mandag den 18. september 2006

Køreteknisk kursus Ring Djursland

Over 40 klassiske biler var mødt op til køreteknisk kursus på Ring Djursland i lørdags.
MG Sport og AH klubben arrangerede dagen. Hovedparten af deltagerne var fra MG Car Club Dk og Healey klubben, men der var også et par Triumph på banen denne dag. Heriblandt min konkurrent i A2, Claus Ebberfeld i Triumph Spitfire. Udover at lære at køre bil, skulle Claus også teste sin motor som han har haft lidt problemer med på det sidste. Hvordan det gik kan du læse mere om på Triumphracing Dagen startede roligt med køretekniske øvelser som glatbane og undvigemanøvrer, men der kom snart mere fart over feltet med slalom og undvigemanøvrer, og her fik vi mulighed for at fyre den af i den disciplin hvor Midgeten er en af de allerbedste, nemlig slalom. Det var udfordrende, og jeg havde også et par stykker med ude og køre, og jeg tror de fik sig en anderledes tur. Jeg fik også ”fornøjelsen” af at afprøve Uffe Jørgensens Midget 1100, som han muligvis senere vil bruge til bakkeløb. Det var en anderledes og gyngende oplevelse. Der var helt klart en del muligheder for forbedringer af køreegenskaber. Undervognen var blød og høj, og bagenden ville meget gerne ud til siden. Bortset fra det gik motoren godt, men manglede naturligt nok noget speed og acceleration. Men Uffe synes nu at det gik stærkt nok, og efter samme tur i min bil var han også overbevist om at der var mulighed for forbedringer. Og en tur var nok for hamJ.
Efter en fin frokost var der træning af ideallinier og senere fri kørsel. Under træningen lå jeg desværre bag ved en Healey 3000 som totalt havde misforstået formålet med træningen. Vi skulle køre banens ideallinie efter den foran kørende instruktør. Da vi var 15 biler var man jo tvunget til at kigge på den forankørende, men han valgte alt andet end banens ideallinie, så den øvelse blev først god da jeg nåede op til instruktøren, men desværre var næste hold kommet på banen og farten var nu nedsat betragteligt. Senere blev det dog indhentet da jeg havde en af dagens instruktører med ude på et par frie omgange , og jeg fik et par gode tips vedr. hvor jeg tog svingene forkert.
Håber det kan give lidt mærkbar tidsforbedring på et senere tidspunkt.
Til sidst var der fri kørsel, og her var der virkelig mulighed for at fyre den af. Jeg var meget spændt på at opleve Ring Djursland i min 1275 Midget. Kunne jeg mærke forskellen fra raceren?
Og ja det må jeg sige. Der er noget mere skud i 1275ccm motoren. Helt klart! Da jeg kører med samme udveksling i differentialet som raceren kan jeg sammenligne. Ud af flere af svingene var jeg tidligere oppe i næste gear, og det tager jeg som et tegn på at det går hurtigere. Bilen blev ikke sparet, og til sidst var olietrykket MEGET lavt, og der venter nu en nærmere undersøgelse af det problem. Det kunne være slidte lejer, men der var ingen mislyde, og trykket var ok bare den fik over 4000 omdrejninger! Vi får se, men jeg håber lidt på at det er omløbsventilen der hænger, men det er selvfølgelig ønsketænkningJ

Alt i alt en god dag med masser af køretid, hyggelige bilentusiaster og en god stemning.
Med det store fremmøde er der en god chance for at arrangementet bliver gentaget næste år!

Ingen kommentarer: