til min første servicevogn så således ud:

Men så er der til udbetalingen til en ny Hiace. Den er fundet, et træk og en ny kobling bliver nu monteret, så hold øje med en nysynet mørkeblå flot servicevogn fremover!

Og denne model har en køler der virker:-)

mandag den 26. juni 2006

Succesfuld Classic Car Meeting for Midget Racing.

Endnu en hyggelig weekend med Historisk race er nu overstået. Det årlige CCM var 5 & 6 afdeling af DM for 65 klassen, og begge afdelinger blev kørt med succes, både tidsmæssigt, og ikke mindst pointmæssigt.
Vi startede fredag med opstilling af telt og hyggeligt samvær, og det må igen påpeges at hyggen er en stor del af det historiske.
Lørdag startede med træning, og her var der allerede succes! Jeg var meget tæt på den for mig magiske grænse på 1.06. Jeg manglede 2/100 i at komme under. Det lovede godt.
Så da vi senere på dagen kørte ud til den første tidtagning var jeg fuld af optimisme. Desværre gik det den forkerte vej samtidig med at temperaturen røg i vejret. Men jeg endte med en fin tid på 1.06.37, og ikke mindt en næstbedste på 1.06.40 , så jeg kunne køre flere omgange i det tempo.
Det betød en startplacering som nr 13 ud af 30, lige bag Herluf i Alfa Giulia og to Coopere.
Resten af dagen var sat af til mere hygge og langdistanceløb med nyere biler.
Søndagen bød på et stramt program med 2. tagning og to heats fra kl 10.25 til 14.05, så der skulle helst ikke ske mekaniske defekter.
Jeg var klar til at sætte en fantomtid i tidtagningen, og kørte tidlig til uplining, så jeg var sikker på at komme ud på banen som en af de første og dermed slippe for den værste trafik fra 30 biler, hvor over halvdelen kørte langsommere end jeg. Desværre begyndte de i den række jeg ikke holdt, og der kom 25 biler ud foran mig:-( Så det meste af tidtagningen gik med at finde plads til at få sat en ordentlig tid. Det lykkedes delvist, men ikke som jeg havde håbet, dertil var der simpelthen for meget trafik. Det resulterede i en acceptabel 1.06.732 . For første gang foran Herluf, men desværre havde chaufføren i den store Falcon fået rigtig god fart i bilen, og det samme havde Kaj Birkelund i MGB, så de startede begge lige foran imellem de to Coopere.
Hurtigt tilbage i paddock, tjek af olie, vand og bremsevæske og påfyldning af benzin. Alt ok og klar til 1. heat. Nu steg spændingen!!

Vi holder på startgridden. Det var jo her jeg dummede mig sidst vi var her. Får en fin start, holder på i indersporet. Ligger lige bag Mini Cooper med Carsten Warnich og Herluf i Alfa. Forsøger på den første omgang at komme forbi Herluf, men han spærrer godt, men det lykkes på 2.omgang i svinget efter langsiden. Herluf kører normalt stærkere, men han har haft problemer her på det sidste, og dette udnytter jeg. Kommer hurtigt op til Warnich i Cooperen, og bagfra kommer senere den store Falcon. Desværre får jeg midt i heatet problemer med udsættere ved omdrejninger over 6000, så angrebet på Copperen må indstilles. Istedet koncenterer jeg mig om at holde Falconen bag mig. I nedbremsninger og svingene laver jeg god afstand, men på begge langsider kommer den store bil farende og fylder alle mine spejle og mere til. Hun har virkelig moment og fart ned af de lange stræk, og det bliver en spændende kamp lige til det sidste, men det lykkes at holde hende bag, og afstanden til cooperen foran er kun på 3.5 sek ved mållinien, så der var udsigt til et spændende 2. heat.
Men jeg havde jo lige et problem med en dårlig kørende motor, så der var arbejde og travlhed forude. Heldigvis var der et par timer til 2. heat, så det skulle kunne lade sig gøre at finde fejlen.

Startede med det mest åbenlyse, nemlig tjek af platiner og afstand. Det så helt normalt ud, og efter rensning ville jeg lige tjekke motorgangen, og pludselig ser jeg at ladelampen lyser, og undersøger straks alle forbindelser ved generatoren. Inde i den nye generator gnistrer det, og et tjek af ladespændingen viser omkring 12 volt, og det er ikke nok. Det viser sig at den møtrik der holder diodebroen er rystet løs og er væk! Dette medfører at dioderne får stelforbindelse og dermed kortslutter. Spændingsfald til følge og sandsynligvis ikke høj nok spænding til motoren når den kører op til 7000 o/min.
Heldigvis har jeg en nyrenoveret generator liggende i Hiacen, og med hjælp fra flere MGCCDK medlemmer, får jeg skiftet generatoren og er klar til 2. heat.

Tror jeg! For ved udkørslen ved starten går motoren pludselig i stå og jeg holder der!! Jeg arbejder febrilsk for at finde fejlen og opdager at der ikke er spænding til benzin pumpen, får rykket i afbryderen og pludselig er der strøm igen. Får banket liv i motoren og når lige akkurat at komme ud som den sidste inden de lukker udkørslen. Alternativet havde været en start fra pitten, og det havde sgu været træls!!
Men nu sidder jeg med den tanke om det sker igen!! Kommer fint rundt, og finder min startplacering lige bag ved Kaj i MGB´en.

Min plan er helt klar. Skal gerne forbi både Cooperen og Kaj inden første sving! Midgeten har vist sig som en rigtig god starter når ellers chaufføren er på toppen:-)

Jeg er superkoncentreret, og i det øjeblik de tre røde lamper går ud lægger jeg fra land med 6000 0/min, og jeg er hurtigt foran Kaj, Warnich i Cooperen og Birgit i Falcon. En superstart!
På en af de første omgange sker der desværre det at Claus Lillelund i Lotus Elan slipper tør for asfalt i det giftige sving i "skoven" lige før langsiden. Bilen kører ind i jordvolden og ruller rundt, og jeg kommer forbi i en ordentlig røgssky lige efter det er sket, og ved mållinien får vi det røde flag. Løbet er stoppet. Kort efter ser vi at Claus heldigvis står uskadt udenfor bilen.
Jeg ærgrer mig også lidt fordi jeg havde lavet en kanonstart, og det var ikke givet at det skete igen!
Vi fik en omstart og et løb over 10 omgange. Min start denne gang blev om muligt endnu bedre, og efter første sving var jeg igen foran Falcon, Cooper, MGB og Herluf. Hurtigt indledte jeg jagten på Palle Christensen i Cooper, og vi havde en god dyst indtil jeg overhalede ham. Motoren gik nu rent igen, og der var det kraftoverskud, der var nødvendigt for at holde de bagved kørende væk. Efter overhalingen af Cooperen lavede jeg stille og roligt afstand til forfølgerne, og det eneste dramatiske i resten af heatet, var når jeg skulle overhale de langsommere Citroener med en omgang. Helt klart mit bedste race til dato, et godt resultat til teamet og en samlet 2. plads i div. A2.
Palle B i Ginettaen fuldførte begge løb og går nu forbi mig i pointregnskabet, men jeg ligger nr 2 i div A2 og så vidt jeg kan regne ud , på en samlet 4. plads i DM 65 klassen.

Og til slut vil jeg sige en stor tak for supporten fra de mange medlemmer fra MG Car Club Denmark. Rart at se at der en stigende interesse for race!

fredag den 23. juni 2006

Classic Car Meeting på Ring Djursland

Så er Team Midget Racing klar til CCM 2006.
Bilen er serviceret og efterspændt, ny Penrite 15W60 olie påfyldt, nyt filter monteret og bremser eftergået og udluftet. Tænding er tjekket, ventiler justeret.
Med andre ord. VI ER KLAR!!

Jeg håber vi ses på Ring Djursland til en spændende weekend med godt race og hyggeligt samvær.

Kom endelig over for en snak:-)

Og tar du billeder deroppe er jeg altid interesseret i en kopi!

onsdag den 21. juni 2006

Billeder og samlet stilling i DM 65 klassen

Det er småt med billeder fra weekenden på Padborg Park, så har du digital billeder med Midget nr 104 på, så vil jeg sætte megen pris på et eksemplar af dine fotos:-)

Her kan du se dem samlede DM stiling for historiske biler op til 1965: http://www.hms.dk/resultater/2006/DASU65-2006.pdf

Tilbageblik DM weekend Padborg Park

Alt var klargjort og klart til race på Padborg Park. At man er klar og forberedt er dog ingen garanti for succes, men så har man i det mindst gjort hvad man kan!
Vi ankom lørdag, første tidstagning var lørdag eftermiddag, så der var god tid til teknisk kontrol og teltet kunne blive stillet op i roligt tempo.
I denne weekend var vi blevet advaret om at teknisk kontrol ville fokusere på frigang og vægt, så jeg havde heldigvis arbejdet på sagen hjemmefra, og der var rigelig med plads da Mogens Thomsen kom med rullen straks efter ankomst. Var jo også advaret på RD da selvsamme Mogens havde fortalt at frigangen var på den forkerte side af 100mm. Men mange andre fik en anmærkning i vognbogen, og har forhåbentlig hævet undervognen til næste gang vi ses.

Denne løbsweekend var der fyldt godt op i div. A2. 3 Porsche 356 var anmeldt, og dertil Palle i Ginetta, Frank i Austin A40 og Claus i Spitfire. Det var 7 biler i alt der skulle konkurrere om pointene. Hvordan jeg ville ligge tidsmæssigt i forhold til Porscherne var et stort spørgsmål.
Så derfor var 1. tidtagning ekstra spændende. Jeg kørte en rimelig tidtagning, følte mig lidt hæmmet af Alfa Giulia, men vist uden grund viste det sig senere, da jakob kørte 2. tidtagning hurtigere end mig. Jeg fik en fin 1.21. 4 i 1. tidtagning, og en startplacering som nr 9, og vigtigst, som nr 2 i div. A2. Meget bedre end forventet. Det lovede godt for weekenden.

Næste morgen kl 9.00 skulle vi køre 2. tidtagning, og jeg håbede her på en tid på omkring 1.20 , da jeg følte der var mere tid at hente. Jeg synes også det gik fint, det flød godt iggenem de forskellige sektorer, og jeg havde god fart igennem chikanen og "BigMac" , og var derfor en smulle skuffet da jeg så min beste tid bagefter. Den viste 1.21.5 , næsten samme tid som sidst, så jeg kom frem til at det nok var det der var i bilen og mig.

Lige efter 2. tidtagning var der placeret en "Warm-up" . Ingen vidste rigtigt hvad den skulle bruges til, da vi lige havde kørt tidtagning, og der var 2-3 timer til 1. heat. Så de fleste blev inde!

1. heat var en heftig affære!
Fik en god start, Midgeten følger fint med de hurtigere biler i starten og de første sving, men de kommer forbi på de første langsider, men jeg er rigtig godt tilfreds med præstationen og løbet, og ender på en samlet 9. plads , og en 2. plads i div. A2. Et kanonløb.
Det er sikkert ikke alle der deler den opfattelse, i det Otto Reedtz Thott og HKH Prins Joachim kører af for enden af langsiden og HKH udgår og Baronen senere bliver diskvalificeret for trængning! Jeg tror publikum fik race for alle pengene:-)
Her var bilerne foran mig Lotus´er, Coopere, 1 Alfa Giulia (Herluf), Ginetta. Bagved var MGB, Alfa Giulia (Jakob), Cooper,Frøøje, AH 3000 , XK, og ikke mindst tog jeg lige til sidst Claus E i Spitten med en omgang. Godt nok havde Claus problemer, men det slår ikke skår i min selvtillid!
Seriøst håber jeg at Claus kommer igen, selvom han PT har opgivet at stille op i den kommende Classic Car Meeting i næste weekend.

I 2. heat var min startplacering rykket tilbage i rækkerne da mine nærmeste konkurrenter havde fået rigtig god fart i bilerne, bl.a. havde Jakob i Giulia og Kaj i MGB kørt et par tiendedele hurtigere end mig i tidstagningen. I starten fik jeg dog sat tingene på plads. Fik en kanon start og kom godt frem i rækkerne. Kom forbi Jakob og Kaj, samt Claus Lillelund i Elan. Elan´en kom dog senere forbi igen, men jeg holdt igennem hele løbet Kaj og specielt Jakob bagved. Endvidere blev jeg hårdt presset af Johan i Frøøjen som virkelig havde fået justeret bilen ind, og kørte omgangstider der var omkring 3/10 hurtigere end mig. Jeg holdt dog Johan bag mig denne gang, men der er virkelig lagt op til spændende dyster i de næste løb.

de 2 heat resulterede som tidligere skrevet i 2 2. pladser i div. A2, og dermed 30 point til det samlede DM hvor jeg i øjeblikket indtager en delt 3. plads!!
Det havde jeg aldrig turdet håbe på inden sæsonstart, og det kan kun betegnes som et superresultat for mig!
Oven i dette, fører jeg stadig div. A2 foran Palle B. i Ginettaen. Det er måske en stakket frist, men jeg har hele tiden satset på pålidelighed, og det ser allerede nu godt ud.

Teamet ser frem til en hyggelig og spændende weekend på Ring Djursland til Classic Car Meeting.

Jeg håber vi ses.

søndag den 18. juni 2006

Mere succes for Midget Racing:-)

Er lige kommet hjem fra en succesfuld weekend på Padborg Park.
Efter en spændende weekend blev resultatet 2 anden pladser i de to heat der blev afviklet i weekenden, og idet der denne gang var godt fyldt op i A2 divisionen var der 2 x 15 point på kontoen, og jeg lægger nu lunt til både i divisionen og det samlede DM for 65 biler.
Under 2. tidtagning var der tæt kontakt mellem en AH 3000 baghjul og min ventres forskærm og min spritnye Minilite.