søndag den 25. november 2007

Gang i Ferrarien...

Så har jeg igen været i Montis hyggelige værksted for søndagshygge med hans Ferrari 250 GTE.
Vi blev ikke færdige sidste vinter, så nu er der sat en ny deadline til næste forår.
Motoren er kørende, og nu gælder det om at få samlet de sidste dele sammen og monteret.
Denne gang var vi i gang med samling af dørene. Nye pakninger, samling af vinduesoprul og polering af krom. Utroligt så godt at original krom kan holde sig i over 40 år. Ikke ligesom det billige "kineserkrom" man får nu om dage!

Men ellers er kvaliteten på en Ferrari nu ikke meget anderledes end en engelsk bil. Meget simpelt, håndlavet og det virker:-)

Og ellers var stemningen fin og løssluppen som altid. Og forplejningen helt i top!!

fredag den 23. november 2007

TMR - nu også i stor format...

I erkendelse af at intet kommer af sig selv, har jeg fået fremstillet min præsentation i stor format. Her over og under kan man se den monteret på servicebilen. Hos 2A i Vejle har jeg fået trykt plakaterne 1 meter brede og på en presseningsagtig dug. Bagpå er der limet magnetbånd, og dermed kan de hænges op hvor der er brug for det - og hvor der er metal.
Naturligvis er mine Sponsorer MontiMatic - Bonnevie MG Import - Jysk Storkøkken Service også præsenteret på plakaten.

søndag den 18. november 2007

Forbandede ryg...

Nu driller den igen, og det medfører at alt står stille lige nu.
Skulle i dag have været nede ved Monti og skrue i Ferrari. Vi blev ikke færdige sidste vinter, så nu skal det være. Bare ikke denne gang. Heldigvis fik Monti selv gang i kværnen for første gang i 10 år. Det ville jeg godt have oplevet. Eftersigende sprang det 12 cylindrede uhyre igang med det samme. Nå det må vente til jeg er klar igen.
Det betyder så også at jeg er lidt bagefter hjemme i værkstedet. Skulle på nuværende have været i gang med racermotoren. Jeg håber jeg når det inden jul, så jeg har alle de gode lange juledage til at gå og nusse med indmaden som gerne skulle spille 100 % næste sæson uden nogen form for havari!!
Til gengæld har jeg fået ryddet op herhjemme. Det kan jeg lige klare. Så der er smidt meget ud, og meget er kommet op på hylderne på mit lagerrum. Jeg tror det bliver godt, målet er at alt er på plads inden den 11. december hvor jeg holder garagemøde for MG klubbens medlemmer. Der er et stykke vej endnu:-)

søndag den 11. november 2007

Sæsonen er ved at være slut..

Ja, banesæsonen har jo været ovre et stykke tid, men der findes jo en sæson der starter lidt tidligere og slutter senere. Jeg har jo også et par biler som jeg nyder på forskellige måder når jeg ikke kører race. Bl.a. har jeg haft et par ferie ture i min gule MGB. Den har kørt en hel sæson med mange kilometer, og jeg har nydt dem alle. B´eren er nu stillet væk for vinteren, og blir nok kun rørt en enkelt gang eller to inden den igen bliver hevet frem i det spæde forår i marts. I dag har det også været dejligt vejr, og det var lige en fin anledning til at få kørt en af de sidste åbne ture i år. Og jeg blir næsten nyforelsket i min Midget igen når jeg kommer ud og køre i den. Den går bare så fint, og jeg er nu lidt i tvivl om jeg skal beholde den. Men jeg blir nok klogere i løbet af vinteren.I weekenden har jeg også lavet motor. Min racer motor i ovennævnte bil gik jo lidt død sidste år på Ring Djursland til en track day. Olietrykket forsvandt, og jeg frygtede det værste. Efter en komplet adskillelse kunne jeg konstatere at indmaden var i fineste stand, og klar til en tørn mere. Det virkede som en metalsplint fra oliepumpen havde sat sig fast i bypass ventilen. Oliepumpen er nu skiftet. Det samme er lejerne og toppakning, så nu skal jeg bare finde ud af hvilken bil motoren skal monteres i:-)

Når 1275´eren er kommet ned fra arbejdsbordet bliver det tid til at kigge på 1098 motoren som jo har været lidt drilagtig i sæsonen. Jeg har et par ideer til hvad der kan løse problemet, og jeg gæder mig til at komme igang med racerbilen så den er 100 % klar til sæson 2008!!

mandag den 5. november 2007

Klassisk "Timewaster"..

Det danske udtryk er vel "dæksparker" eller tidsrøver?
Sådan nogle er der altid når man vil sælge en gammel bil. Enten skal de lige høre hvad det er for en model (selvom det står i annoncen?), og er det en gammel åben MG til 15000 vil de lige høre om den er synet og i god stand??!!
Denne gang var det dog lidt værre idet jeg havde lavet en aftale med en sjællænder. Han havde fortalt hvilke specs han ville have Midgeten i, og han ville komme nu på torsdag med toget og se/hente den.
Så jeg har knoklet hele weekenden med bilen. Afmonteret de ekstra ting på bilen som jeg har monteret igennem årene . De fleste til bakkeløb. Hjulene blev skiftet, styrtbøjlen afmonteret, karburatorer skiftet. olie og filter skiftet, ja jeg skiftede sågar toppakningen for at være sikker og lavede en inspektion af topstykke og foringer. Bremser overhalet og monteret et 3.9 bagtøjsdiff til landevej. Alt i alt nogle lange dage i weekenden.
Så da jeg skriver til manden, og vil fortælle at nu er bilen klargjort og i tiptop mekanisk stand, og høre nærmere om hvornår han dukker op, så bliver jeg sgu noget lang om næbbet da han fortæller at sørme da har købt en AH Sprite i weekenden!! Han havde bare lige glemt at fortælle mig det. For syv sa... da også.
Det er en ærlig sag at man finder en bil man måske synes er et bedre køb, men man må sgu da ha lidt anstændighed i livet, og så meddele den man tidligere har lavet en aftale med om at man kigger andetsteds og nok køber noget andet.
Det positive er selvfølgelig at jeg har en yderst velkørende Midget klar til næste sæson. Måske ikke helt med de specs jeg selv ville vælge, men hva, så må jeg på den igen til foråret:-)

søndag den 4. november 2007

Sidste uge med MG´en..

Måske:-)
Har ihvertfald brugt en del tid på at klargøre den bil jeg har haft så meget sjov og glæde ud af de sidste 4-5 år.
Den er nu bragt tilbage til tæt på std, og motoren har fået den store service tur, og det er mange år siden den har gået så godt som den har gjort denne weekend.
Var i dag en tur på havnen. Både for at nyde Midgeten en sidste gang, men også for en dejlig gåtur i det skønne efterårsvejr.Bobbie Olsen var med:-)

Og så har det da gjort underværker for det klassiske look at den gule styrt
bøjle er væk. Det må jeg indrømme!
Holder på at en Midget er en af de åbne biler som man for meget små penge kan få rigtigt meget sjov ud af, både som klassiker, og hvis man ønsker det, som konkurrence bil.

torsdag den 1. november 2007

Midget på vej ud...

Har jo på det sidste sat arvesølvet til salg, og nu ser det ud til at min gadeMidget er på østover. I den forbindelse er jeg gået i gang med noget klargøring og skift af div defekte dele på bilen. Bl.a. blir der nu monteret std. karburatorer og luftfilter, og starter er skiftet. Belært af mine dårlige erfaringer med toppakninger skiftede jeg også toppakningen på den semi race motor som den potentielle køber ønsker i bilen. Heldigvis var alt ok ved foringer og topstykke, og alt er nu monteret igen og prøvekørt. Og jeg må sige at det er lang tid siden at bilen har kørt så godt som den gør lige nu. Der mangler lidt fin justering, og afmontering af div. dele, og så er bilen klar til at komme videre.
Køberen får en velkørende rustfri bil der kan gi mange års glæde fremover!