mandag den 5. november 2007

Klassisk "Timewaster"..

Det danske udtryk er vel "dæksparker" eller tidsrøver?
Sådan nogle er der altid når man vil sælge en gammel bil. Enten skal de lige høre hvad det er for en model (selvom det står i annoncen?), og er det en gammel åben MG til 15000 vil de lige høre om den er synet og i god stand??!!
Denne gang var det dog lidt værre idet jeg havde lavet en aftale med en sjællænder. Han havde fortalt hvilke specs han ville have Midgeten i, og han ville komme nu på torsdag med toget og se/hente den.
Så jeg har knoklet hele weekenden med bilen. Afmonteret de ekstra ting på bilen som jeg har monteret igennem årene . De fleste til bakkeløb. Hjulene blev skiftet, styrtbøjlen afmonteret, karburatorer skiftet. olie og filter skiftet, ja jeg skiftede sågar toppakningen for at være sikker og lavede en inspektion af topstykke og foringer. Bremser overhalet og monteret et 3.9 bagtøjsdiff til landevej. Alt i alt nogle lange dage i weekenden.
Så da jeg skriver til manden, og vil fortælle at nu er bilen klargjort og i tiptop mekanisk stand, og høre nærmere om hvornår han dukker op, så bliver jeg sgu noget lang om næbbet da han fortæller at sørme da har købt en AH Sprite i weekenden!! Han havde bare lige glemt at fortælle mig det. For syv sa... da også.
Det er en ærlig sag at man finder en bil man måske synes er et bedre køb, men man må sgu da ha lidt anstændighed i livet, og så meddele den man tidligere har lavet en aftale med om at man kigger andetsteds og nok køber noget andet.
Det positive er selvfølgelig at jeg har en yderst velkørende Midget klar til næste sæson. Måske ikke helt med de specs jeg selv ville vælge, men hva, så må jeg på den igen til foråret:-)

Ingen kommentarer: