søndag den 3. oktober 2010

Sæson finale 2010...

Årets sidste historiske løbsweekend i Danmark var i år henlagt til Ring Knutstorp I Sverige.  Og der skal ingen tvivl være om at det er min yndlingsbane i den danske serie. Kuperet, masser af udfordrende sving, og banen kører med uret, altså som en rigtig racerbane bør...
Det var også første gang at vi skulle køre A0-A1-A2/Under 1300 ccm alene, og det så tilfredsstillende ud på forhånd da der var 15 biler tilmeldt....
Jeg lå inden weekenden på en fornuftig 5. plads i DM stillingen, og der var kun 6 point mellem nr 2 og nr 5, så der var stadig muligheder for en podieplacering.....
Og det var også denne weekend at raceren skulle inspiceres og bedømmes af den potentielle køber der har været inde over i nogle måneder nu...
Vi ankom fredag aften, og det blev som sædvanligt en af de hyggelige aftenener som gør de her weekender mindeværdige. Chefkokken Nielsen havde endnu en gang kreeret en skøn menú med oksemørbrad, lækre salater og endnu en uset kartoffelvariant.. Dejlig mad og en rigtig hyggelig aften i det opvarmede telt....
Lørdag var det tid til 1. tidskørsel. Det var samtidig første alvorlige prøvekørsel af min nyrenoverede gearkasse lavet hjemme i egen garage! Gearkassen spillede fra 1. omgang, og lød noget sundere end den gamle gjorde til sidst. Det var en fornøjelse at køre med den nyrenoverede sag, som hviner på den helt rigtige måde i 2. og 3. gear....
Tidtagningen gik ok. Jeg følte det var svært at få greb på en fedtet bane, men til sidst lykkedes det at få klokket en tid på 1.17.3. Det rakte til en startplacering som nr 5 ud af 15 biler. Foran var 2 Minier og 2 Lotus Eliter. Altsammen som forventet. Lige bagved var Porsche Speedster og Johan i Frøen.....
Lørdag over middag er det tid til 1. løb. Jeg får en fin start, kommer forbi den første Elite op af langsiden, og den anden er jeg lige efter igennem tændstiften inden jeg udbremser ham i det skarpe venstresving. Jeg får lavet et lille forspring, som desværre forsvinder da Warnich i Minien ryger i sandet og der bliver flaget med dobbelt gult, og jeg må sætte farten ned, hvorved Eliten kommmer tæt på mig igen, og overhaler mig på langsiden hvor han har betydeligt mere fart. Heatet ender med en generel placering som nr 4, og som vinder af A1, og dermed 20 gode point på kontoen....
Da det senere viser sig at en af mine konkurrenter til en podieplacering - Benny Hall - bliver 3 i hans klasse, har jeg pludselig et forspring på 2 point inden det sidste heat, og har nu afgørelsen i mine egne hænder...
Lørdag aften har HMS arrangeret en hyggelig fælles spisning hvor der efter sigende var over 300 deltagere. En god aften sammen med gode mennesker....
Søndag formiddag kører vi 2. tidtagning, og jeg kommer igen under 1.18. det rækker nu til en startplacering i 1. række som nr 2, lige bagved Mark Juelshøj som har pole.
Der er dog ingen tvivl i mit sind om at det vigtigste er at holde 1. pladsen i A1, og holde Johan og Frank Thrusholm bag mig, og sikre mig max point. Desuden skulle materiellet helt med ind i depotet igen, og det kom min kørsel nok til at bære præg af...Søndag over middag går starten til 2. heat, og jeg har ellers planen klar. Skulle helst først ned i det første sving, og så måtte vi se hvor lang tid Minierne skulle bruge for at komme forbi:-)
Det lykkedes mig at fumle lidt ved starten og jeg fik ikke skúb nok i raketten, og dermed kom jeg ned til svinget efter Mark Juelshøj, og lavede ydermere en fejl så Warnich kom også hurtigt forbi..
På et tidspunkt kom den flotte røde Elite også forbi på langsiden, men det varede kort da han fik en defekt, og jeg kunne nu køre en generel 3. plads hjem, og det betød også en sejr i A1, og dermed endnu 20 point på kontoen.
DM 3. pladsen var hjemme. Et super resultat i en sæson hvor vi igen har kæmpet med for få deltagere i A1.
Jeg vinder igen i år Div A1, og det er jeg selvfølgelig også utrolig tilfreds med, også fordi jeg igen i år har kørt fra alle de deltagende biler i et eller flere heat. Især regnvejrsløbet på Padborg Park med sejre over begge Ginettaer står som et af højdepunkterne i denne sæson!

Du kan se det samlede DM resultat her: DM Stilling 65 - 2010
Og denne sæson bliver nok også min sidste i min trofaste Midget som har gjort det supergodt igennem 5 fulde sæsoner. Der er i dag lavet en mundtlig aftale om overtagelse af bilen, som bliver effektueret i nærmeste fremtid. Det er med en noget blandet fornemmelse jeg gør dette. Bilen og jeg gør det utroligt godt sammen, og den har været yderst driftsikker igennem alle årene, især det her sidste år hvor jeg har minimeret fejlene, har jeg haft meget få problemer.
Men nu er det tid til noget nyt. Måske skal min MGB laves færdig, måske skal jeg prøve noget helt andet. Måske skal jeg holde en racerpause. Det står helt åbent lige nu , og jeg skal lige ha afleveret min Midget, og så ser vi hvad der sker....
Måske kommer jeg til at bruge noget tid på denne....

1 kommentar:

Knigge sagde ...

Hvem er den fantastiske fotograf der fanger stemningen og øjeblikket..... smiler