tirsdag den 16. oktober 2012

Velkommen til Vitesse....

Jeg kan i dag præsentere afløseren for min Mazda 626 Coupé.
1 stk Rover SD1 Vitesse fra 1984 i farven Moonraker Blue.
Bilen er udstyret med en 3500ccm V8 motor med indsprøjtning, og det siges at den har ca 190 hk.
Det har været et stykke tid undervejs, og jeg har haft flere biler under overvejelse, bl.a. Saab 99 og Peugoet 505 GTI. Med I opløbet tilsidst var også en rød søsterbil til denne, dog i Vanden Plas karburatorudgave. Begge disse biler var tidligere ejet af et ægtepar på Sjælland, og er blevet passet rigtigt godt på. Det der gjorde udslaget var at Vitessen er lidt mere sjælden med dens kraftigere motor med indsprøjtning og flere hk/mere moment, og dens mere stramme undervogn med bedre bremser. Begge biler var utroligt velholdte, den røde endnu finere end denne. Til gengæld havde den røde en defekt syncromesh i 3. gear, og det orkede jeg ikke at skulle til at bøvle med. Desuden var der en mærkbar forskel i motorlyd og trækkraft med en stor fordel til min bil.
Jeg kiggede på begge biler allerede sidste søndag da jeg var på vej hjem fra racet på Knutstorp, men kunne ikke komme på prøvetur i nogen af dem, så jeg drog afsted dagen efter igen.  Her brugte jeg 2 timer på at få den Blå til at køre, da den led af lidt for længe stilstand og nogle korroderede tændingsdele. Prøveturen var en go oplevelse, dog med nogle spørgsmål, og derfor var det magtpåliggende at prøvekøre den røde, men sælgeren af denne var på ferie, og først hjemme i går. Så jeg tog endnu en fridag og en tur til Fyn. Prøvede først Vitessen igen, denne gang var jeg helt tilfreds, og så til Odense for at prøve den røde. En flot bil overalt, også lidt dyrere end den blå, men som sagt afslørede prøveturen et problem med gearkassen, og en lidt mere sløv motor, så efter 5 minutters betænkningstid var sagen klar; Vitessen skulle med hjem til Esbjerg!
Morten var kørt med i min BV8, så vi jokede med at vi begge var godt kørende med rigelige cylindre og tilstrækkelige hk under hjelmene......
Turen hjem gik over al forventning. Vitessen er virkelig velkørende og komfortabel. Masser af overskud til en lang behagelig tur, og jeg ville ikke tøve med at bruge Vitessen en hvilken som helst langtur sydpå.
Bilen er fyldt med fede originale detaljer, bl.a. fælgene som ses herover
Og den tidlige rustbehandling som bilen har fået er helt sikkert det der har gjort at karosseriet er i så god stand i dag.
Og så er der ellers elektrisk udstyr for alle pengene. Elruder, varme i de regulerbare spejle, centrallås, kørecomputer, Stereo med 4 højtalere, aircondition og originalt soltag var ikke hverdagskost først i 80´erne
Komforten i sæderne er virkelig høj, selv jeg med dårlig ryg sidder fantastisk, i den luxuirøse kabine med træ og fede tæpper. Det eneste jeg savner er læder sæder, men disse findes i andre SD1 modeller, så jeg skal bare ud og lede.
 
Indtil videre har bilen kun overrasket positivt, og jeg glæder mig til et godt ejerskab og mange sjove kilometer i denne for mig skønne bil:)

4 kommentarer:

Claus sagde ...

Lækker, lækker vogn, Palle: Tillykke!

Michael H sagde ...

Super fin Rover PAlle - Tillykke!

Martin LW sagde ...

Wauw - hvor ER den flot. Efter min mening noget af det bedste design fra 70'erne.

Morten Haastrup sagde ...

Super fed Palle ! De lyder bare så godt - og så er det jo en rigtig sjældenhed !