søndag den 3. juni 2007

Klassesejr til TMR.... efter super race

En travl og begivenhedsrig weekend er nu overstået. Den endte godt, og det kan jeg bl.a. takke mit effektive pitcrew Jesper Kjær og Ole Aaen for.
Alt var ellers linet up hjemmefra, men efter træning lørdag stod det klart at jeg havde et køle problem. 2.5 liter vand var forsvundet fra kølesystemet. Umiddelbart så det ud til at det var mit ellers nye kølerdæksel der var problemet. Det var med 7 punds tryk; alt for lidt til motorsport. Desuden så det ud til at der kom lidt fra pakningen ved vandpumpen, men det var kun dråber, så indsatsen blev rettet imod at fixe kølerdækslet. Mange forsøgte at hjælpe med alternative dæksler, men Lars fra Padborg hjalp mig med skiver under under fjederen og en ekstra gummi pakning, og så skulle den være der.
Så var der ellers dømt hygge om lørdagen. Jakob (Alfa Giulia) og jeg var på kultur udflugt til Flensborg, og lørdag aften var der fodbold i TMR´s telt:-) (Og ikke mere om den kedelige sag!)
Søndag morgen da jeg starter op, pisser vandet ud fra motoren, og efter nærmere undersøgelse viser det sig at lækagen kommer fra toppakningen!! Øv-Øv-Øv.

Vi tar bestik af situationen og aftaler at jeg kører ud og forsøger at sætte en brugbar omgangstid, alt imens jeg holder øje med temperaturen på motoren. Jeg får 5 rimelige omgange, men det hjælper heller ikke på situationen at den hopper ud af 3. gear hver 2. gang, og at syncromeshen i 2.gear er ikke eksisterende. Altså endnu et gearkasseskift på vej. Det lugter af mange penge:-(
Jeg får en bedste tid på 1.20.5 . Under omstændighederne en ok tid.
Dette kommer op på tavlen, så stor er min forbavselse da jeg senere på dagen får en elendig placering som nr 19, og en tid på 1.22.5?? Hvad dælen skete der lige der? På tavlen hænger tiderne fra Tidtagning 1 hvor jeg har 1.20.5 , og nedenunder står startrækkefølgen hvor jeg er noteret for 1.22.5?? Denne fejl fra tidtagningens side koster mig 4-5 placeringer på startgridden.
Jeg ser desværre ikke denne startrækkefølge før vi kører ud, og der er det selvfølgelig for sent at gøre noget ved det.

Tidtagning 2 gir en tid på 1.19.4 , og en startplacering som nr 16. Endnu en gang ok efter kun 5 omgange.

Straks efter sidste tidtagning går Ole, Jesper og jeg igang med topstykket. 1 time efter er vi færdige, toppakning skiftet og motoren kører igen!! Godt arbejde og stor tak til jesper & Ole!

Ydermere sætter gearkassen sig fast igen mellem 2 gear. Af med side dækslet, dask på skiftegaffel og den virker igen. Dette måtte jeg senere gøre endnu engang mellem de 2 heat!

Jeg tror Jesper og Ole havde regnet med at skulle se lidt mere race, men det meste af tiden gik i teltet med at skrue. Det må blive næste gang:-)

Så er vi klar til 1.heat. Foran mig holder Herluf og Frank i Giulia og John Steen i Cortina.

Starten går, og med 28 startende biler er der heftig trafik i 1. sving. Jeg vinder hurtigt placeringer, og det er indledningen til tæt race med bl.a. John Steen i Cortina og Herluf i Alfa. Jeg kommer forbi begge efter gode dueller, og kommer derefter op til de 2 fantastisk flotte Porsche 356, den ene en Speedster. I sving og nedbremsninger er jeg klart hurtigere, men på langsiderne trækker de kraftige motorer ud og kommer så langt foran så jeg ikke kan bremse dem ud. Efter de første sving er jeg igen oppe i kofangeren, og ind imellem er jeg også på siden af den bagerste, men så snart det går ligeud er de væk.
Jeg ender på en respektabel 15. plads efter tæt og fedt race.

Endnu bedre er det at komme i depot og konstatere at toppakningen er holdt til varmen og de mange omdrejninger. Og alt vandet er i køleren:-)
2. heat blir endnu bedre. Får en lidt sløv start, men kommer godt efter det, og over haler igen John Steen som holder foran, og Kaj Birkelund i MGB siger jeg også farvel til. Jeg ved jeg har mulighed for en klassesejr hvis jeg kører fra den åbne Porsche som også kører i div A2. Han starter lige foran mig, men på første omgang kommer jeg forbi, og det bliver indledningen til 11 spændende omgange hvor jeg øger forspringet til Kaj, Porschen, Cortinaen og Herluf som lægger og kæmper 50 meter bag mig. Jeg er tæt på Warnich i 1275 Cooper, og flere gange er jeg også forbi, men også cooperen trækker fra mig på langsiden, og de sidste 2 omgange koncentrerer jeg mig om at holde den åbne Porsche bag mig, da det vil give årets første samlede klassesejr.
Det lykkedes og jeg får en fin 8. plads generelt, motoren holdt, godt race, der var ingen buler, vejret var skønt og faktisk var der rigtig mange tilskuere denne søndag på Padborg Park. Måske det er et vink om at vi bør lave flere løb i Danmark i stedet for at køre i Sverige!
Skønt var det også at min nærmeste familie var ude og se race for første gang. Min mor, bror og min nevø var meget begejstrede. De hyggede sig og det samme gjorde jeg ved tanken om de var der. Og måske er næste generation af fam. Rühe på vej i motorsport?

Ingen kommentarer: