lørdag den 7. juni 2014

Rundt om Fjorden...

 Jeg har haft et par rigtig gode dage i MG Shoppen mens regnen har væltet ned. Men jeg har også vidst at når solen og varmen kom frem, så kom  lysten til at komme ud og trille...
I dag var der lidt sløret i formiddags, og jeg ordnede ting i udeværkstedet. Omkring middagstid ringede sommeren ind, og det tog mig max en time at blive klippet og barberet, badet og fundet de rene shorts frem. Jeg havde lyst til at komme ud til den lækre lyse vestkyst, og jeg havde rigtigt meget lyst til et stjerneskud. Turen ud mod de nærliggende badebyer Vejers, Blåvand og Henne er i dejlig barsk natur, og var skøn. Jeg var en tur på stranden i Vejers og fik et par fine billeder.
Fiskerestauranten i Vejers tiltalte mig ikke i dag, og jeg tænkte i stedet på den for mig hyggelige torverestaurant i Henne. Så jeg trillede ud i det naturmæssigt barske - men samtidigt utroligt smukke - område mellem Vejers og Henne. herude har vi bl.a. Børsmose og Grærup strande og selvfølgelig det kendte "kemi"- område Kærgård plantage.
I Henne fik jeg mit lækre stjerneskud og en iskold Carls, og så gik turen ellers ud forbi Nymindegab og ind på det smalle område mellem Vesterhavet og Ringkøbing Fjord..
 En tur der altid har betaget mig. Naturligvis den barske og smukke natur, og vandet er hele tiden tæt på, både visuelt men også i næseborene og på de blæsende dage kan man tydeligt høre havets brusen...
 Der er masser af smukke ældre huse hele vejen op langs kysten, og min skønne V8 gør sig altid godt sammen med rødstenshuse og stråtag...
 ..også inde i Ringkøbing hvor jeg lige ville ind og snuse lidt til den stemning som jeg oplevede ofte som halvstor knægt da jeg var feriebarn hos min faster og onkel sidst i 70´erne / først i 80´erne..
Og bedst som jeg triller ned ad hovedgaden bliver jeg indhentet af en sort Peugoet. Min kære familie er også på besøg i Ringkøbing, og jeg slutter mig til dem for nogle hyggelige timer og dejlig aftensmad. Samtidig viser nevø Anders vej, og vi kan lige ligge de sidste turplaner for vores Englandstur som nærmer sig med hastige skridt. Det bliver en dejlig tur til det skønne Sydengland og forhåbentlig rammer sommeren England netop der....

2 kommentarer:

Pia sagde ...

Altid dejligt at læse om dine ture rundt omkring i landet og især Vesterhavet. Tænker tilbage på de dejlige ture jeg har været med på og med Bobbie O på bagsædet :) forsat god sommer og god tur til Sydengland.

TMR sagde ...

Tak Pia :) Det var altid en fornøjelse at være på tur med dig ;)og med Bobbie O...