mandag den 16. august 2010

CHGP heat 2 - og generelt

Efter en tilfredsstillende 1. dag til CHGP, havde vi en hyggelig aften på Østre Alle, humøret var højt, og alle i vores lejr glædede sig over at have biler der kunne rulle og ingen buler....

Søndag morgen så noget snusket ud, og det varede ikke længe inden regnen begyndte at falde. Normalt kan jeg godt li regn når vi kører vores løb, men på den utroligt ringe asfalt omkring Fælled parken, og med den stive beton få cm fra bilerne var jeg ikke så vild ved tanken om den våde asfalt. Det vigtigste for mig var stadig at få bilen hel med hjem. Ingen buler, men samtidig skulle jeg helst have så mange point som muligt til mesterskabet....

Tidtagningen blev også en våd affære. Jeg kunne sagtens mærke at bilen var sat op til tørvejr, og den var ikke rar at køre på den ujævne våde asfalt. Den skøjtede rundt, og jeg følte for første gang nogensinde direkte ubehag ved at køre bilen, og det gav sig selvfølgelig udslag i mine tider. sølle 1.21.7 blev det til, nu med det spændende resultat at Ole Aaen i den konkurrende Midget skulle holde lige bag mig i starten på 2. heat senere på dagen. Hvis ikke jeg var motiveret for at køre løbet derinde, så blev jeg det da jeg så resultatet af tidstagningen....
Og som jeg læser det på Oles blog, så blev han også motiveret:-)

Så målet var igen klart: En hurtig start, så jeg med det samme kunne lægge afstand til den grønne Midget, og sikre mig klassesejren i CHGP. Selvom alt står stille for enden af langsiden ved starten, så lykkedes det for mig at få 2-3 biler imellem Ole og jeg, og jeg kunne langsomt oparbejde et forspring, således at jeg hele tiden kunne kontrollere min fart efter hvor langt han var bagved. Selv om det blev et behersket kontrolleret løb fra min side, så var der flere situationer hvor jeg sad med hjertet oppe i halsen, men det er jo der hvor raceri er spændende og livsbekræftende, og især når det går godt:-)

Jeg fik et par spændende gode dage med rare mennesker, gode point til mesterskabet, og ikke mindst en hel bil med mig hjem! Nu er det tid til at klargøre bilen til årets race på JR - en bane hvor jeg normalt altid føler mig godt tilpas - vådt eller tørt!!

Ingen kommentarer: