onsdag den 17. april 2013

Hele garagen til salg...næsten;)

 Den sidste tid har jeg ikke decideret rendt rundt med armene i vejret. Normalt går jeg og glæder mig til foråret, og forbereder den kommende sæson, både mht til mine gadebiler og selvfølgelig begge racerbiler...
I år har været lidt anderledes. De sidste par måneder har jeg døjet med kraftige rygsmerter - mere og mere ned i ben og fod - og utallige fys behandlinger hjalp ikke. Blev så scannet og her i sidste uge fik jeg den nedslående besked om at min ryg er noget slidt, og jeg har pt 2 discusprolabser. Sådan noget gir jo selvfølgelig stof til eftertanke.... Jeg var i gang med at tænke over sagerne og specielt mit racerengagement. Sygdommen fremskynder beslutningen om at gøre noget, og nu har jeg valgt at sætte næsten alle mine biler til salg - og det i håb om at 2 eller 3 af dem bliver solgt.

Jeg er glad for alle mine biler - på hver deres måde - og det er ikke vigtigt hvilke der ryger. Markedet er lidt sløvt nu, men jeg har jo heldigvis ikke travlt eller økonomiske problemer....

Men, jeg har nu følgende biler til salg, og de er beskrevet kort herunder. Endnu mere uddybende info kan naturligvis findes på denne blog hvor næsten aalle mine biler er indgående beskrevet på både godt og ondt. Og mangler du info eller vil se en af bilerne i levende live, så tøv ikke med at sende mig en besked eller gi mig et kald....
Austin A40 Futura Countryman 1962.
Super sjælden og opgraderet Futura. Denne bil har patina, og et rigtigt godt karosseri. Jeg har monteret renoveret 1275 motor og 1275 Midget gearkasse med 1 3/4" HIF karb og flowet stage 3 topstykke. Virkelig lækker motor. Diff er også fra en Midget med 3.9 gearing. Monteret med nye Revolutionfælge med nye 165/65 dæk. Nye støddæmpere og fjedre. Opgraderet med Midget skivebremser og bagbremser.Synet 2012. Pris 40.000 kr
Ford Transit Mk 1 brandbil.Lang.Twin hjul. 1972. Meget få km, ca 50000km. Jeg har brugt bilen som service bil til raceren, og den er meget pålidelig og "velkørende" - har uden problemer kørt turene til bl.a. Knutstorp og retur. Starter hvergang - selv her i den strenge vinter! 2 liters V4 Essex motor. Pæn og velholdt kabine. Pris 35.000 kr

Citroen Saxo 1996. Metalblå med træk.synet i 12/2012 med bl.a. nye bremser hele vejen rundt. Velkørende lille økonomisk bil. ekstra fælge medfølger. pris 9500 kr

Min MGB V8 er ikke til salg....
Med ønsket om et dejligt forår til alle :)

onsdag den 3. april 2013

Forårsfornemmelser....?

Vi har ventet længe... rigtigt længe!!!!
 Jeg har nu selv haft adskillige gode køreoplevelser vinteren igennem, da jeg for ca et år siden skiftede mine forsikringer til Aros, og en af deres specialiteter er, at deres veteranforsikringer gælder hele året. Det har givet dejlige køreture i Transitten, Futuraen og ikke mindst Vitessen som godtnok er på klassiker status, men her gælder de samme betingelser..
 De sidste dage har været tilpas fine til at lysten til garagen kom tilbage. Ja, dvs at lysten har været der, men mit helbred har drillet denne vinter pga min gamle rygskade er vendt tilbage - eller er det en ny?... - så der har været meget stille her i 2 måneder. Der er stadig stille, men jeg er blevet scannet, og forventer action snart...

Men her i påsken fik jeg lavet et par småjobs på den grå gade Midget. Bl.a. fik jeg jeg kigget på koblingssystemet. Troede det var slave cylinderen der smed væsken, men kan ikke finde nogen læk, og så fyldte jeg på og luftede ud, og nu funker det fint. Der skal holdes øje....
Men vigtigst, så har jeg også skiftet strømfordeler. Købte for et par år siden en billig ny kineser strømfordeler, og fik den også monteret, og den har sådan set kørt ok. MEN! Jeg har lige siden montering haft startproblemer, især i koldt vejr, og jeg har mange gange måttet lade batteriet op igen for at få liv i motoren. Og det problem havde jeg ikke med den gamle platintænding! Så derfor monterede jeg mandag et Bestek tændingssystem som jeg afmonterede fra den røde Sprint Midget da jeg monterede racermotor i den. Den motor startede den gang første gang hver gang... Og det gør motoren i den grå nu igen. Det er en forholdsvis nyrenoveret motor, og den fejler intet! Pointen her er at jeg på ingen måde vil anbefale de billige kineser tændingssystemer som nomalt kan købes for en 5-700 kr for en komplet strømfordeler. Køb hellere et anerkendt mærke eftermonteringssæt og monter det i din originale Lucas strømfordeler. Så er du godt kørende længe....
 Og så har jeg lige dette skønne billede af en meget velholdt Splitscreen VW camper. Den holdt parkeret i nabolaget her på denne solbeskinnede onsdag eftermiddag...
 Og et andet lille projekt jeg har fået fixet i dag, var gearstangen til min Futura. Den originale smoothcase kasse har en halvlang gearstang som den øverste på billedet....
...men da jeg har monteret en 1275 box fra en Midget, mangler den - som det kan ses på billedet herover - noget vandring. Og det kan medføre at boxen hopper ud af gear under kørsel. Først havde jeg monteret en std Midget gearstang, men den er noget kortere end Futuraens originale, og det er helt umuligt for mig at køre med i den her tid hvor jeg har dårlig ryg, og ikke kan bøje mig ret meget...
 Så nu har jeg svejset en underdel fra en 1275 sammen med overdelen far Futuraen, og jeg har nu den helt perfekte gearstang til min opgraderede Austin Futura 1275.....
....Og det bringer mig så til en af de ting der altid sker i foråret; oprydning uden dørs, herunder bortskaffelse af den halve Futura jeg har stående udenfor garagen... Det bliver dejligt når der kommer fuld aktivitet igen...