mandag den 21. august 2006

Racereport Sturup - BILLEDER SØGES!

En spændende weekend på Sturup Raceway tæt på Malmø er nu overstået.
Det var regnvejr under heatene, og jeg kan med det samme konstatere at Team Midget Racing godt kan li regnvejr:-)
Jeg ankom fredag omkring aftenstid, og efter aflæsning af bilen blev licens og teknisk kontrol hurtigt overstået, og jeg blev opmærksom på muligheden for at købe ekstra træning på banen.
Da både Kaj i MGB og Jakob i Giulia havde været ude og køre måtte jeg også hellere få lidt erfaring med banen som bød på rigtig mange skarpe sving og let bakket terræn. Netop de to er nogle af dem jeg ligger og kæmper med, både i tidtagning og løbene.

Og jeg må virkelig sige det var en anderledes bane i forhold til dem jeg havde prøvet indtil nu.
Det var meget svært at få "flow" i bilen. Masser af sving og meget lidt langside. Jeg var kun kortvarigt oppe i 4. gear på langsiden ellers var det kun gearskift op og ned mellem 2. & 3. gear.
Jeg var noget frustreret da jeg kom ud efter 15 min. på banen. Synes det gik ganske forfærdeligt, og havde svært ved at glæde mig til lørdagens kørsel.

Heldigvis havde vi en hyggelig fredag aften, grillen var tændt og der var en god stemning i ryttergården.

Lørdag morgen havde det regnet og banen var nu våd, og det skulle blive spændende at komme ud på en ny bane i regnvejr som jeg overhovedet ingen erfaring har med. Men det gik over al forventning. Jeg var i top 10 på omgangstiderne, og selvom jeg var klar over at det kun var træning, stod det rimeligt klart at regnvejr ville passe både mig og den lille Midget fint!

Selvom jeg dansede regndans hele formiddagen, blev vejret kun bedre, og da vi skulle køre tidtagning var det nærmest sommeragtigt med høj solskin, så jeg var godt klar over at min startplacering ville blive langt nede i feltet. Jeg gav den som sædvanligt alt hvad den kunne trække, men alligevel resulterede det i lidt skuffende 17. placering i startrækken. Bagved både Kaj og Herluf, men heldigvis var det rigeligt til at være 2 ud af 7 i div. A2, som jo trods alt er dem jeg kører om kap med.

2. tidtagning gav nogenlunde det samme resultat, en startplacering som nr 18, stadig 2 i A2, men også bagved Kaj, Milland og Herluf.

Men bilen kørte godt, og med min begrænsede motorkraft var der ikke mere jeg kunne gøre.

Om aftenen var der fællesspisning, dejlig italiensk buffet. En masse glade mennesker og igen en hyggelig aften sammen med ligesindede "biltosser".

Søndag vågnede jeg tidligt ved at regnen trommede på Hiacens tag. YES! Forhåbentlig ville vi få noget vådt føre at race i, da mine manglende HK så ikke ville blive så tydelige, og der var en rimelig chance for at køre fra bl.a. de 2 MG B´ere og Herluf. Jeg vidste at starten igen ville blive vigtig, da Sturup er svær at overhale på når man mangler kræfter på langsiden.

Under tidtagningen lørdag havde jeg igen oplevet at have udsættere når motoren kom op over 6000 o/min. Dette skulle tjekkes til bunds søndag morgen, og efter at have tjekket for stoppede benzinslanger, brændte platiner m.m. , ville jeg lige tjekke spændingen. Oh skræk. Kun 12,4 volt når motoren kørte. Det var for lidt. Endnu en generator stået af:-( Af med den, og bag i Hiacen finder jeg reserven frem som jeg havde taget med hjemmefra. Desværre passede afstanden på remskiven ikke på motor og vandpumpe, og jeg måtte tænke alternativt.

På med laderen og lade batteriet fuldt op, og så håbe at spændingen holder igennem et heat.Tak til Jakob for lån af lader!

Warmup agerer prøveklud , og jeg kører ca 10 omgange uden problemer. Ihvertfald med det elektriske, for banen er MEGET glat, og det er en kamp at holde bilen på banen. Det er heldigvis ens for alle, så jeg har igen en rimelig hurtig tid, og selvom det kun er warmup, kan jeg sagtens glæde mig over at det er første gang jeg har en hurtigere tid end Palle B i Ginettaen!

Da det er tid til 1. heat regner det stadig. Beslutter dog at køre heatet uden hardtop, da jeg er bange for at bilen dugger til indvendig hvis jeg benytter den.

Spændingen stiger da vi holder på startgridden. Jeg ved det er nu jeg skal vinde nogle placeringer, og som tidligere nævnt er Midgeten en god starter.Lige foran mig holder John Milland og Kaj, begge i MGB, og et par pladser længere fremme Herluf. Jeg kan knap se lyset, den sidste af de 5 lamper kan jeg lige skimte, den bliver tændt og går ud igen. Starten er gået, jeg skyder frem i feltet, går forbi begge B´ere og Herluf hænger også i regnen. I svinget efter starten er der heftig trafik, men alle kommer godt rundt og jeg ligger lige bagved et par Cortinaer og Lillelund i Lotus Elan. Jeg har en god kamp med Lillelund, og kommer på et tidspunkt forbi, og vil så angribe Oscar Davidsen i Lotus Cortina, Desværre snurrer jeg rundt en gang på vej ind på langsiden og Cortinaen er væk. Elan stryger også forbi, men jeg optager igen forfølgelsen, og inden en hel omgang er kørt er jeg igen forbi! På et tidspunkt ryger der en anden Cortina af i samme sving som jeg snurrede og jeg smutter lige forbi inden han kommer på banen igen. Den bliver der resten af løbet:-)

Endnu vigtigere var det at jeg kørte hurtigere end Palle B i Ginettaen! På de sidste omgange hentede jeg kraftigt ind på ham, og efter løbet kunne jeg konstatere at min bedste omgangstid var 0.5 sek. hurtigere end hans bedste tid. Første gang det er sket i et løb! Er klar over at han havde problemer med gearkassen og dug på vinduerne, men det tar ikke glæden fra mig! I mål var han kun 1.5 sek foran, og jeg er over bevist om at havde jeg ikke snurret rundt og startet 10 placeringer bag ham havde jeg vundet over ham for første - og nok også sidste - gang.

Det skete så ikke, men det var det sjoveste og bedste race jeg har kørt endnu.

Så humøret var højt da jeg kom ind. Tiderne viste at jeg havde kørt omgangstider der var 4 sekunder hurtigere end Kaj og Herluf, og 8 sekunder hurtigere end Milland, så jeg håbede naturligvis på mere regn til 2. heat.

Der er ingen tvivl om at B´erne er hurtigere end Midgeten når det går ligeud og det er tørvejr. Og jeg ved at Kaj har som erklæret mål at køre fra mig, så jeg må nok vænne mig til tanken om at se B´erne fra bagenden når det går venstre rundt og det er tørt. Men vi har det sjovt og jeg nyder succesen mens det går godt.

2. heat var desværre ikke ligeså vådt som 1. regnen var stoppet en times tid før, men banen var stadig våd visse steder, og det burde være til fordel for mig.

Det var igen nogenlunde de samme biler lige foran, bortset fra at den meget velkørende og store Ford Falcon havde sneget sig ind foran. Falconen der normalt bliver kørt af Birgit Borch havde nu fået manden Martin som chauffør, og det havde umiddelbart nedsat omgangstiderne betragteligt.

Starten går og jeg kommer hurtigt op på siden af Kaj og Falconen på den anden side. I svinget går Kaj forbi og jeg kommer til at ligge bag ved ham og Herluf, som har mere fart efter banen er blevet mere tør. Vi kæmper om placeringerne indtil jeg går indenom i et af de snævre sving på den gamle del af banen. Jeg holder godt trit med de forreste, og på et tidspunkt kommer vi op i det aller snævreste sving, og der holder HKH på tværs og venter på der bliver fri så han kan komme rundt igen. Det kommer til at koste en del placeringer for ham til sidst.

Løbet kører godt og i mål er jeg igen foran en Elan og 2 stk MGB og 2 stk Alfa Giulia. Den samlede placering for heatet var en 11. plads ud af 25, lige bag Ginettaen.

Men kan ihvertfald konstatere at jeg i begge heatene var den forreste MG, og dermed fik jeg revance for nederlaget til Kaj i CHGP. Især de suverænt hurtigere omgangstider i det våde gir grund til optimisme for de kommende løb. Især hvis der kommer vand, hvad der vel ikke er helt usandsynligt sidst i september og midt i oktober:-)

Der er på nuværende tidspunkt noget polemik omkring pointtildelingen. Dette drejer sig hovedsageligt om DM, da nogle mener at de udenlandske biler ikke skal tælle med. Det vil så desværre, og højst uretfærdigt! betyde at A2 bilerne kun får tildelt 12-10 0g 8 point selvom vi konkurerrede 7 biler i alt, og jeg blev 2 i begge heat ud af de 7.

Vi får se hvordan resultatet bliver. Jeg ligger under alle omstændigheder 2´er i Div A2, og ca 4 eller 5 i det samlede DM for 65 biler.

Vi ses på Ring Knutstorp i September:-)

Ingen kommentarer: