søndag den 25. november 2007

Gang i Ferrarien...

Så har jeg igen været i Montis hyggelige værksted for søndagshygge med hans Ferrari 250 GTE.
Vi blev ikke færdige sidste vinter, så nu er der sat en ny deadline til næste forår.
Motoren er kørende, og nu gælder det om at få samlet de sidste dele sammen og monteret.
Denne gang var vi i gang med samling af dørene. Nye pakninger, samling af vinduesoprul og polering af krom. Utroligt så godt at original krom kan holde sig i over 40 år. Ikke ligesom det billige "kineserkrom" man får nu om dage!

Men ellers er kvaliteten på en Ferrari nu ikke meget anderledes end en engelsk bil. Meget simpelt, håndlavet og det virker:-)

Og ellers var stemningen fin og løssluppen som altid. Og forplejningen helt i top!!

fredag den 23. november 2007

TMR - nu også i stor format...

I erkendelse af at intet kommer af sig selv, har jeg fået fremstillet min præsentation i stor format. Her over og under kan man se den monteret på servicebilen. Hos 2A i Vejle har jeg fået trykt plakaterne 1 meter brede og på en presseningsagtig dug. Bagpå er der limet magnetbånd, og dermed kan de hænges op hvor der er brug for det - og hvor der er metal.
Naturligvis er mine Sponsorer MontiMatic - Bonnevie MG Import - Jysk Storkøkken Service også præsenteret på plakaten.

søndag den 18. november 2007

Forbandede ryg...

Nu driller den igen, og det medfører at alt står stille lige nu.
Skulle i dag have været nede ved Monti og skrue i Ferrari. Vi blev ikke færdige sidste vinter, så nu skal det være. Bare ikke denne gang. Heldigvis fik Monti selv gang i kværnen for første gang i 10 år. Det ville jeg godt have oplevet. Eftersigende sprang det 12 cylindrede uhyre igang med det samme. Nå det må vente til jeg er klar igen.
Det betyder så også at jeg er lidt bagefter hjemme i værkstedet. Skulle på nuværende have været i gang med racermotoren. Jeg håber jeg når det inden jul, så jeg har alle de gode lange juledage til at gå og nusse med indmaden som gerne skulle spille 100 % næste sæson uden nogen form for havari!!
Til gengæld har jeg fået ryddet op herhjemme. Det kan jeg lige klare. Så der er smidt meget ud, og meget er kommet op på hylderne på mit lagerrum. Jeg tror det bliver godt, målet er at alt er på plads inden den 11. december hvor jeg holder garagemøde for MG klubbens medlemmer. Der er et stykke vej endnu:-)

søndag den 11. november 2007

Sæsonen er ved at være slut..

Ja, banesæsonen har jo været ovre et stykke tid, men der findes jo en sæson der starter lidt tidligere og slutter senere. Jeg har jo også et par biler som jeg nyder på forskellige måder når jeg ikke kører race. Bl.a. har jeg haft et par ferie ture i min gule MGB. Den har kørt en hel sæson med mange kilometer, og jeg har nydt dem alle. B´eren er nu stillet væk for vinteren, og blir nok kun rørt en enkelt gang eller to inden den igen bliver hevet frem i det spæde forår i marts. I dag har det også været dejligt vejr, og det var lige en fin anledning til at få kørt en af de sidste åbne ture i år. Og jeg blir næsten nyforelsket i min Midget igen når jeg kommer ud og køre i den. Den går bare så fint, og jeg er nu lidt i tvivl om jeg skal beholde den. Men jeg blir nok klogere i løbet af vinteren.I weekenden har jeg også lavet motor. Min racer motor i ovennævnte bil gik jo lidt død sidste år på Ring Djursland til en track day. Olietrykket forsvandt, og jeg frygtede det værste. Efter en komplet adskillelse kunne jeg konstatere at indmaden var i fineste stand, og klar til en tørn mere. Det virkede som en metalsplint fra oliepumpen havde sat sig fast i bypass ventilen. Oliepumpen er nu skiftet. Det samme er lejerne og toppakning, så nu skal jeg bare finde ud af hvilken bil motoren skal monteres i:-)

Når 1275´eren er kommet ned fra arbejdsbordet bliver det tid til at kigge på 1098 motoren som jo har været lidt drilagtig i sæsonen. Jeg har et par ideer til hvad der kan løse problemet, og jeg gæder mig til at komme igang med racerbilen så den er 100 % klar til sæson 2008!!

mandag den 5. november 2007

Klassisk "Timewaster"..

Det danske udtryk er vel "dæksparker" eller tidsrøver?
Sådan nogle er der altid når man vil sælge en gammel bil. Enten skal de lige høre hvad det er for en model (selvom det står i annoncen?), og er det en gammel åben MG til 15000 vil de lige høre om den er synet og i god stand??!!
Denne gang var det dog lidt værre idet jeg havde lavet en aftale med en sjællænder. Han havde fortalt hvilke specs han ville have Midgeten i, og han ville komme nu på torsdag med toget og se/hente den.
Så jeg har knoklet hele weekenden med bilen. Afmonteret de ekstra ting på bilen som jeg har monteret igennem årene . De fleste til bakkeløb. Hjulene blev skiftet, styrtbøjlen afmonteret, karburatorer skiftet. olie og filter skiftet, ja jeg skiftede sågar toppakningen for at være sikker og lavede en inspektion af topstykke og foringer. Bremser overhalet og monteret et 3.9 bagtøjsdiff til landevej. Alt i alt nogle lange dage i weekenden.
Så da jeg skriver til manden, og vil fortælle at nu er bilen klargjort og i tiptop mekanisk stand, og høre nærmere om hvornår han dukker op, så bliver jeg sgu noget lang om næbbet da han fortæller at sørme da har købt en AH Sprite i weekenden!! Han havde bare lige glemt at fortælle mig det. For syv sa... da også.
Det er en ærlig sag at man finder en bil man måske synes er et bedre køb, men man må sgu da ha lidt anstændighed i livet, og så meddele den man tidligere har lavet en aftale med om at man kigger andetsteds og nok køber noget andet.
Det positive er selvfølgelig at jeg har en yderst velkørende Midget klar til næste sæson. Måske ikke helt med de specs jeg selv ville vælge, men hva, så må jeg på den igen til foråret:-)

søndag den 4. november 2007

Sidste uge med MG´en..

Måske:-)
Har ihvertfald brugt en del tid på at klargøre den bil jeg har haft så meget sjov og glæde ud af de sidste 4-5 år.
Den er nu bragt tilbage til tæt på std, og motoren har fået den store service tur, og det er mange år siden den har gået så godt som den har gjort denne weekend.
Var i dag en tur på havnen. Både for at nyde Midgeten en sidste gang, men også for en dejlig gåtur i det skønne efterårsvejr.Bobbie Olsen var med:-)

Og så har det da gjort underværker for det klassiske look at den gule styrt
bøjle er væk. Det må jeg indrømme!
Holder på at en Midget er en af de åbne biler som man for meget små penge kan få rigtigt meget sjov ud af, både som klassiker, og hvis man ønsker det, som konkurrence bil.

torsdag den 1. november 2007

Midget på vej ud...

Har jo på det sidste sat arvesølvet til salg, og nu ser det ud til at min gadeMidget er på østover. I den forbindelse er jeg gået i gang med noget klargøring og skift af div defekte dele på bilen. Bl.a. blir der nu monteret std. karburatorer og luftfilter, og starter er skiftet. Belært af mine dårlige erfaringer med toppakninger skiftede jeg også toppakningen på den semi race motor som den potentielle køber ønsker i bilen. Heldigvis var alt ok ved foringer og topstykke, og alt er nu monteret igen og prøvekørt. Og jeg må sige at det er lang tid siden at bilen har kørt så godt som den gør lige nu. Der mangler lidt fin justering, og afmontering af div. dele, og så er bilen klar til at komme videre.
Køberen får en velkørende rustfri bil der kan gi mange års glæde fremover!

tirsdag den 30. oktober 2007

HMS præmiefest.

HMS årlige præmiefest fandt i år sted i Odense.

Over 100 kørere, hjælpere, officials og andre interesserede var samlet til en hyggelig aften med dejlig mad og et enkelt bæger. Der blev delt præmier ud for årets klassesejre, både i baneløb og Hill Climb.

Jeg har her fået overrakt min pokal for klassejren i div. A2, og humøret er selvfølgelig højt.

MG ejerne tog denne aften godt for sig af præmierne. Kaj Birkelund vandt Div A3, og T-typerne dominerede i 46 klassen hvor de tog alle præmier både på bane og Hill Climb. Desuden løb Uffe Madsen i MGB med en klassesejr og en flot 3. plads generelt i HillClimb. Tillykke til alle:-)

fredag den 26. oktober 2007

En Aston Martin kom forbi Esbjerg Havn.

Jeg fik en mail om at en Aston Martin V8 Vantage i racertrim kunne ses på havnen. Og det skal jeg lige love for. En fed fed bil, og så skal den bruges til race:-)Har altid haft en svaghed for AM, selvfølgelig størst for de gamle modeller.Men V8 Vantage er så smuk at man ikke kan andet end elske den:-)
Håber at få lov at opleve DB9´eren live på racerbanen en dag!

onsdag den 24. oktober 2007

Så må vi videre..

Messen er overstået. Det var rigtigt hyggeligt, og vi fik som sædvanligt snakket med rigtig mange mennesker. Både gamle venner og bekendte, og som weekenden gik , fik vi også ny bekendte.Handlen gik ok, og efterfølgende har der også været stor interesse om de biler jeg har sat til salg. I sær den røde MGB har der været mange henvendelser på, 2 seriøse har været ude og kigge, og jeg afventer stadig svar.
Også min 1275 Midget har der været søgning på, og det forstår jeg godt. En billig måde at komme ud at køre i en synet, åben og rustfri MG Midget. Og en bil med potentiale. Har flere gange klaret at køre fra mere potente biler på de krævende bakkeløbsstrækninger a la Fyns Bakkeløb. Og samlet vinder i 71 klassen i 2005.
Men endnu er ingen af dem solgt, og du har stadig en fin mulighed for at erhverve dig to yderst spændende biler. Se nedenfor, og skriv eller ring hvis du ønsker mere info:-)

fredag den 19. oktober 2007

Så er bilen læsset.....

med stumper til weekendens Veteranbilsmesse i Dr. Margrethe Hallerne i Fredericia.
Der er pakket lidt af hvert i kasserne; bøger, sæder, fælge , galvaniserede løsdele og meget andet spændende.
Kig forbi stand 165/167 i Hal A og få en snak om race eller MG.

Har du noget specielt du mangler, så kontakt mig endelig, måske har jeg det stående og kan bringe det med i Boxeren til Fredericia.

God weekend:-)

tirsdag den 16. oktober 2007

Og så skal en Midget sælges:-(

Jeg tror det blir min gamle "for sjov" bil. En gennemsolid og 100 % rustfri Midget fra 1966.
Den er opgraderet i undervogn, men kan hurtigt ændres tilbage til std hvis man ønsker dette.
Den har givet mig megen sjov. Bl.a. som Hillclimb bil i 2004 og 2005.
I 05 blev den sågar klassevinder i 71 klassen.
Bilen er synet og indregistreret.
Den kan leveres med std motor eller en opgraderet fast road motor meed 80-90 hk.
Prisen for std motor og std fælge og sæder starter ved 60000. Alt efter hvad man ønsker på bilen, varierer prisen. Det være sig Minilites eller opgraderet motor. Kan også leveres med differentiale efter behov.

Rustfri og aldrig svejset.....

Det er betegnelsen på den MGB jeg har haft stående i nogle år efterhånden. Vil du lave din egen MGB til perfekt stand er her et rigtigt godt grundlag at starte på. Alternativt kunne det blive en fantastisk MGB Racer:-)Jeg havde planlagt at køre i bilen som den er, men så fik jeg den gule MGB, som jeg er meget glad for, og derfor får jeg ikke lavet denne her.
PT er motor og gearkasse ude. Der medfølger en god motor og en overdrive gearkasse som er pillet ud af en kørende MGB GT.
Modellen er en Mk 1 fra 1966, og der medføler et sæt danske papirer. Bilen er komplet.
Pris 59.000.-

MG B GT til salg

En af de biler der er billigt til salg er min MG B GT.
Synet og indregistreret, velkørende og med overgear.
Ikke nogen fin bil, men det afspejler prisen også.
Den skal koste 48.000 kr

Ny bil... Og hva så???

Har været en tur i England i den forløbne weekend. Havde set en spændende Sprite på nettet, og onsdag aften tog jeg afsted fra Esbjerg mod Immingham. En sejltur, 1½ dag og 300 km senere mødte jeg Garry som solgte bilen.Efter en lang tur sydpå og en fin weekend dernede, kom den nye Sprite ud og køre et par hundrede km, bl.a. med afhentning af Ebay item hos en Frø racer i Sevenoaks.Nu står jeg så med et kendt dilemma. For mange biler! Og skal endnu en gang overveje hvad jeg vil have og hvad der skal væk.Følg med her for MG køretøjer til salg:-)

torsdag den 4. oktober 2007

Video fra Sturup Raceway

Det er vådt føre og skide skægt. Tidtagningen er kørt i tørvejr, og jeg starter nr 9,

Der er mange gode kampe racet igennem.

Desværre bliver kvaliteten meget dårlig, da banen er meget fedtet med en blanding af regn, grus og olie.

onsdag den 3. oktober 2007

Mens vi venter....

... på at undertegnede færdiggør racereport fra 2. heat på Sturup, så har jeg modtaget nogle fantastisk fine billeder fra Jyllands Ringen. Tak til Flemming Haslund fra Nyt Om Biler .
En forholdsvis afslappet chauffør før søndagens 2. heat.
Fra søndagens uplining i DTC depotet. Masser af mennesker....
Endnu en tæt duel med Warnich i Mini Cooper:-)

mandag den 1. oktober 2007

Regnvejrsrace på Sturup

Efter en hyggelig fællesspisning lørdag aften var der lige en ½ time i overskud inden køjetid. Den blev brugt på regndans:-)
Jeg ved der var flere der brugte samme metode, og søndag morgen gav det resultat!
Det blev en mere eller mindre våd søndag.
Inden vores 1. heat ca kl. 1000, havde clubracerne kørt 2 heat, og der var flere havarier i disse heat, og det betød at underlaget banen rundt var en god blanding af olie, grus og vand.
Allerede på opvarmningsrunden er det klart at det er som at køre på brun sæbe.

Jeg holder på startposition 9, og bagved er der kun Edgar Dahlin i MGB og Claus Ebberfeld i Spitfire og allerbagerst HKH Prins Joachim i Lotus Cortina.

Starten går, og jeg rykker hurtigt forbi Oscar Siesbye som holder lige foran. Blir blokeret af Kaj i MGB, og ligger tæt op ad ham indtil det første sving, hvor jeg går ind som ca 5-6 stykker. I det første sving snurrer Benny Hall rundt i det våde føre, og jeg smutter lige forbi med Kaj på ydersiden. På bagsiden af banen over haler jeg Kaj, og oppe i de snævre sving før langsiden går jeg forbi Adam Siesbye i Mini og Anders Nannerup i Mustang, og jeg er for en kort stund nr 3.
I en omgang forfølger jeg John milbank i Lotus Cortina uden at komme forbi. Herefter går Adam forbi både mig og Milbank og kampen fortsætter med Milbank i nogle omgange.
Herefter tørrer banen desværre lidt op, og Benny Hall overhaler bagfra. Jeg kæmper videre med Milbank og kommer også forbi på et tidspunkt, men må desværre lukke ham forbi igen da jeg laver en mindre kørefejl. I slutningen af løbet kommer Prins Joachim også forbi, men jeg slutter første heat på en fin generel 6. plads og som vinder af A2.

Men endnu mere vigtigt var det at jeg kunne køre om kap med Lotus Cortinaerne igennem et helt regnvejrsløb. Det var et kanonfedt race, og der var mere i vente i heat 2 hvor jeg skulle starte betydeligt længere fremme:-)

TMR i rallycross???

Ja, sådan kunne det se ud når man kiggede på raceren efter 1. heat på Sturup. Flere biler i klasserne før havde haft maskindefekt, og banen var fyldt med olie og store mængder grus. Blandet med skønne mængder vand, blev det til noget der minder kraftigt om mudder, så halvdelen af banen var spejlglat.
Det gav noget fedt race, og en beskidt bil:-)

søndag den 30. september 2007

Bedste samlede placering til dato....

Detaljeret løbsrapport følger, men kan da lige afsløre at søndagens heat blev kørt i vådt føre, og det var noget der bekom den lille raket meget vel.

Og årets 1. plads i div A2 er hjemme:-)