onsdag den 31. maj 2006

Reflektioner over en succesfuld week-end!

Alle de våde ting ting er nu pakket ud, Midgeten har fået et par kærlige dask og er blevet skubbet i garagen igen. Årets 2 første afdelinger af DM i Historisk 65 er overstået med succes!
Når jeg kigger tilbage, ser jeg en kraftig tidsforbedring siden sidste år. Den bedste tid sidste år var 1.08.7. hvor jeg i år til sidst kørte konstant under 1.07.00 og den bedste tid var 1.06.4. Det er en forbedring på 2.3 sekunder!!
Hvor kommer denne superforbedring fra?
Det er vel en kombination af flere ting, men allermest en belønning for alle timerne i garagen i vinters.
Fuldstændig renoveret forundervogn med nye fjedre, bøsninger, bærearme.
30 kg netto lettet fra bilen (det er den hurtige version).
En stivere bil grundet montering af bur?
Nye dæk.
Rullefeltsession der gav et par hk ekstra og en betydelig mere omdrejningsvillig motor.
Når man sådan kigger på de ting ser det jo meget let ud, men jeg ved selv hvor mange timer der er blevet brugt, og heldigvis giver det pote nu. Og det arbejde skulle også gerne sikre en driftsikkerhed igennem hele sæsonen, således at de fleste, helst alle! , løb bliver gennemført, og der dermed kommer point på kontoen.

Men alt andet lige er det jo også sjovere at være med længere fremme i feltet. Ligenu er bilerne foran mig Mini Coopere og Lotus Cortina og en enkelt MGB. Havde nok regnet med at jeg skulle kæmpe med Spitfire, Frøøje, AH 3000 og Jaguar XK 140. men sæsonen er jo ikke ovre endnu og meget kan ske. Jeg håber at Claus i Spitten kan finde noget mere power så vi kan få nogle klassiske Midget/Spitfire dyster ud af det i de næste løb.
En ting er sikkert: Jeg vil køre hvad jeg kan, både på banen, men så sandelig også med forberedelserne i garagen således at jeg er optimal forberedt til hvert løb.


Og opbakningen fra mine sponsorer fejler ihvertfald ikke noget. Steen Rene fra Jysk Storkøkken Service var på plads på Ring Djursland hele weekenden, og jeg tror han også havde en god oplevelse deroppe.
Monti talte jeg med flere gange i løbet af weekenden, så det er rart at vide at de følger med i bestræbelserne efter gode resultater.
Bonnevie har leveret de nye dele som sikrer at jeg kommer godt igennem løbene.

Tak for støtten til alle tre!

mandag den 29. maj 2006

Samlet sejr i div A2:-)

Efter en spændende lørdag på Ring Djursland, skulle der søndag køres 2. afdeling af historisk 65 mesterskabet. Målet var helt klart en gentagelse af 1. afdelings gode resultat, og derefter var målet en bedre generel placering i forhold til den 14. plads jeg fik i 1. afdeling.
Der var den sædvanlige kriller i maven ved starten, men jeg var koncentreret og fast besluttet på at undgå nogle fejltagelser a la tyvstart og forkerte gear skift ved starten.
Jeg kom godt af sted og i første sving var jeg foran flere af Minierne og en enkelt Lotus Cortina!
På pitlangsiden røg en Mini forbi, og nede ved depotsvinget kom Cortinaen flyvende. Adam Siesbye i Mini Cooper´en fik jeg hurtigt lavet god afstand til, og store dele af løbet kørte jeg med god afstand til for- og bagved kørende. Ca på 6. omgang så jeg Ginettaen holde ude i siden, og det betød jeg førte A2! Kørte stabilt hele heatet, fik taget endnu et halvt sekund på min bedste tid, så den kom ned på 1:06,437. Det er jeg selv mere end tilfreds med, det er ihvertfald bedre end jeg havde turdet håbe på inden vi kom. Havde også fået monteret mine nye dæk inden heatet, og der var en mærkbar forbedring af vejgrebet, og jeg tror der kan være yderligere tid at hente når jeg får lært at køre det rigtige linier på banen. Og det ved jeg da vi inden løbet havde monteret Ole Aaens videokamera på styrtbøjlen, og således kan følge hele løbet på video. Forhåbentlig kan jeg lære lidt af dette, og vi kan bruge videoen på MG klubbens stand i Fredericia til efteråret.

Sidst i løbet blev jeg overhalet i Edgar Dahlin i MGB og HKH Prins Joachim i Lotus Cortina. Edgar havde fået god fart i hans nye MGB, og kørte ca 1 sekund hurtigere end mig pr omgang, og da jeg ikke er i samme division som ham var der ingen grund til at satse for meget og risikere at sætte divisionssejren overstyr, så derfor gav jeg mig rimelig nemt.
HKH vandt løbet i suveræn stil så han skulle jo bare forbi så let som muligt. Min 1. plads i dette heat resulterede så i den samlede sejr i A2, og jeg fører nu divisionen, og er nr 5 i DM for 65 klassen. Og kan så konkludere at var Jensby i Matraen bare stillet op , så vi havde startet 5 A2 biler havde jeg ligget på den samlede 3. plads. Men sådan er der så meget!
Samlet stilling i 65 klassen kan ses her: http://www.hms.dk/resultater/2006/DASU65-2006.pdf
Og tider og placeringer i heatet kan ses her:http://www.hms.dk/modules.php?op=modload&name=Res51&file=index

Billeder fra Ring Djursland

Billeder fra en fantastisk weekend på Ring Djursland. Det var både hyggeligt og resultatet var også i top. Så humøret var højt sidst på eftermiddagen.



søndag den 28. maj 2006

lørdag den 27. maj 2006

Dag 1 på Ring Djursland

En spændende dag på Ring djursland er nu ovre og vi går til 3. halvleg.
Vi vågnede op til strålende solskin og dejlgt forårsvejr. Tidtagning 1 var kl 10.30 og det var med spænding jeg så frem til dette. Bilen var klar, og det samme var jeg. Den første tidstagning resulterede i en for mig fantastisk tid på 1,06,960, næsten 2 sekunder bedre end min bedste tid sidste år. det gav mig en startplacering som nr 10 i et felt på 25 biler. meget fint:-)

2. tidtagning blev ligeså god og gav en tid på 1.06.913. Meget konstant og en startplacering som nr 11.bilerne foran mig var Lotus Cortina, Elan og den fantastiske Ginetta. så alt i alt en rigtig god tidtagning og over al forventning.

kl 1600 skulle vi så køre det første heat. alt i mens vi liner op til udkørsel, begynder det at regne, ØV:-( Bilen står uden hardtop og de nye dæk står i teltet næde på plænen.
up lining , spændingen stiger! Desværre så meget at jeg ruller 5 cm frem.-:( Starten går, er lige bag rød lotus Cortina, i svinget før pitlangsiden går det galt. Lotus Cortina ført af Oscar Davidsen ryger i barrieren. Smutter lige uden om og har god fart på ned mod trapperne.
Det er glat og meget spændende! Kommer forbi mållinien et par gange før jeg opdager at der er et sort flag, og hva hulen? der står jo 104 nedenunder?? Jeg har tyvstartet og må ind i pitten for en "Stop & Go". Ja det gik jo lige så godt! Må lære hele tiden. Kommer ud igen lige før Claus i Spitfiren, men bag Austin Futura som kører i min klasse. Får overhalet Futuraen, og kommer godt afsted igen. En masse gode dueller og overhalinger, og jeg er godt med igen.
på 6. omgang satser jeg for meget og snurrer rundt for enden af langsiden. Træls. De andre deltagere i A2 er igen forbi , og jeg må på den igen. Et spændende løb resulterer
i at jeg kommer forbi begge og slutter dagen på den 2. plads i dvisionen som jeg havde håbet på inden vi kom. Placering generelt blev nr 14.
Så dagen startede godt, og sluttede trods 2 fejl fra min side med gode point til mesterskabet.
Så nu ser teamet frem mod en spændende dag i morgen. Regn eller ej, spændende bliver det.

onsdag den 24. maj 2006

Midget Racing merchandise:-)

Så er teamets første beklædning kommet!
I dag har vi modtaget t-shirts og caps med Midget Racings logo. Logoet er broderet på rød baggrund, nøjagtig som bilens farver. Trøjerne er i en go kraftig kvalitet, og det broderede logo skulle også holde faconen selv efter adskillige vaske.
På capsene er logoet limet på, og jeg synes selv det ser rigtig fint ud.

Har du lyst til at vise din støtte til Midget Racing kan t-shirt og cap købes for 85 kr pr stk.

Eller du kan købe et "sæt" for 150 kr. Bestående af 1 t-shirt og 1 cap.


Og varerne kan ses og købes til den kommende weekends arrangement på Ring Djursland.

Tidsplan, deltager liste og slutinstruktioner kan ses på http://www.ssc-festival.dk/info.htm .

Jeg håber vi ses på Ring Djursland i denne weekend. Hvis ikke, kan du følge med på denne side hvor jeg vil opdatere løbende, og ellers kan du se resultater på http://www.hms.dk eller http://www.motorsporten.dk

God weekend:-)

lørdag den 20. maj 2006

Nye fælge og t-shirts på vej:-)

Efter et godt besøg på Fyn hos Lars Bonnevie, har jeg nu fået mine nye Minilites, og jeg håber senere på ugen at få monteret mine nye Dunlop Racing dæk på fælgene. Så har jeg 10 fælge med 6 brugte dæk og 4 nye, og dermed burde jeg være godt rustet til løbene der venter forude.

Fik også suppleret mit reservedelslager, således at jeg nu har de fleste af de dele der kunne tænkes at gå i stykker under en raceweekend med i Hi Acen. Og deriblandt også en reserve gearkasse. Senere håber jeg at få lavet en motor jeg kan have med også. Dermed er sandsynligheden for en skade der ikke kan laves på banen ikke særlig stor. Og for at samle point sammen i det samlede regnskab kræves det jo at bilen gennemfører!
Først i næste uge skulle teamets nye beklædning gerne dukke op. Har bestilt 50 røde t-shirts med Midget Racing logo. Disse skulle gerne blive at se i stort tal på Ring Djursland i weekenden der kommer. Steen Rene fra Jysk Storkøkken Service arbejder på at få samlet ca 30 mand til at bakke op om Midget Racing. Vi glæder os til at se jer!

T-shirts og caps vil senere kunne ses og købes her.

Håber at se mange af jer på Ring Djursland

fredag den 19. maj 2006

Bonnevie på bilen.


I dag har jeg været på Fyn, og hos Nima Reklamer fik jeg monteret reklamer fra Bonnevie MG Import. Reklamerne er udført i en rigtig fin kvalitet, og efter lidt snak blev vi enige om at Lars reklamer skulle være i gul således at farverne matchede resten af bilen.

Både Penrites logo og Bonnevies logo på bagskærmen er rigtig flotte og skarpe.

Flemming fra Nima fremstillede også mit navn i den rigtige gule farve, så den sag er også på

plads.

Nu er Midgeten næsten kampklar til Ring Djursland, som kun er en uge væk.

I morgen skal jeg på besøg hos Lars Bonnevie og hente mine nye Minilites, som skal monteres med de nye Dunlop Racing.

torsdag den 11. maj 2006

Nye produkter fra Bonnevie.

Så er forberedelserne til sæsonen ved at være overstået, og jeg venter kun på at kalenderen kommer hen i nærheden af den 27. maj hvor det går løs på Ring Djursland.Mangler stort set kun at få monteret mine nye dæk. Har bestilt et sæt Minilites hos Bonnevie MG Import ( http://www.bonnevie.dk/ ) .Mens jeg venter på disse har jeg modtaget følgende produkter. Også fra Bonnevie MG Import:
Abcon oktanbooster, som skal hæve oktantallet for at undgå tændingsbanken og afbrænding af stempler . Har kun hørt godt om dette produkt, så det bliver spændende at prøve det af.
Morris blyerstatning som skal hindre afbrænding af ventiler og sæder. Dette produkt er godkendt af "Federation of Historic British Vehicle Clubs" og har været igennem en omfattende test og godkendt derefter. Virkningen af dette bliver umiddelbart svært at måle, men det vil kunne ses når jeg engang med tiden skal have topstykket adskilt for check og renovering.
Penrite Shockabsorber oil no 2. Den opgraderede type af dæmper olie som er beregnet til Armstrong dæmperne. Et kendt produkt jeg helt sikkert får glæde af.
Og så skal jeg prøve et sæt Green Stuff bremseklodser. Har hørt og læst at de har fantastisk bid også når de er kolde. Hvordan de opfører sig når de bliver brandvarme bliver spændende at finde ud af. Der er beregnet til "Fast Street Racing", men jeg ved der er flere der kører med dem på bane også, og i og med min bil ikke vejer så meget håber jeg på at dette er den helt rigtige bremseklodse for mig. Vi får se!
I hører mere om disse produkter når de er prøvet af.
Eller endnu bedre: Kom selv ud og se det på Ring Djursland den 27. & 28. maj!

mandag den 8. maj 2006

Stilhed - og bedring i vente.

Der har været meget stille den sidste uges tid. Og med god grund:-(
Smerter i ryg og ben tog til, og jeg har været sygemeldt den sidste uge. Der forsvandt nogle reflekser og følelser i venstre fod, så det var med bange anelser jeg kiggede frem mod den kommende sæson. Først og fremmest selvfølgelig for mit helbred, men sandelig også mod alt det spændende race som jeg har arbejdet henimod hele vinteren, og glæder mig meget til.
I dag har jeg været ved rygspecialisten, og han mener der er 80 % chance for jeg slipper for operation, og det betragter jeg som en rigtig god nyhed. Når smerterne forsvinder helt kan jeg begynde min genoptræning, og derfor regner jeg helt sikkert med at være med fra sæson starten på Ring Djursland den 27. & 28. maj. Tilmeldingen er ihvertfald sendt:-)
Om jeg når Hill Climb i Rold er en anden sag, men det betragter jeg helt sikkert også som sekundært i år. Det er baneracet der har min fulde prioritet.
Det kommer også til udtryk i min prioritering af weekenden den 5-6. august hvor der jo både køres Munkebjerg HC og Copenhagen Historic Grand Prix. Jeg har idag sendt min tilmelding til CHGP! Det har altid været et af mine mål at komme til at køre gadeløb i København. Det var noget af det første klassiske race jeg oplevede for en del år tilbage, og allerede den gang lovede jeg mig selv at jeg skulle være med der en dag. Og den dag bliver så i år den 5.& 6. august.

Som sagt har jeg ligget meget stille den sidst uge, men jeg har ligeså stille kunnet gå og nulre med nogle ting, og idag og til dels i går har jeg bl.a. fået skiftet pakning i min forrude, monteret mit bakspejl på mit frontbur, monteret min laptimer det rigtige sted og ikke mindst fået monteret min nyindkøbte transponder på det forhåbentlig rigtige sted. og med hjælpe har jeg fået monteret mine nye fælge i den rigtige størrelse. Dette skulle forhåbentlig gerne gøre en ende på mine problemer med dæk der går på både inder og yderside, og dermed bliver ødelagt.
Jeg har nu bestilt endnu et sæt Minilite hos Bonnevie MG Import (http://www.bonnevie.dk )
Og kan da også nævne at min højre bagskærm nu er repareret, så den er klar til montering af Bonnevie reklamer i nærmeste fremtid.

Men jeg håber at se jer alle ude til løb i sæsonen der nærmer sig med hastige skridt. Kom endelig hen og hils på!

Vi ses. Palle

onsdag den 3. maj 2006

Video fra Padborg Park Track Day

Per Thomsen har optaget et par sekvenser fra Padborg Park den 29. april.
Disse kan ses på hans hjemmeside. Her:http://www.123hjemmeside.dk/Frogeye/2187786

mandag den 1. maj 2006

Billeder fra Skærbæk

MGCC DK medlem Bo Vincent Pedersen har sendt mig en stribe gode billeder fra træningsdagen på Skærbæk gokart center. Disse kan ses her.
Mange tak til Bo. Og har du billeder liggende af min Midget i action er du meget velkommen til at sende billederne til mig:-)