søndag den 29. juli 2007

Video fra GLP Padborg Park

Endnu en gang har jeg lavet en video. Denne gang fra testen på Padborg Park. En rigtig hyggelig dag sammen med den tyske MC Eckenförde GLP Nord . Det er en fin og billig mulighed for at komme ud at køre på bane. Der bliver ikke kørt vildt stærkt, så alle kan være med. De kører igen i September.
Se video her:

lørdag den 28. juli 2007

Test på godt og ondt.

Så er testen på Padborg Park(PP) overstået.
Efter ankomst kl 7.20, blev jeg flot modtaget af MC Eckernförde på Padborg Park. Det gik lidt stærkt med at komme ud til dagens første træning, som allerede startede kl 8.00, men det var jo min egen skyld, kunne jo bare have mødt en ½ time før!!
Det tar altså lidt længere tid at læsse bilen ud af Boxeren end det gjorde at få den ned af traileren. Men der er det værd! Bare på den korte tur til PP sparede jeg 20 min.
Kom dog ud til tiden, og fik startet let op.

Men allerede 2-3 omgange henne i testen fornemmede jeg at der var en lettere duft af kølevand, og det plejer at være et skidt tegn! Fik kørt nogle flere omgange, temperatur og tryk lå hele tiden rigtig fint. Men pludselig fik jeg den frygtede "Helikopter"-lyd. Så var det bare med at komme ind. Det plejer at være en blæst toppakning der forårsager det!!Bilerne på de 3 billeder herover tilhører Ulrike & Kai Fleck som regelmæssigt deltager i Trackdays og driving test. I år er det 3. gang jeg møder dem. Først til Alsweekend, og derefter mødte vi dem på Silverstone og nu i Padborg. Dejlige mennesker med en sund interesse:-)

Ganske rigtigt. Vandet væltede ud på forkanten af topstykket. Åhh Nejj! Og måtte derefter konstatere at jeg havde haft lidt for travlt dagen før, for jeg havde ikke reservedelene med så jeg kunne skifte pakningen. Alt var altså ikke på plads i den nye servicebil!

Gode råd var dyre, men en opringning til Jesper Kjær hjalp på det. Jesper kørte med det samme til mit værksted og fandt delene, og kørte herefter mod Padborg. Jeg kørte så til gengæld nord på, og vi mødtes så mellem Ribe og Skærbæk. Jesper kørte så med til PP, og var en stor hjælp resten af dagen. Endnu en gang tak til Jesper!Toppakning blev skiftet, og jeg skal da lige love for at den var skudt i stykker!!

Nu blev der varmet op og efterspændt efter alle kunstens regler. Nu skulle det virke, ellers hang min Nürburgringtur i en tynd tråd!!

Det positive ved de første omgange, var at alt andet på bilen virkede perfekt. Gearkassen var problem fri, og det samme var mit "nye" bagtøj. Selvom jeg tydeligt kunne mærke at gearingen ikke passer til PP, og jeg generelt vil tabe noget hurtighed i sving og ved acceleration, så tror jeg på at den større tophastighed på langsiderne vil kompensere for dette. I følge mit lille regne program vil 3.9 udvekslingen give en øget topfart på 20 km/h så at jeg ved fuld omdrejninger kan køre 180 km/h. Om jeg når det er nok tvivlsomt, og jeg medbringer da også et 4.22 diff, så jeg har muligheden for at skifte dernede hvis jeg føler for det.

Om eftermiddagen gik det så løs med GLP, eller på dansk "ensartethedsprøver". Jeg kørte dog alt jeg kunne for nu skulle bilen testes ordentligt af. Jeg skulle bl.a. også tjekke om jeg havde benzin nok i tanken til ½ times uafbrudt kørsel, og det var der!

Og heldigvis gik testen rigtig fint. 2 x 30 min for fuld skrue! Alt vandet blev i køleren, toppakningen holdt, gearkassen holdt og bilen kørte ganske fornuftigt, så nu kan jeg ikke gøre meget mere inden afgang bortset fra alm. service og klargøring.

Det positive var også at mine tider, selv med det knap så ideelle bagtøj, var nede i nærheden af min bedste tider på 1.18. Hvad kan det ikke blive til når jeg får det rigtige bagtøj i??

Og kørslen med Boxeren var også en positiv oplevelse. Ind og ud som en leg, og det er betydeligt nemmere og hurtigere at komme rundt med den end da jeg kørte med trailer!Og jeg skal lige love for at tyskerne kiggede da jeg kom kørende med en kassebil. Hvor var min banebil? Der kan da ikke være en bil derinde??
Så da det var læssetid igen stod de klar med kamera og video, for det havde vist aldrig oplevet før:-)

fredag den 27. juli 2007

Klar til afgang...

Så er lynet pakket ind i Boxeren. Det er småt med pladsen, men skide være med det. Den kan være der!! Det passer helt perfekt med mine nye hylder og bord.


Ca. et par cm til hver side er alt hvad der er at give af, så det kræver lidt tålmodighed og få bilen på plads inden afgang.

torsdag den 26. juli 2007

Motor kørende.

Så er der liv i motoren igen, og den lyder fint. Har fået lavet nogle forbedringer ved strømfordeler og køler, og mit topstykke er blevet forbedret. Jeg leder stadig efter de kræfter jeg mangler i forhold til starten af sæsonen. Jeg tror på de kommer denne gang:-)
Bremser og undervogn er eftergået og bagtøjsklumpen er afmonteret, og i morgen laver jeg det sidste med den nye udveksling. Spærret bliver monteret, og så får jeg lejlighed til at prøve tingene af på Padborg Park lørdag.
I morgen bliver også første gang at raceren skal ind i den nye servicevogn. Spændende om den holder nøjagtig det samme mål som 1275´eren:-)
Det bliver tight under alle omstændigheder....

Træningsdag på Padborg Park

Jeg er lige nu igang med at færdiggøre monteringen af motoren og den nye gearkasse.
Samtidigt laver jeg et par modificeringer af forskellige ting, bl.a. lidt vægtoptimering m.v.
Fredag aften er deadline, da jeg lørdag morgen er tilmeldt et træningsarrangement på Padborg Park. MG sport har en stående invitation til at deltage, og det passer vældigt fint nu. Så kan jeg i god tid få prøvet gearkasse og motor af inden OGP og få testet udvekslingen som jeg skal færdiggøre i aften og i morgen. Min normale gearing herhjemme er en 4.55 , men den hjælper nok ikke meget på Nürburgring:-) Så planen er at montere en 3.9 udveksling og få teste den på PP. Jeg har også en 3.5 som jeg medbringer, så må vi se hvilken der passer bedst. Her ville lidt erfaring med banen selvfølgelig ha været en fordel, men en gang skal jo være den første.

Og så er jeg selvfølgelig også igang med at forberede reservedele til turen, og en af de ting jeg satte i gang for et stykke tid siden var en komplet renovering af en kardanaksel. Den var jeg nede og hente i Frifelt i går. Mens jeg var der afbalancerede Holger akslen, og herover er han ved at give den det glatte lag af sort maling! God service igen fra Frifelt Kardanservice.

søndag den 22. juli 2007

Oldtimer Grandprix Nürburgring 10-12. august

Her kan du se hvilke biler TMR er oppe imod: Startliste GT biler før 1965
Hele 47 spændende historiske racerbiler på denne liste.
Kigger man på de andre klasser vil man finde masser af sjældne og fede biler.
Du kan se omtale af OGP her: AVD Oldtimer Grand-Prix

fredag den 13. juli 2007

Masser af jobs....

Efter hjemkomsten fra Silverstone/Englandsturen , har jeg som tidligere nævnt fået bekræftelse på at jeg skal køre med til Oldtimer Grand Prix på Nürburgring. Det glæder jeg mig selvfølgelig helt vildt til. Det har så også gjort at jeg har fået gang i projekterne igen. Det vigtigste var selvfølgelig at få skiftet min defekte gearkasse. En opringning til John H. og 2 dage senere havde jeg den renoverede gearkasse i Esbjerg. Det er så den 3. gearkasse jeg prøver i år, men ifølge John, også den bedste af de 3. Jeg har besluttet mig for at dykke dybt i tegnebogen og købe nye gearhjul så vi kan få lavet en perfekt gearkasse som forhåbentlig kan holde mindst en sæson.Morten var ovre et par dage i sidste uge, og her fik vi taget motoren ud igen. Jeg har nu selv monteret den "nye" gearkasse, og motoren venter nu kun på monteríng igen.

Men så kom der lige en Boxer i vejen.
Denne ide var affødt af de halvlange køreture til Sverige , og nu Tyskland. For de første er det pissedyrt at komme over Øresund og Storebælt 4 gange med trailer på sådan en tur, og dernæst må man kun køre 80 med en trailer. En bus var lidt for voldsomt, men jeg har længe gået og studeret og målet de store kassebiler, og så vidt jeg kunne bedømmme kunne Midgeten lige presses ind i en Peugeot Boxer i X-lang udgave. Så i denne uge dukkede der plusli en op, og den købte jeg. Det var yderst spændende at komme hjem og forsøge at læsse en MG ind i sådan en kasse.
Og det er ikke "bare lige" skal jeg hilse og sige. Tidligere var Boxeren indrettet med sovekabine bagved førersædet, men dette var der ikke plads til hvis bilen skulle ind, så den måtte rykkes ned og den originale væg monteres. Så er der problemet med læssehøjden, og hvor skal alle stumperne, hjulene, værktøjet og teltet være???
Nogen af disse problemer løser jeg ved at fremstille og montere ramper som bilen kører opad når den er inde i kassen. Hermed bliver der plads til de tunge ting som telt, ekstra motor/gearkasse m.m. under bilen. Og herefter skal jeg så til at indrette ovenover bilen. Dvs skuffer, hylder og aflægge plads. Så weekenden kommer nok også til at gå fint:-)
Indimellem var der også lige tid til at skifte et topstykke på min MGB GT. Det var revnet da jeg købte den, så det topstykke jeg fik foræret under Englandsturen kom på det helt rette tidspunkt. Morten og jeg fik fin hjælp fra min nevø Anders denne dag, og som det ses har Anders et rigtig godt greb på en skraldenøgle, og skift af tændrør er ikke noget problem!!





tirsdag den 10. juli 2007

Ny servicevogn

Så har TMR igen udvidet vognparken:-) Da vi skal snart skal ud i Europa er overvejelserne i længere tid gået på hvordan vi nemmest transporterer raceren og os selv rundt. Da vi ikke har råd til en bus, og traileren er både for dyr og langsom på motorveje og broer, var løsningen en kassevogn hvor Midgeten kan stå indeni!
Det har så resulteret i køb af denne meget fine Peugeot Boxer, ekstra lang. Den skulle lige nøjagtig have længde nok til at raceren kan være der. Hvordan den så ellers skal indrettes for at få plads til alt gearet bliver mere spændende.

Og nu har vi så en fin Toyota Hiace til salg. Den har gjort det godt indtil nu, og jeg er da også spændt på om den franske model kan gøre det ligeså godt som japaneren.

søndag den 8. juli 2007

Så kom den....

Min bekræftigelse på at jeg stiller op på NürburgRing dem 10-12. august er nu modtaget.

Heldigvis er jeg alleréde gået i gang med skift af gearkasse, og den nye konstellation er nu på vej i bilen igen....

torsdag den 5. juli 2007

En fantastisk dejlig tur.....

Vi er nu hjemme fra en skøn tur rundt i England. Næsten 2000 km er kørt i den gule MGB, og den har været utrolig driftsikker. Vi havde et lille problem en morgen. Det viste sig at fordelerdækslet var ødelagt ved kullet foroven. En hurtig rep, og vi var kørende igen.
Her får jeg på Silverstone en snak sammen med Jørn Rasmussen og Søren Duun. Jørn kørte på Silverstone i sin fine MGB, og gjorde det rigtigt fint på den våde bane.Her er vi på vej ad M6 i det regnvejr som forårsagede de store oversvømmelser i Midtengland. Vi havde været en tur i Stafford for at kigge på en MGB til Claudia. Typisk udsigt i en engelsk bil når det er heftig regnvejr!Heldigvis blev det meget bedre, og her er vi på en af de utallige stigninger som vi oplevede på de utroligt spændende, smukke, smalle og sjove veje i Devon og Cornwall. Og en af de ting der også var rigeligt af, var hyggelige engelske pubber. Her er vi ved en af slagsen midt ude i ødemarken i Cornwall i det aller vestlige England.Og senere samme dag nåede vi rejsens mål: Land´s End. Et fantastisk stykke natur som vi heldigvis oplevede efter fyraften, da det bar tydelig præg af at være et rigtigt turiststed.Men derfor kunne vi godt tage et par billeder for at vise naturens skønhed, og som bevis for at vi har været på Land´s End. Og det var en oplevelse:-)På vejen tilbage besøgte vi bl.a. Beaulieu hvor der findes et stort bilmuseum og Lord´ens gods som vi var inde at besøge.Senere var vi også i Canterbury, hvor Claudia senere i år skal over og læse på Universitetet. En skøn gammel by med fint miljø.Den næstsidste dag oplevede vi også det meget hurtige omskiftelige vejr i England. Vi var taget ned for at gå en tur ved Dover´s hvide klinter. 5. min efter vi var ankommet kom tågen i løbet af 2 min , og alt var lukket til. Som det ses var der meget lidt udsyn, og det blev ekstra spændende da vi senere kom ud på de lokale småveje/cyklestier.

søndag den 1. juli 2007

Der var 1.. pludselig var der 2??

Vi kørte fra Esbjerg med min gule MGB. Og den har helt sikkert gjort det fantastisk godt. Ingen problemer indtil videre..
Fredag lagde vi vejen forbi Croydon og hentede Claudia´s nye MGB. En efter beskrivelsen fin Aqua Marine MGB fra 1972. Vi kom derfra , men alt var ikke som det skulle være. Mere følger senere!!Her holder vi ved vores første stop med den nye bil. Sammen med flere klassiske scootere på tur.
De to specielle farver; Bronce Yellow og Aqau Marine passer hinanden perfekt!!

Et af de første selvforskyldte problemer løses her; Claudia løb tør for benzin , men heldigvis var den lokale klassiske Rolls Royce/ Bentley ½mile væk. og han havde også benzin!!

torsdag den 28. juni 2007

News fra UK...

Så er vi godt og vel halvvejs i ferien.
Her har vi et par stemningsbilleder fra England.
Bl.a. her fra turens skrappeste stigning på 30%. Det lave gear giver vist sig selv:-)
Her er vi kravlet i læ for regn ved et havecenter nær Silverstone, hvor vi hentede "wellies". Det er Jesper Kjær´s MGC ved siden af B´eren.Claudia på vej ned af 2 meter bred "cykelsti" I Devon , Sydengland. Disse veje fandt vi rigtig mange af:-)Og her er vi ved Land´s End i Cornwall. En fantastisk dag!Og her er B´eren kommet i godt selskab i dag i Beauliu, hvor vi besøgte National Motor Museum, og herefter den lokale klassiske bil forhandler.

Rent postkort foto! Fra Devons nordkyst.

mandag den 18. juni 2007

Så kan man lære det.....

Weekenden er gået med en herlig tur på Als. Her laver en flok sønderjyder årets største (og bedste) MG arrangement. 3 dage med hygge, grill, klubmesterskabsløb og drivingtests.
Det var egentlig Als løbet der for mange år siden ansporede mig til at købe en Midget, da jeg kunne se at den bedre kunne gøre sig til manøvreprøver end den MGB jeg ejede på det tidspunkt. Og de 2 sidste gange jeg har deltaget i lignende ting fik det da også det ønskede resultat,nemlig sejr.
TMR´s 2 biler under klubmesterskabsløbet. Det regnede. Meget...
TMR stillede med 2 biler, Claudia med ny motor som hun selv har overhalet her i vinters og jeg selv. Jeg var tændt, måske lidt overtændt, og med for megen tro på bilens evner. Skiftede motor sidste weekend og har nok ikke brugt den tid der var nødvendigt for at indstille den rigtigt:-(
Og da bilen ikke har kørt siden september sidste år havde jeg glemt alt om den periodiske fejl der drillede sidste år. Midt i en af prøverne gik bilen ud. ØV.
I en keglekørsel der varer ca. 37 sekunder er det en evighed når bilen skal startes igen.
Og for at gøre tingene værre kørte jeg lige efter, i Gymkhanaen, forbi en opgave og fik 10 strafsekunder for det. Så lær dog at kigge på rutekortet!!

Heldigvis kørte Claudia fantastisk og hev en flot 2. plads i Driving test hjem, og dermed sluttede hun foran teamets anden Midget som kom ind på en trods alt hæderlig 3. plads. Herover ses vinderne af Drivingtests og Gymkhana.
Det vigtigste var at vi havde en sjov formiddag på Sønderborg Køretekniske anlæg hvor ca 50 af de 95 tilmeldte MG biler havde valgt at stille op til sjov og ballade.
Fedt at folk i "pæne" biler også stiller op når der er mulighed for lidt sjov!

onsdag den 13. juni 2007

Video Padborg Park

Fandt en video fra Tidtagning på Padborg Park. Her kan man bl.a. kigge nærmere på 3 flotte Porsche 356, MGB og Ford Cortina.

mandag den 11. juni 2007

Ujævnt, men kørende....

Min reserve 1275 er nu monteret i gadebilen. Den kører, men lige nu kører den ikke godt. Tomgangen er meget ujævn, og når den får fuld spjæld er det heler ikke noget at råbe hurra ad. Måske ok til alm. brug, men jeg regner nu med at den skal yde max i ca 1 minut på Als.
Så de næste dage står den på fin justering. Måske et andet sæt karburatorer, og en anden strømfordeler. Den er stadig kvik i acceleration, men danmarks hurtigste Midget er den ikke mere!

torsdag den 7. juni 2007

Tilmelding , leje og motor..

Så er første halvdel af den danske historisk bane sæson ovre. Det giver så tid til nye gøremål og overvejelser. To af disse overvejelser er gået på 2 arrangementer i udlandet.
Nemlig Svensk Sportsvogns Meeting på Ring Knutstorp i starten af Juli og Oldtimer GrandPrix på Nürburg Ring den 10-12. august.
Jeg har for et par dage siden sendt min anmeldelse afsted til Tyskland! Så hvis jeg kommer igennem nåleøjet, så stiller jeg op dernede den 2. weekend i august:-)
Har fået at vide at det er en stor oplevelse, og sådan noget skal man prøve mens tid er!
Jeg har kigget lidt på resultatlisterne fra sidste år, og der stillede der en Triumph Spitfire 4 op, og når den kan så kan min Midget også! Desuden kørte Thorkild Stamp i Porsche 356 også sidste år, og ham kører jeg lige op med på de danske baner. Er godt klar over at en 356 nok er bedre på de lange stræk på Grand Prix banerne, men jeg tror på at Midgeten med et par modificeringer af bagtøjet godt ka være med.
Kikser tilmeldingen til Tyskland håber jeg på at jeg kan nå at melde mig til SSM i Sverige.
Fortsættelse følger.....

Ellers er jeg så småt gået i gang med at forberede mig på min studietur til England. Skal en tur på Silverstone og se klassisk race. Derovre har de serier med kun MG Midgets, godtnok noget kraftigere modificeret end vi har lov til herhjemme, men der skulle nok være et par tips at snuse op. Har været til MG træf derovre efterhånden en del gange nu, men det er første gang efter jeg selv er begyndt at køre baneløb, og nu er jeg nogle erfaringer rigere, og kan derfor stille de rigtige spørgsmål og finde de rigtige dele. Forhåbentlig..

Det blir den gule MGB der skal transportere Claudia og jeg rundt derovre, og selvfølgelig skal der gå et hjul leje en uge før vi skal afsted!

I den kommende weekend skal Morten og jeg til MG træf på Als, og her er der driving tests om søndagen, så derfor har jeg endnu et job der skal klares i denne weekend, nemlig et motorskift på min 66 Midget. Den mistede jo olietrykket sidste efterår på Ring Djursland, og har ikke kørt siden. Derfor må motoren ud, og enten fixer jeg den hurtigt, ellers så må reserve motoren puttes i. Den har knapt så mange hk, og da jeg har planer om at køre et par hillclimb senere i år vil jeg helst have den nuværende motor i igen, da der virkelig er skud i den.

Vi er alle klogere søndag. God weekend fra TMR:-)

mandag den 4. juni 2007

Padborg Park - Billeder

Flere billeder fra Padborg Park. Venligst sendt fra BirkelundMGteam . Tak:-)
Og resultater kan ses her: Raceresult.dk
Skarpt forfulgt af Frank Holm i Alfa Giulia. Stille & roligt!
Tæt trafik i svinget efter langsiden. 3 stk Lotus Cortina med HKH Prins Joachim forrest, Kaj i MGB og Warnich i Mini Cooper.
Fra tidtagning lige før målstregen.
30 biler til start = Tæt trafik.
Fra heat 2 . TMR i skarp forfølgelse af Carsten Warnich.Stolte vindere med medaljer. Formand Tommy Kjehr overrækker. I midten nr 2 i Div. A2, Peter Iversen i Porsche 356 Speedster, og til højre nr 1; Palle - Team Midget Racing:-)

søndag den 3. juni 2007

Klassesejr til TMR.... efter super race

En travl og begivenhedsrig weekend er nu overstået. Den endte godt, og det kan jeg bl.a. takke mit effektive pitcrew Jesper Kjær og Ole Aaen for.
Alt var ellers linet up hjemmefra, men efter træning lørdag stod det klart at jeg havde et køle problem. 2.5 liter vand var forsvundet fra kølesystemet. Umiddelbart så det ud til at det var mit ellers nye kølerdæksel der var problemet. Det var med 7 punds tryk; alt for lidt til motorsport. Desuden så det ud til at der kom lidt fra pakningen ved vandpumpen, men det var kun dråber, så indsatsen blev rettet imod at fixe kølerdækslet. Mange forsøgte at hjælpe med alternative dæksler, men Lars fra Padborg hjalp mig med skiver under under fjederen og en ekstra gummi pakning, og så skulle den være der.
Så var der ellers dømt hygge om lørdagen. Jakob (Alfa Giulia) og jeg var på kultur udflugt til Flensborg, og lørdag aften var der fodbold i TMR´s telt:-) (Og ikke mere om den kedelige sag!)
Søndag morgen da jeg starter op, pisser vandet ud fra motoren, og efter nærmere undersøgelse viser det sig at lækagen kommer fra toppakningen!! Øv-Øv-Øv.

Vi tar bestik af situationen og aftaler at jeg kører ud og forsøger at sætte en brugbar omgangstid, alt imens jeg holder øje med temperaturen på motoren. Jeg får 5 rimelige omgange, men det hjælper heller ikke på situationen at den hopper ud af 3. gear hver 2. gang, og at syncromeshen i 2.gear er ikke eksisterende. Altså endnu et gearkasseskift på vej. Det lugter af mange penge:-(
Jeg får en bedste tid på 1.20.5 . Under omstændighederne en ok tid.
Dette kommer op på tavlen, så stor er min forbavselse da jeg senere på dagen får en elendig placering som nr 19, og en tid på 1.22.5?? Hvad dælen skete der lige der? På tavlen hænger tiderne fra Tidtagning 1 hvor jeg har 1.20.5 , og nedenunder står startrækkefølgen hvor jeg er noteret for 1.22.5?? Denne fejl fra tidtagningens side koster mig 4-5 placeringer på startgridden.
Jeg ser desværre ikke denne startrækkefølge før vi kører ud, og der er det selvfølgelig for sent at gøre noget ved det.

Tidtagning 2 gir en tid på 1.19.4 , og en startplacering som nr 16. Endnu en gang ok efter kun 5 omgange.

Straks efter sidste tidtagning går Ole, Jesper og jeg igang med topstykket. 1 time efter er vi færdige, toppakning skiftet og motoren kører igen!! Godt arbejde og stor tak til jesper & Ole!

Ydermere sætter gearkassen sig fast igen mellem 2 gear. Af med side dækslet, dask på skiftegaffel og den virker igen. Dette måtte jeg senere gøre endnu engang mellem de 2 heat!

Jeg tror Jesper og Ole havde regnet med at skulle se lidt mere race, men det meste af tiden gik i teltet med at skrue. Det må blive næste gang:-)

Så er vi klar til 1.heat. Foran mig holder Herluf og Frank i Giulia og John Steen i Cortina.

Starten går, og med 28 startende biler er der heftig trafik i 1. sving. Jeg vinder hurtigt placeringer, og det er indledningen til tæt race med bl.a. John Steen i Cortina og Herluf i Alfa. Jeg kommer forbi begge efter gode dueller, og kommer derefter op til de 2 fantastisk flotte Porsche 356, den ene en Speedster. I sving og nedbremsninger er jeg klart hurtigere, men på langsiderne trækker de kraftige motorer ud og kommer så langt foran så jeg ikke kan bremse dem ud. Efter de første sving er jeg igen oppe i kofangeren, og ind imellem er jeg også på siden af den bagerste, men så snart det går ligeud er de væk.
Jeg ender på en respektabel 15. plads efter tæt og fedt race.

Endnu bedre er det at komme i depot og konstatere at toppakningen er holdt til varmen og de mange omdrejninger. Og alt vandet er i køleren:-)
2. heat blir endnu bedre. Får en lidt sløv start, men kommer godt efter det, og over haler igen John Steen som holder foran, og Kaj Birkelund i MGB siger jeg også farvel til. Jeg ved jeg har mulighed for en klassesejr hvis jeg kører fra den åbne Porsche som også kører i div A2. Han starter lige foran mig, men på første omgang kommer jeg forbi, og det bliver indledningen til 11 spændende omgange hvor jeg øger forspringet til Kaj, Porschen, Cortinaen og Herluf som lægger og kæmper 50 meter bag mig. Jeg er tæt på Warnich i 1275 Cooper, og flere gange er jeg også forbi, men også cooperen trækker fra mig på langsiden, og de sidste 2 omgange koncentrerer jeg mig om at holde den åbne Porsche bag mig, da det vil give årets første samlede klassesejr.
Det lykkedes og jeg får en fin 8. plads generelt, motoren holdt, godt race, der var ingen buler, vejret var skønt og faktisk var der rigtig mange tilskuere denne søndag på Padborg Park. Måske det er et vink om at vi bør lave flere løb i Danmark i stedet for at køre i Sverige!
Skønt var det også at min nærmeste familie var ude og se race for første gang. Min mor, bror og min nevø var meget begejstrede. De hyggede sig og det samme gjorde jeg ved tanken om de var der. Og måske er næste generation af fam. Rühe på vej i motorsport?