søndag den 8. maj 2011

Ring Knutstorp 2011

Med lidt forsinkelse vil jeg fortælle lidt om en begivenhedsrig sæsonstart på Ring Knutstorp.
Flere jeg talte med lige efter jeg kom hjem, gav udtryk for at jeg lød skuffet, men det havde jeg i virkeligheden ikke nogen grund til. Skuffelsen gik nok i virkeligheden ud på de manglende deltagere i A1 divisionen hvor jeg kører. Den "lille" 65 klasse var for første gang oprettet som en selvstændig klasse, og mens der var masser af deltagere i A2 med 10 startende var jeg ene dansker i A1. Der stillede en svensker op i i 997 Mini, men han deltager sandsynligvis ikke i mesterskabet, og dermed var der ingen point at køre om. Jeg skulle sådan set bare trille i mål, og så var mine skallede 2 x 8 point hjemme. Sådan kører jeg naturligvis ikke, men det var en lang tur til Sverige for så lidt og lidt surt at  brænde en 8-10000 af på sådan en weekend og så vide at man allerede er ude af DM 2011....
Sidste år var der mange udmeldinger om nye kørere og nye biler, og hvis man talte de potentielle biler kunne man nå op på ca 10 A1 biler, så man må nok konstatere, at de alle har valgt at prioritere anderledes, og det er naturligvis skuffende i forhold til den nye lille 65 klasses fremtid, og det gir da også anledning til eftertanke om min egen fremtidige deltagelse i DM serien.

Måske skulle jeg hellere lave bilen klar til f.eks. FISC serien på nogle større europæiske baner.....

Nå, men ud over mine frustrationer, så var det en forholdsvis go weekend.
Fredagen startede med møde med Jakob og hans Mustang som havde reserveret en plads på 1. terasse række. Vi fik slået lejren op, overstået teknisk kontrol, jeg fik løbet mig et par omgange på banen, og så fik Jakob, jesper og jeg lavet dejlig mad i Nielsen nye fuldstændige overdådige køkken, og vi havde som sædvanligt en hyggelig aften i lejren. Bortset fra vi alle savnede Hr Holm som var indisponibel...

Lørdag formiddag var der 1. tidtagning, og jeg var selvfølgelig spændt på at få testet min vinteroverhalede motor. Det gik over al forventning. Jeg følte mig meget hurtigt godt tilpas på banen, men var alligevel noget overrasket over min præstation da jeg kom ind og kunne konstatere at jeg havde kørt ny PB med 1.16.711 . Det rakte til en startpos i første startrække! Super start på sæsonen.
Det eneste problem, var at bilen satte ud midt i tidtagningen, men den bedste tid blev klokket efter
dette, og jeg opfattede det således at problemet var væk igen.
I pausen fik jeg tjekket de mest basale ting og fandt ingen problemer, men desværre viste heatet at problemet ikke var væk....
Heat 1 ; Laver en super start og fører heatet da vi kommer ned til det første sving, på vej ud af svinget kikser jeg et gearskifte og Juelshøj i Mini går forbi igen. Til gengæld opbygger jeg over de næste par omgange et lille forspring til de bagvedkørende Warnich og Størhman i Lotus Elite. Så slår min periodiske fejl til igen, og jeg ryger nu igen tilbage, og de to plus svenske Edwinsson i Mini går nu forbi inden der pludselig kommer gang i raketten igen. Jeg optar nu forfølgelsen af Edwinsson, og haler langsomt ind på ham omgang for omgang. Han har helt tydeligt problemer igennem de tætte sving hvorimod han blæser derudaf når det går  ligeud. Men jeg får indhentet ham og angriber flere gange ovre på bagsiden af banen, hvor jeg traditionelt kører rigtigt hurtigt igennem. Vi kører flere gange side om side og jeg er forbi, men han svarer igen når det går ligeud...
På et tidspunkt er jeg forbi ham på vej op mod hårnålen, til allersidst kommer han forbi og skærer skarpt ind foran og jeg har ingen mulighed for at udngå en let påkørsel af hans fine nymalede Mini.
Det var ærgerligt og træls, men kampen fortsætter. Det er fedt tæt race, og på aller sidste omgang sætter jeg endnu et angreb ind på den sidste halvdel af banen, og jeg kommer denne gang afgørende forbi og kan holde den over målstregen og slutter årets første heat på en generel 4. plads og "vinder" af Div A1.

Ingen kommentarer: