onsdag den 18. maj 2011

CRAA Racereport & billeder

Vel hjemme og med oplevelser der er bearbejdet inde i hovedet, kan jeg tænke tilbage på en CRAA weekend med hyggeligt samvær med gode mennesker, besøg af rigtig mange venner og bekendte i pitteltet, nogle mekaniske problemer og spændende udfordrende race.... Alt i alt en go weekend...:-)
Mine frostprop problemer har jeg beskrevet, men igen en stor tak til Lars Leed for hjælp til løsning af problemet. Lars ydede uopfordret en stor indsats og var rundt til forskellige teams for at finde materiale til brug for et "beslag" til fastholdelse af proppen, og det virkede upåklageligt resten af weekenden. Og i øvrigt skal der lyde en tak til hele familien Leed for god behandling hele weekenden. Det var dejligt:-)
Lørdagens første race var jeg som tidligere beskrevet noget uforberedt til, da jeg ikke havde kørt en eneste hurtig omgang på banen. Jeg havde inden løbet besluttet at jeg skulle have min bil hel med hjem og at jeg ville køre derefter... Og da der stadig var vådt på banen kom det til at forgå meget gelinde...:-(
1. heat skulle jeg starte som nr 15 og næsten bagerst da jeg ikke havde nogen tidtagning. Laver en fornuftig start og overhaler en del biler på vej ned mod det første sving, men bliver lidt hængende da Stamps meget fine Porsche går nærmest i stå i det første sving. Tror faktisk jeg er oppe at røre hans bagende, har ihvertfald et lille hul i min motorhjelm, men jeg var henne og kigge på Porschen efterfølgende og der var heldigvis ikke noget at se....
Undervejs bliver jeg overhalet af den sorte Porsche 356 som kører rigtigt stærkt på langsiderne, og da jeg simpelthen ikke har fart nok rundt på resten af banen kan jeg ikke svare igen. Det samme sker med Nikolaj Hansson som kører et flot heat og også slutter foran mig. Jeg fik efterfølgende at vide at jeg vist ikke havde samme fart som jeg plejer og ha i Midgeten, selv speaker Ebberfeld - som i øvrigt gjorde et rigtigt flot stykke arbejde igennem hele weekenden - nævnte det under løbet. Og de har selvfølgelig ret! Jeg kunne ikke køre så hurtigt som jeg gerne ville, og det var et bevidst valg da jeg overhovedet ikke kendte til bremsepunkter og svinghastigheder pga nul træning på den meget spændende og udfordrende bane...
Og jeg havde jo valgt at bilen skulle hel med hjem, så jeg bakkede - så jo - kald mig bare en kylling:-)
Jeg lover at det ser anderledes ud næste gang vi skal køre regnvejrsløb på en rigtig racerbane....

Men jeg sluttede løbet som en respektabel nr 9 - gennemført uden store skader:-)

Heldigvis blev det meget bedre søndag formiddag da jeg endelig fik nogle omgange på tør bane. Bremsepunkter blev forbedret, svinghastigheder øget, og det kunne selvfølgelig også ses på mine tider, selvom der stadig var rigelig plads til forbedringer....

Så jeg var ret tændt til heat 2 som desværre lå allersidst søndag eftermiddag. Rigtig mange mennesker var begyndt at sive hjem da vejret så lidt skummelt ud...
Og her skulle jeg nok have tænkt lidt forud, men alt var ikke som det plejer at være når jeg kører...
Det var tørvejr da vi kørte ud og da starten gik. Blev igen fanget bag noget Porsche værk og missede et par placeringer på den konto. Men vi kom godt igennem første sving, og jeg fik lavet lidt afstand til de bagvedliggende...
Men så kom regnen, først stille og roligt, det var egentlig ok, jeg havde stadig god fart, men da det begyndte at stå ned i lårtykke stråler røg mit udsyn fuldstændig. Der kom vand på indersiden af ruden og visiret på hjelmen, og min lille visker kæmpede bravt for at holde ydersiden ren. Jeg blev simpelthen tvunget til at sætte farten ned især på langsiderne, og jeg måtte bruge en del af min koncentration på at tørre indersiden ren med min kørehandske....
Det var helt klart en fejl fra min side at jeg ikke havde fået monteret hardtoppen. Så ville jeg ha kunne kørt en betydeligt bedre regnvejrsløb. Jeg blev under det kraftige regnvejr overhalet af Kjeld Kirk i 356, men da regnen stoppede hentede jeg langsomt ind igen, og jeg var lige i hælene på ham da han desværre kørte frontalt ind i barrieren på vej ind på langsiden. Den fine Porsche blev godt molestreret, men chaufføren stod heldigvis uden for bilen da vi fik rødt flag og kørte ind i depotet.
Jeg sluttede heat 2 som samlet nr 5, et rigtigt fint resultat:-)

Et hyggeligt og godt CRAA var slut og det er slet ikke umuligt at Team Midget Racing kommer igen næste år..:-)

Ingen kommentarer: