tirsdag den 4. februar 2014

Klargøring og lidt service...

I de sidste par dage har jeg sorteret de bolte og beslag jeg omtalte tidligere. Det er IKKE et job man klarer på en halv eftermiddag, men jeg er nu godt i gang, og mine skuffer og hylder er nu snart fyldt op med gode sager. Der var rigtigt mange fine motor bolte og møtrikker.
De er så ikke blevet brugt til den motor jeg har siddende i prøve standen da det er en lowbudget motor hvor mine sædvanlige finesser mangler. Det er egentlig ikke min favorit at lave sådan en motor, og timerne løber altid mere afsted end beregnet, og så er jeg alligevel ikke helt tilfreds med det færdige resultat når den er klar..
 Men nu har jeg lige lagt sidste hånd på et HS2 karburatorsæt til 1098 motoren og det bliver også helt godt til slut. Men der var lige en udfordring første gang sættet var monteret.... Tomgangen spillede slet ikke, og jeg var lidt i vildrede hvorfor, fordi alle delene havde været adskilt og samlet og justeret efter bogen, men alligevel hoppede den op og ned i omdrejninger i tomgang...
 En adskillelse afslørede problemet med det samme. En revne i bakelit afstandstykket mellem karburator og beskyttelsespladen gjorde at karburatoren sugede falsk luft. Revnen ser ikke ud af meget, men jeg har en formodning om at når det hele bliver spændt sammen, så udvider revnen sig og trækker luft ind det forkerte sted. Og revnen sad lige nøjagtig sådan så den ikke kunne ses når alt var monteret ;)
Med 1098 motorens tomgang på plads, kunne jeg vende opmærksomheden mod min Futura. Den har haft en tendens til at smide lidt olie, og det kunne jeg ikke helt forstå, da motoren er forholdsvis nyoverhalet.
Et hurtigt tjek da bilen var på liften afslørede en læk fra oliefiltret. Så af med filterkoppen...
..og problemet var tydeligt... O-ringen var blevet bidt over da det nye oliefilter blev monteret ved samlingen.
En ny o-ring er nu monteret og Futuraen spiller nu igen. Dejlig motorlyd og ingen oliespild...
Men den trækker nu ikke helt igennem, så jeg tror jeg skal have kigget lidt på nålen i den SU HS4 jeg monterede for nyligt...

Og så SKAL jeg ha monteret et nyere moderne sæde i Futte også. Jeg vil så gerne køre i den lille sjove bil, men ryggen kan ikke klare de ellers fine originale sæder helt uden lændestøtte. Så nu må jeg altså steppe op, så bilen kan blive brugt her i de tidlige vintermåneder når salten er væk fra vejene....

Ingen kommentarer: