mandag den 26. juni 2006

Succesfuld Classic Car Meeting for Midget Racing.

Endnu en hyggelig weekend med Historisk race er nu overstået. Det årlige CCM var 5 & 6 afdeling af DM for 65 klassen, og begge afdelinger blev kørt med succes, både tidsmæssigt, og ikke mindst pointmæssigt.
Vi startede fredag med opstilling af telt og hyggeligt samvær, og det må igen påpeges at hyggen er en stor del af det historiske.
Lørdag startede med træning, og her var der allerede succes! Jeg var meget tæt på den for mig magiske grænse på 1.06. Jeg manglede 2/100 i at komme under. Det lovede godt.
Så da vi senere på dagen kørte ud til den første tidtagning var jeg fuld af optimisme. Desværre gik det den forkerte vej samtidig med at temperaturen røg i vejret. Men jeg endte med en fin tid på 1.06.37, og ikke mindt en næstbedste på 1.06.40 , så jeg kunne køre flere omgange i det tempo.
Det betød en startplacering som nr 13 ud af 30, lige bag Herluf i Alfa Giulia og to Coopere.
Resten af dagen var sat af til mere hygge og langdistanceløb med nyere biler.
Søndagen bød på et stramt program med 2. tagning og to heats fra kl 10.25 til 14.05, så der skulle helst ikke ske mekaniske defekter.
Jeg var klar til at sætte en fantomtid i tidtagningen, og kørte tidlig til uplining, så jeg var sikker på at komme ud på banen som en af de første og dermed slippe for den værste trafik fra 30 biler, hvor over halvdelen kørte langsommere end jeg. Desværre begyndte de i den række jeg ikke holdt, og der kom 25 biler ud foran mig:-( Så det meste af tidtagningen gik med at finde plads til at få sat en ordentlig tid. Det lykkedes delvist, men ikke som jeg havde håbet, dertil var der simpelthen for meget trafik. Det resulterede i en acceptabel 1.06.732 . For første gang foran Herluf, men desværre havde chaufføren i den store Falcon fået rigtig god fart i bilen, og det samme havde Kaj Birkelund i MGB, så de startede begge lige foran imellem de to Coopere.
Hurtigt tilbage i paddock, tjek af olie, vand og bremsevæske og påfyldning af benzin. Alt ok og klar til 1. heat. Nu steg spændingen!!

Vi holder på startgridden. Det var jo her jeg dummede mig sidst vi var her. Får en fin start, holder på i indersporet. Ligger lige bag Mini Cooper med Carsten Warnich og Herluf i Alfa. Forsøger på den første omgang at komme forbi Herluf, men han spærrer godt, men det lykkes på 2.omgang i svinget efter langsiden. Herluf kører normalt stærkere, men han har haft problemer her på det sidste, og dette udnytter jeg. Kommer hurtigt op til Warnich i Cooperen, og bagfra kommer senere den store Falcon. Desværre får jeg midt i heatet problemer med udsættere ved omdrejninger over 6000, så angrebet på Copperen må indstilles. Istedet koncenterer jeg mig om at holde Falconen bag mig. I nedbremsninger og svingene laver jeg god afstand, men på begge langsider kommer den store bil farende og fylder alle mine spejle og mere til. Hun har virkelig moment og fart ned af de lange stræk, og det bliver en spændende kamp lige til det sidste, men det lykkes at holde hende bag, og afstanden til cooperen foran er kun på 3.5 sek ved mållinien, så der var udsigt til et spændende 2. heat.
Men jeg havde jo lige et problem med en dårlig kørende motor, så der var arbejde og travlhed forude. Heldigvis var der et par timer til 2. heat, så det skulle kunne lade sig gøre at finde fejlen.

Startede med det mest åbenlyse, nemlig tjek af platiner og afstand. Det så helt normalt ud, og efter rensning ville jeg lige tjekke motorgangen, og pludselig ser jeg at ladelampen lyser, og undersøger straks alle forbindelser ved generatoren. Inde i den nye generator gnistrer det, og et tjek af ladespændingen viser omkring 12 volt, og det er ikke nok. Det viser sig at den møtrik der holder diodebroen er rystet løs og er væk! Dette medfører at dioderne får stelforbindelse og dermed kortslutter. Spændingsfald til følge og sandsynligvis ikke høj nok spænding til motoren når den kører op til 7000 o/min.
Heldigvis har jeg en nyrenoveret generator liggende i Hiacen, og med hjælp fra flere MGCCDK medlemmer, får jeg skiftet generatoren og er klar til 2. heat.

Tror jeg! For ved udkørslen ved starten går motoren pludselig i stå og jeg holder der!! Jeg arbejder febrilsk for at finde fejlen og opdager at der ikke er spænding til benzin pumpen, får rykket i afbryderen og pludselig er der strøm igen. Får banket liv i motoren og når lige akkurat at komme ud som den sidste inden de lukker udkørslen. Alternativet havde været en start fra pitten, og det havde sgu været træls!!
Men nu sidder jeg med den tanke om det sker igen!! Kommer fint rundt, og finder min startplacering lige bag ved Kaj i MGB´en.

Min plan er helt klar. Skal gerne forbi både Cooperen og Kaj inden første sving! Midgeten har vist sig som en rigtig god starter når ellers chaufføren er på toppen:-)

Jeg er superkoncentreret, og i det øjeblik de tre røde lamper går ud lægger jeg fra land med 6000 0/min, og jeg er hurtigt foran Kaj, Warnich i Cooperen og Birgit i Falcon. En superstart!
På en af de første omgange sker der desværre det at Claus Lillelund i Lotus Elan slipper tør for asfalt i det giftige sving i "skoven" lige før langsiden. Bilen kører ind i jordvolden og ruller rundt, og jeg kommer forbi i en ordentlig røgssky lige efter det er sket, og ved mållinien får vi det røde flag. Løbet er stoppet. Kort efter ser vi at Claus heldigvis står uskadt udenfor bilen.
Jeg ærgrer mig også lidt fordi jeg havde lavet en kanonstart, og det var ikke givet at det skete igen!
Vi fik en omstart og et løb over 10 omgange. Min start denne gang blev om muligt endnu bedre, og efter første sving var jeg igen foran Falcon, Cooper, MGB og Herluf. Hurtigt indledte jeg jagten på Palle Christensen i Cooper, og vi havde en god dyst indtil jeg overhalede ham. Motoren gik nu rent igen, og der var det kraftoverskud, der var nødvendigt for at holde de bagved kørende væk. Efter overhalingen af Cooperen lavede jeg stille og roligt afstand til forfølgerne, og det eneste dramatiske i resten af heatet, var når jeg skulle overhale de langsommere Citroener med en omgang. Helt klart mit bedste race til dato, et godt resultat til teamet og en samlet 2. plads i div. A2.
Palle B i Ginettaen fuldførte begge løb og går nu forbi mig i pointregnskabet, men jeg ligger nr 2 i div A2 og så vidt jeg kan regne ud , på en samlet 4. plads i DM 65 klassen.

Og til slut vil jeg sige en stor tak for supporten fra de mange medlemmer fra MG Car Club Denmark. Rart at se at der en stigende interesse for race!

fredag den 23. juni 2006

Classic Car Meeting på Ring Djursland

Så er Team Midget Racing klar til CCM 2006.
Bilen er serviceret og efterspændt, ny Penrite 15W60 olie påfyldt, nyt filter monteret og bremser eftergået og udluftet. Tænding er tjekket, ventiler justeret.
Med andre ord. VI ER KLAR!!

Jeg håber vi ses på Ring Djursland til en spændende weekend med godt race og hyggeligt samvær.

Kom endelig over for en snak:-)

Og tar du billeder deroppe er jeg altid interesseret i en kopi!

onsdag den 21. juni 2006

Billeder og samlet stilling i DM 65 klassen

Det er småt med billeder fra weekenden på Padborg Park, så har du digital billeder med Midget nr 104 på, så vil jeg sætte megen pris på et eksemplar af dine fotos:-)

Her kan du se dem samlede DM stiling for historiske biler op til 1965: http://www.hms.dk/resultater/2006/DASU65-2006.pdf

Tilbageblik DM weekend Padborg Park

Alt var klargjort og klart til race på Padborg Park. At man er klar og forberedt er dog ingen garanti for succes, men så har man i det mindst gjort hvad man kan!
Vi ankom lørdag, første tidstagning var lørdag eftermiddag, så der var god tid til teknisk kontrol og teltet kunne blive stillet op i roligt tempo.
I denne weekend var vi blevet advaret om at teknisk kontrol ville fokusere på frigang og vægt, så jeg havde heldigvis arbejdet på sagen hjemmefra, og der var rigelig med plads da Mogens Thomsen kom med rullen straks efter ankomst. Var jo også advaret på RD da selvsamme Mogens havde fortalt at frigangen var på den forkerte side af 100mm. Men mange andre fik en anmærkning i vognbogen, og har forhåbentlig hævet undervognen til næste gang vi ses.

Denne løbsweekend var der fyldt godt op i div. A2. 3 Porsche 356 var anmeldt, og dertil Palle i Ginetta, Frank i Austin A40 og Claus i Spitfire. Det var 7 biler i alt der skulle konkurrere om pointene. Hvordan jeg ville ligge tidsmæssigt i forhold til Porscherne var et stort spørgsmål.
Så derfor var 1. tidtagning ekstra spændende. Jeg kørte en rimelig tidtagning, følte mig lidt hæmmet af Alfa Giulia, men vist uden grund viste det sig senere, da jakob kørte 2. tidtagning hurtigere end mig. Jeg fik en fin 1.21. 4 i 1. tidtagning, og en startplacering som nr 9, og vigtigst, som nr 2 i div. A2. Meget bedre end forventet. Det lovede godt for weekenden.

Næste morgen kl 9.00 skulle vi køre 2. tidtagning, og jeg håbede her på en tid på omkring 1.20 , da jeg følte der var mere tid at hente. Jeg synes også det gik fint, det flød godt iggenem de forskellige sektorer, og jeg havde god fart igennem chikanen og "BigMac" , og var derfor en smulle skuffet da jeg så min beste tid bagefter. Den viste 1.21.5 , næsten samme tid som sidst, så jeg kom frem til at det nok var det der var i bilen og mig.

Lige efter 2. tidtagning var der placeret en "Warm-up" . Ingen vidste rigtigt hvad den skulle bruges til, da vi lige havde kørt tidtagning, og der var 2-3 timer til 1. heat. Så de fleste blev inde!

1. heat var en heftig affære!
Fik en god start, Midgeten følger fint med de hurtigere biler i starten og de første sving, men de kommer forbi på de første langsider, men jeg er rigtig godt tilfreds med præstationen og løbet, og ender på en samlet 9. plads , og en 2. plads i div. A2. Et kanonløb.
Det er sikkert ikke alle der deler den opfattelse, i det Otto Reedtz Thott og HKH Prins Joachim kører af for enden af langsiden og HKH udgår og Baronen senere bliver diskvalificeret for trængning! Jeg tror publikum fik race for alle pengene:-)
Her var bilerne foran mig Lotus´er, Coopere, 1 Alfa Giulia (Herluf), Ginetta. Bagved var MGB, Alfa Giulia (Jakob), Cooper,Frøøje, AH 3000 , XK, og ikke mindst tog jeg lige til sidst Claus E i Spitten med en omgang. Godt nok havde Claus problemer, men det slår ikke skår i min selvtillid!
Seriøst håber jeg at Claus kommer igen, selvom han PT har opgivet at stille op i den kommende Classic Car Meeting i næste weekend.

I 2. heat var min startplacering rykket tilbage i rækkerne da mine nærmeste konkurrenter havde fået rigtig god fart i bilerne, bl.a. havde Jakob i Giulia og Kaj i MGB kørt et par tiendedele hurtigere end mig i tidstagningen. I starten fik jeg dog sat tingene på plads. Fik en kanon start og kom godt frem i rækkerne. Kom forbi Jakob og Kaj, samt Claus Lillelund i Elan. Elan´en kom dog senere forbi igen, men jeg holdt igennem hele løbet Kaj og specielt Jakob bagved. Endvidere blev jeg hårdt presset af Johan i Frøøjen som virkelig havde fået justeret bilen ind, og kørte omgangstider der var omkring 3/10 hurtigere end mig. Jeg holdt dog Johan bag mig denne gang, men der er virkelig lagt op til spændende dyster i de næste løb.

de 2 heat resulterede som tidligere skrevet i 2 2. pladser i div. A2, og dermed 30 point til det samlede DM hvor jeg i øjeblikket indtager en delt 3. plads!!
Det havde jeg aldrig turdet håbe på inden sæsonstart, og det kan kun betegnes som et superresultat for mig!
Oven i dette, fører jeg stadig div. A2 foran Palle B. i Ginettaen. Det er måske en stakket frist, men jeg har hele tiden satset på pålidelighed, og det ser allerede nu godt ud.

Teamet ser frem til en hyggelig og spændende weekend på Ring Djursland til Classic Car Meeting.

Jeg håber vi ses.

søndag den 18. juni 2006

Mere succes for Midget Racing:-)

Er lige kommet hjem fra en succesfuld weekend på Padborg Park.
Efter en spændende weekend blev resultatet 2 anden pladser i de to heat der blev afviklet i weekenden, og idet der denne gang var godt fyldt op i A2 divisionen var der 2 x 15 point på kontoen, og jeg lægger nu lunt til både i divisionen og det samlede DM for 65 biler.
Under 2. tidtagning var der tæt kontakt mellem en AH 3000 baghjul og min ventres forskærm og min spritnye Minilite.

onsdag den 14. juni 2006

Så er vi klar igen.

Midget! Nu med ny lak og uden buler:-)

Bremser er blevet eftergået og justeret, bremsevædske skiftet. Frihøjden er blevet justeret, og der er nu rigeligt med spil så jeg ikke risikerer diskning pga det. Måske skal dette finjusteres på et senere tidspunkt.

Nu mangler den sidste justering af bilen, tjek af ventilspillerum, vædsker m.m, og så skal Hi Acen pakkes, og så er vi klar til en forhåbentlig god weekeend på Padborg Park.

Døren er også klar!

Race på Padborg Park

Så nærmer næste raceweekend sig med hastige skridt. Reserver allerede nu søndag den 18. juni til en hyggelig dag på Padborg Park. 65 klassen kører hele 4 gange denne søndag, og vi starter som de første kl 9.00 med 2. tidtagning.
Se også nyheder på Motorsporten: http://www.motorsporten.dk/news.asp?aID=22365 . Her finder du også tidsplanen for både lørdag og søndag.
Se den omfangsrige deltagerliste her: http://www.hms.dk/index.php?name=PNphpBB2&file=viewtopic&t=1667 .

Og kom endelig hen og hils på, så vi kan få en snak om weekendens race.

mandag den 12. juni 2006

Kort rapport fra UK

Så er Midget Racing tilbage i Danmark. Har været en smut i England bl.a. for køb af reservemotor og studie besøg hos flere Midget racere derovre.
Der var også lige tid til et besøg på Haynes Museet som ligger i det sydvestlige England. Her så vi bl.a. "The Red Room" , en hal fyldt med røde sportsvogne, den ene mere eksotisk end den anden. Og så et par MG´ ere;-)
Og så var den lige den fantastiske Duesenberg som ses her. Og så bliver Claus nok glad for at se en enkelt Spitfire også! Midget foran Wembley Arena.

mandag den 5. juni 2006

Vi er på vej igen!

Så er der fremskridt i dørsagen. Har fået svejset og spartlet, og resulatet bliver udmærket når det er færdigt.
Derudover har jeg fået monteret den længe ønskede styrtbøjle i min gade Midget, som jeg jo også bruger til Hill Climb når ellers helbred og tiden tillader det. Regner da med at køre Fyns HillClimb og det nye i Silkeborg.
Og så har alle medlemmer af HMS modtaget et par plakater vedr. Copenhagen Historic Grand Prix, og jeg har monteret den på fronten af Midgeten. Så nu bliver budskabet også spredt i MG´ens hjemland når jeg om kort tid sammen med Morten tar derover.

torsdag den 1. juni 2006

Hvor dum har man lov at være??

Nu har bilen i en raceweekend fået tæsk og blevet mishandlet på det groveste, har kørt tæt men pænt og alt er klaret uden skrammer.
Og så kommer man hjem og skal lige vaske bilen inden den skal stilles væk. Og så dummer jeg mig. Den triller fra mig med åben dør, og døren griber fast i min husmur og resultatet ses her: Kan nu bruge timer på at svejse, slibe og male på noget som ikke fejlede noget! ØV, ØV & ØV!

Det var ikke lige det jeg havde brug for nu. Tiden inden min UK tur skulle ha været brugt til klargøring af gadebilen og service på raceren. Ja , hvad man ikke har i hovedet må man ordne med hænderne.

God weekend:-)