onsdag den 17. april 2013

Hele garagen til salg...næsten;)

 Den sidste tid har jeg ikke decideret rendt rundt med armene i vejret. Normalt går jeg og glæder mig til foråret, og forbereder den kommende sæson, både mht til mine gadebiler og selvfølgelig begge racerbiler...
I år har været lidt anderledes. De sidste par måneder har jeg døjet med kraftige rygsmerter - mere og mere ned i ben og fod - og utallige fys behandlinger hjalp ikke. Blev så scannet og her i sidste uge fik jeg den nedslående besked om at min ryg er noget slidt, og jeg har pt 2 discusprolabser. Sådan noget gir jo selvfølgelig stof til eftertanke.... Jeg var i gang med at tænke over sagerne og specielt mit racerengagement. Sygdommen fremskynder beslutningen om at gøre noget, og nu har jeg valgt at sætte næsten alle mine biler til salg - og det i håb om at 2 eller 3 af dem bliver solgt.

Jeg er glad for alle mine biler - på hver deres måde - og det er ikke vigtigt hvilke der ryger. Markedet er lidt sløvt nu, men jeg har jo heldigvis ikke travlt eller økonomiske problemer....

Men, jeg har nu følgende biler til salg, og de er beskrevet kort herunder. Endnu mere uddybende info kan naturligvis findes på denne blog hvor næsten aalle mine biler er indgående beskrevet på både godt og ondt. Og mangler du info eller vil se en af bilerne i levende live, så tøv ikke med at sende mig en besked eller gi mig et kald....
Austin A40 Futura Countryman 1962.
Super sjælden og opgraderet Futura. Denne bil har patina, og et rigtigt godt karosseri. Jeg har monteret renoveret 1275 motor og 1275 Midget gearkasse med 1 3/4" HIF karb og flowet stage 3 topstykke. Virkelig lækker motor. Diff er også fra en Midget med 3.9 gearing. Monteret med nye Revolutionfælge med nye 165/65 dæk. Nye støddæmpere og fjedre. Opgraderet med Midget skivebremser og bagbremser.Synet 2012. Pris 40.000 kr
Ford Transit Mk 1 brandbil.Lang.Twin hjul. 1972. Meget få km, ca 50000km. Jeg har brugt bilen som service bil til raceren, og den er meget pålidelig og "velkørende" - har uden problemer kørt turene til bl.a. Knutstorp og retur. Starter hvergang - selv her i den strenge vinter! 2 liters V4 Essex motor. Pæn og velholdt kabine. Pris 35.000 kr

Citroen Saxo 1996. Metalblå med træk.synet i 12/2012 med bl.a. nye bremser hele vejen rundt. Velkørende lille økonomisk bil. ekstra fælge medfølger. pris 9500 kr

Min MGB V8 er ikke til salg....
Med ønsket om et dejligt forår til alle :)

onsdag den 3. april 2013

Forårsfornemmelser....?

Vi har ventet længe... rigtigt længe!!!!
 Jeg har nu selv haft adskillige gode køreoplevelser vinteren igennem, da jeg for ca et år siden skiftede mine forsikringer til Aros, og en af deres specialiteter er, at deres veteranforsikringer gælder hele året. Det har givet dejlige køreture i Transitten, Futuraen og ikke mindst Vitessen som godtnok er på klassiker status, men her gælder de samme betingelser..
 De sidste dage har været tilpas fine til at lysten til garagen kom tilbage. Ja, dvs at lysten har været der, men mit helbred har drillet denne vinter pga min gamle rygskade er vendt tilbage - eller er det en ny?... - så der har været meget stille her i 2 måneder. Der er stadig stille, men jeg er blevet scannet, og forventer action snart...

Men her i påsken fik jeg lavet et par småjobs på den grå gade Midget. Bl.a. fik jeg jeg kigget på koblingssystemet. Troede det var slave cylinderen der smed væsken, men kan ikke finde nogen læk, og så fyldte jeg på og luftede ud, og nu funker det fint. Der skal holdes øje....
Men vigtigst, så har jeg også skiftet strømfordeler. Købte for et par år siden en billig ny kineser strømfordeler, og fik den også monteret, og den har sådan set kørt ok. MEN! Jeg har lige siden montering haft startproblemer, især i koldt vejr, og jeg har mange gange måttet lade batteriet op igen for at få liv i motoren. Og det problem havde jeg ikke med den gamle platintænding! Så derfor monterede jeg mandag et Bestek tændingssystem som jeg afmonterede fra den røde Sprint Midget da jeg monterede racermotor i den. Den motor startede den gang første gang hver gang... Og det gør motoren i den grå nu igen. Det er en forholdsvis nyrenoveret motor, og den fejler intet! Pointen her er at jeg på ingen måde vil anbefale de billige kineser tændingssystemer som nomalt kan købes for en 5-700 kr for en komplet strømfordeler. Køb hellere et anerkendt mærke eftermonteringssæt og monter det i din originale Lucas strømfordeler. Så er du godt kørende længe....
 Og så har jeg lige dette skønne billede af en meget velholdt Splitscreen VW camper. Den holdt parkeret i nabolaget her på denne solbeskinnede onsdag eftermiddag...
 Og et andet lille projekt jeg har fået fixet i dag, var gearstangen til min Futura. Den originale smoothcase kasse har en halvlang gearstang som den øverste på billedet....
...men da jeg har monteret en 1275 box fra en Midget, mangler den - som det kan ses på billedet herover - noget vandring. Og det kan medføre at boxen hopper ud af gear under kørsel. Først havde jeg monteret en std Midget gearstang, men den er noget kortere end Futuraens originale, og det er helt umuligt for mig at køre med i den her tid hvor jeg har dårlig ryg, og ikke kan bøje mig ret meget...
 Så nu har jeg svejset en underdel fra en 1275 sammen med overdelen far Futuraen, og jeg har nu den helt perfekte gearstang til min opgraderede Austin Futura 1275.....
....Og det bringer mig så til en af de ting der altid sker i foråret; oprydning uden dørs, herunder bortskaffelse af den halve Futura jeg har stående udenfor garagen... Det bliver dejligt når der kommer fuld aktivitet igen...

lørdag den 2. marts 2013

mandag den 4. februar 2013

Ny bil på vej....

Jeg er efterhånden blevet punket nogle gange om at opdateringsfrekvensen af bloggen er faldet en del her i vinter... Og sandt er det at der har været lidt længe imellem noget interessant;)

Men har i lyst til at læse om min klargøring af den Citroen Saxo jeg købte til vinterbil, da jeg blev lidt lorens ved at bruge min fine Rover Vitesse i det salt og sjap der pludselig var en realitet i december....?

Der ER selvfølgelig sket noget i værkstedet....
Bl.a. er jeg i gang med en yderst spændende 1275 motor. Den får ALT i skønne ting indvendigt og udvendigt, og kommer til at sidde i en fin Frø når den bliver monteret her i foråret...
Der bliver ikke sparet nogle steder, og det er noget af det fineste jeg har lavet, og det bliver helt vildt spændende at få den nyrenoverede motor i bilen igen...
 OG... så har jeg langt om længe fået sandblæst mit 64 Midget projekt... Det betaler sig at ha gode forbindelser, og her var det en interesseret nabo som lavede nogle opkald, og få dage senere kunne jeg hente karosseriet på havnen, nu uden malingrester og rust, men måske med et par nye huller hist og her...
 Det var ellers - med Jespers hjælp - ved at falde i hak et andet sted, men det trak hele tiden ud, og da John så tilbød sin hjælp gik det hurtigt. Tak til begge for at ville hjælpe. Det er altså rart at kende gode mennesker der har lyst til at hjælpe.,...
 Efter hjemtransporten - som heldigvis foregik i tørvejr - skulle det gå stærkt med at få noget maling på den bare metal..... Jeg var ikke andet lige kommet hjem inden de første dryp kom, og så var det bare ind i garagen med traileren inden det hele blev ødelagt igen.....
Her er det godt at have DMI´s radar, for den viste at efter den lille byge var der et par timer  med tørvejr inden det helt store regn og slud ville sætte ind...
 Så først skulle karosseriet ned på det faste stativ, skubbes ud i gården, og her op i det vendbare stativ, og så kunne maleriet gå i gang....
 Det er virkelig effektivt sådan en gang stålkugler, og det viste sig heldigvis også at karosseriet var i en rigtig fornuftig stand. Bl.a. er bunden rigtig go og skal kun repareres nogle få steder, og som det ses herover er de kritiske trekanter i motorrummet i forbavsende fin stand i begge sider og kræver ikke noget metalarbejde....
 Et af de andre steder hvor de fleste Midgets er dårlige er bunden af bagskærmene, men også her er min nye bil fin og den originale skærm holder stadig.... Der skal måske kigges på hjørnet indvendig i bagagerummet....
..men f.eks bunden i fodbrønden er rigtig fin og det er altså fedt at kigge på det rengjorte metale dækket af den røde primer....
Nu hænger karosseriet i stativet, og er klar til at lysten til at skære og svejse kommer over mig....

Og måske skal jeg sætte mig et mål mht færdiggørelsen...

Jeg har ihvertfald sat FIA Midgeten til salg , så nu må vi se om der sker noget i den sag... Du kan se annoncen på bilen bl.a. her: FIA Midget til salg!

tirsdag den 1. januar 2013

Godt Nytår!

Så gik den juleferie!
Morten og jeg var før jul 3 dage i Alpe d´Huez. En super hyggelig tur, godt skiløb og gode mennesker. Det var en vinder.
Og så har planen hele tiden været at Futte2 skulle ha en ny motor her i juleferien. Det er et større projekt med mange modifikationer. Selvom A40´eren deler mange dele med Midget, så er der også mange ting der skal tilpasses og fremstilles på ny.
 
Den originale 948 motor med gearkasse var solgt på forhånd....
...og i dagene lige før jul stod unit´en ude på gulvet.
Motoren der skulle i, havde jeg renoveret i julen 2010, og den skulle parres med en 1275 Midget gearkasse. Heldigvis havde jeg gemt en udmærket box til denne bil, og en brugt kobling havde jeg selvfølgelig også på lageret.
Efterhånden er der stoppet dele for rigtig mange penge i Futuraen, og skulle jeg ha været ud og købe det hele på markedet var jeg hurtigt kommet af med 12-15000 bare i stumper.
Der var en del tilpasning af bananmanifolden der kom fra en Midget, og derefter skulle jeg ha fremstillet en ny udstødning i stedet for det ½" vandrør der var på 948 motoren. Med en længde 1½" tyndvægget rustfri rør og en ny MGB mellem potte, var det et spørgsmål om arbejdstimer og et svejsesværk. Nu har Futuraen et rigtigt fint udstødningssystem der passer perfekt til den rigtigt velkørende 1275 motor. Jeg har monteret mit gamle racer topstykke. Det er rigtigt fint flowet, og det var virkelig som at komme ud at køre i en anden bil da jeg prøvekørte lige før nytår.
Jeg fik justeret et par ting henover nytår, og jeg har også fået monteret mit mest specielle differentiale, nemlig det 3.5 diff der fulgte med raceren da jeg købte den i Sverige. Sælgeren af raceren havde vist fået det lavet til brug på Nordsløjfen, men der ville det ikke ha passet ind. Jeg har prøvet at køre med 3.9 diff i FIA raceren, og det går bare ikke. Motoren har ikke power nok til at trække det når det går opad bakke som det gør en del på banerne i Eifel bjergene.... 
Det var egentlig meningen at 3.5 gearingen skulle i den grå Midget , men nu gør det nytte i Futte2, og jeg må sige at det er en hel anden bil at køre i. Før skulle jeg kæmpe for at få bilen over 80-90 km/h, nu ligger den mest komfortable fart omkring 90-100 km/h.
Motoren trækker virkelig rent og fint hele vejen op igennem omdrejningerne, og den har en rigtig sprød lyd.
 Der er stadig en std knast, men topstykket gør at motoren trækker vejret ganske nemt, og det er efter min mening helt klart der begrænsningerne normalt ligger i en A-serie motor.
Jeg har monteret en HIF 1 3/4" karburator fra en Metro, og den fungerer rigtigt fint sammen med magnettændingen fra Lumenition. De der kvalitets tændingssystemer virker altså bare. Jeg har også et af de billige kineser kits, og det virker altså bare ikke på samme måde. Jeg har en fordeler siddende i den grå Midget, og den er simpelthen blevet dårligere til at starte efter jeg monterede kittet.
I dag har jeg lavet en rigtig fin prøvetur rundt om Ribe. I det gode milde vejr uden salt på vejene har jeg virkelig mulighed for at udnytte mine forsikringer som alle er helårs efter jeg skiftede til Aros.
Jeg når aldrig rigtigt at få køreabstinenser som i gamle dage hvor man ikke kunne køre gammel bil fra november til marts.
 
Ellers har nytåret også budt på lidt skrueri i Jespers "nye" Leyland Sherpa Camper. Motor og OD gearkasse er nu lagt i, og efter lidt el-udfordringer med noget forskruet udstyr,  er camperen nu rullende ved egen kraft igen...
 
Og så har jeg købt mig et vinterkøretøj. Vitessen var simpelthen for fin - og for engelsk - til at bruge om vinteren, så jeg har i stedet købt en forholdsvis fin - synskasseret - Citroen Saxo. Som jeg brugte nogle aftener og 1300 kr i reservedele. Den får lov at køre i vinter, og så kan du ellers købe en fin billig Saxo til foråret:)
 
Nu står den på renovering af motor. Jeg er så småt i gang med en motor til en Frø, men ejeren kæmper lidt med at få fat i de rette performancestempler. Det blir en rigtig fin motor med mange gode dele, og det bliver spændende at få den ud og rulle. Følg med her....
 

mandag den 24. december 2012

Glædelig Jul 2012

Team Midget Racing ønsker alle en rigtig Glædelig Jul :)

onsdag den 14. november 2012

Pubmøde - vinterhi - præmiefest og en nødvendig rep....

 Tirsdag aften var TMR vært ved det efterhånden traditionsrige november pubmøde i mine pænt opryddede værkstedslokaler.....
Det var en fornøjelse at se over 30 tilmeldte, og jeg synes selv vi havde en hyggelig aften
Denne gang var jeg selv lidt mere afslappet - havde god tid til at cirkulere lidt og forsøge at snakke lidt med alle..
Her må jeg rette en kæmpe tak til min kære moder som stod for al hjemmebag og den praktiske organisering i køkkenet. Uden hende var det blevet en stresset aften.
Men det blev det ikke....
Ihvertfald lige indtil jeg skulle vise lidt video;(
Alt var prøvet behørigt af inden , men noget gik galt og mit moderne trådløse grej måtte suppleres med et godt gammeldags kabel - og så kørte det :)
Igen var der medlemmer langvejs fra. Hele 5 sønderjyder havde fundet vej til Esbjerg...
 Dagene forinden pubmødet gik godt med oprydning og klargøring af V8´eren til det vinterhi den altid kommer i når saltet på vejen nærmer sig. Denne gang skulle min "nye" Safari camper med i hi, og heldigvis var Jesper som sædvanlig hjælpsom.
 V8´eren er jo i rigtig fornuftig brugstand, og karrosseriet er stadig rigtigt godt omend jeg har konstateret bobler få steder. Værre er det med cromen på kofangere mv. Det ses tydeligt på pasformen at det er kineser kofanger, og at de har kunnet holde sig fine i 4 år  nu betragter jeg som lidt af et mirakel. Nu har kofangerne og anden crom fået noget vielzweckspray og så ser vi hvordan det ser ud til foråret.
 De små lygtehuse er nok desværre forbi mulig redning, og de er en af de ting jeg skal ha gravet frem af gemmerne. Det skulle være muligt at finde et par gode originale et sted på lageret :)
 Nu er den dejlige bil placeret behørigt under et godt åndbart støvlagen ved siden af Jespers MGC...
 ....og Jaguar Mk2 projektet. I nærheden står 2 af mine egne Midget projekter. Donsig´s gamle racer venter på tid og det nøgne karosseri i forgrunden er så dårligt at det skal skrottes efter jeg har bjærget undervognen, skivebremser og lhd styretøj....
 Og her hvor den koldere tid har indfundet sig, blev det også klart at der var en ting med varmeapparatet på Futura´en. Den havde meget svært ved at varme kabinen op, og efter gennemgang til varmeapparatet var tjekket måtte jeg tjekke termostaten. Det var ellers meningen at den skulle sidde i motoren indtil det kommende motorskift, men nu måtte den tjekkes. Og det var godt af 2 grunde! Termostaten til højre var utæt og dermed altid åben = kold motor. Den blev skiftet med tingen i midten. Slangen til venstre trængte også alvorligt til fornyelse. Ja, den var så mør at jeg ser det som et mirakel at den ikke er sprængt på en af mine motorvejsture til Holsted. Nu varmes motor og kabine fornuftigt op, og vandet bliver i kølesystemet:)
Og til slut lige et billede fra den netop overståede præmiefest i HMS. Nikolaj Leed som en fortjent nr 1, og jeg selv som en glad nr 2. Verner Nielsen blev nr 3. Jeg har gjort hvad jeg kunne i sæsonen, gennemført alle løb og kørt fornuftigt stærkt uden en eneste bule hele året. Det har været en fornøjelse at kæmpe med alle 65-2 drengene igennem hele sæsonen og vi har haft det fantastisk hyggeligt sammen også.

Nu er det garage tid. Jeg har et par projekter jeg skal i gang med, og omkring juletid skulle jeg gerne ha racermotoren ud, så jeg kan begynde forberedelserne til den opgraderede motor i god tid.
En gang i foråret tar jeg beslutning om hvordan den nye sæson skal køres. Jeg tror der bliver lidt mindre løbsaktivitet næste år, men nu må vi se hvordan motivationen og lysten - og ikke mindst pengepungen ser ud når foråret kommer....

Futura - for den moderne Sporty familie...

... Eller for repræsentanten med den store kollektion...!
Ja, sådan præsentererer De Forende Automobilfabrikker i 1960 en Austin Futura.
Store ord, og man kan vel ikke andet end trække på smilebåndet i dag.
 
Især når de fortsætter med vendinger som:
 
"Elegancen og den fuldendte teknik gør Futura topmoderne, ikke blot i dag, men aar frem i tiden - og de sportslige køreegenskaber og den levende robuste motor vil begejstre enhver bilentusiast... Prøv selv! "
 
Og læg mærke til at den nævnte pris er incl " Varme og defroster" !!
 
Ja - tiden var en anden i 1960 og det samme var kravene til den nye bil.
 
En stor tak til Jørgen Lind som på mit pubmøde i går overrakte denne fine tidstypiske reklame.
 
Jeg synes den er fantastisk....

fredag den 2. november 2012

Efterårets sysler er i gang...

 Og en af de vigtigste - og første - opgaver der stod og ventede efter min Uk tur, var min Rover Vitesse. Inden jeg forlod Danmark blev bilen hængt op på liften, og her tørrede den godt ud mens Lars og jeg hyggede i England. Morten passede hus og hund i Esbjerg, og jeg tror Morten er ganske godt tilpas med at gøre Esbjergs gader  usikker i Transitten, så der var ro i garagen i de dage...
 Straks efter hjemkomsten skulle jeg i gang med rengøring og undervognsbehandlig af det fine SD1 karrosseri. Vitessen har tydeligvis fået undervognsbehandling tidligt i sit knap 30 årige liv, og det har gjort bilen godt. men det er også tydeligt at se at bilen har haft en ejer der har været glad for bilen og - sandsynligvis - har haft midlerne til den renovering som den har fået  for ca 5 år siden. Nu var det tid igen til nogen efterbehandling, hvis vi bare skal ha en rimelig chance for at holde karosseriet frisk de næste 6-8 år, især hvis jeg vælger at bruge den i vintertiden...
Det nåede jeg så i dagene efter hjemkomsten, for jeg havde også en deadline, vi skulle nemlig holde MG Sport udvalgsmøde torsdag aften i Vejle, hos min racekollega og MGCC DK formand - Ole Aaen. Og da Futuraen med sin originale 948 motor endnu ikke egner sig til en motorvejstur, var det oplagt at Vitessen var valget. Det er jo næsten sådan en tur bilen er skabt til! Der er ingen tvivl om at lande og motorvej er Vitessens stærkeste områder, og jeg kan med ro i sindet sige at det er den bedste bil til det job jeg nogensinde har haft. Den er en krydser, en limo, en luksusraket, en rigtig dejlig bil og jeg tror på den i mange år fremover....
Og til de der mistænker den for at være dyr at køre i mht fuel, så kan jeg helt ærligt sige at hvergang jeg sætter mig ind i bilen så overskygger glæden fuldstændig den latterlige bekymring om økonomi. Og når jeg så kommer ud på gaden er det kun lyden af den lækre v8 motor jeg med glæde tænker på.
 
Så sagen er klar! 
Hos Ole var det som altid et overflødighedshorn af gamle biler og motorcykler. Og så afspejler Ole´s profession selvfølgelig også nogle muligheder for at profilere sine hobbies og sit firma på samme tid.
Bl.a. har Ole fremstillet nogle rigtig flotte plakater i forskellige materialer af hans køretøjer i forskellige løbssituationer. Rigtigt dejligt at se....
Og som de MG entusiaster vi alle er så skulle der selvfølgelig også kigges lidt på Oles 2 fine biler. Raceren kender jeg jo rigtigt godt og MGA´en er også værd at kigge på....
 
Og udover det, så fik vi diskuteret MG Sport på kryds og tværs. Både den forgangne sæson, og også den nye, der venter i det nye år. Vi har nogle spændende udfordringer og der er også nye tanker i en alternativ spændende retning at forholde sig til....
 
Jo, efteråret er godt i gang:)

søndag den 28. oktober 2012

En hyggelig tur er slut...

 Årets første - og nok også sidste - UK tur er slut. Vi har kørt hele turen i Lars Transporter, og den har kørt med undertegnede bag rattet 99 % af tiden og det har været en fornøjelse..
Vi har været gode til at finde listige hyggelige steder...
og fået en enkelt forfriskning og en lille snak med de lokale
 Lars og jeg har hygget os hele vejen, grint meget og fået kigget på nogle brugte bilstumper...
Desværre var ikke alle hjemme som vi besøgte, bl.a. her hos Peter May... 
..naboen fortalte at de var afsted til race, og det havde vi nok også fået at vide hvis vi havde ringet i forvejen....
Om ikke andet var der et par MG´ere og en enkelt P1800 bag hegnet....
Vi har fået masser af dejlig mad - her fantastisk indisk - og læg mærke til at Lars blik er fanget af den smukke mørke servitrice.. som han mente var en mand...... ja, jeg mente altså noget andet, og havde desværre fået den dårlige plads den dag;)
 Som sædvanligt var der specielle biler ved færgen, her var det en nordmand der havde hentet en tre hjulet Morgan...
 Og en dansker var afsted i en Minor Cabrio.....
 
Men generelt betragtet er England ikke så interressant som tidligere mht biler og dele hertil. Ihvertfald ikke til de biler som jeg roder med. Pris niveauet er steget uhyggeligt i de sidste 2 år, og det er lige før jeg vil sige at en Midget og dele til samme er dyrere i England end de er hjemme.  Jeg har altid kunnet finde et projekt eller 2 der var til at få for fornuftige penge, men disse biler er der ikke mere. Og mht delene er det samme sang. De er oppe i et niveau jeg ikke har set før. F.eks Midget gearkasser og differentialer koster mere i en latterlig dårlig forfatning end jeg nogensinde har solgt delene for hvis jeg har haft disse....
 
Men så er det godt vi har haft en hyggelig og afslappende ferie med gode naturoplevelser, dejlig mad og ingen stress....
 
Nu venter der god garagetid forude hvor jeg forhåbentlig kan bruge nogle af de tip jeg også har fået på turen...