mandag den 19. maj 2008

Klassen er fyldt:-)

I dag er den foreløbige deltagerliste til næste løbsweekend på Padborg Park blevet offentliggjort. Og det er opmuntrende læsning. Allerede nu er der tilmeldt 25 biler i 65 klassen, og det bliver denne gang et spændende og varieret felt der stiller op. Lige nu 16 forskellige type biler. Flot!
Og endnu bedre er det at Div. A1 som TMR kører i, for første gang bliver med mindst 5 biler, dvs fuldt pointudbytte til vinderen.

Hvem det så bliver er ikke nemt at spå om. Umiddelbart må den "nye" Ginetta fra Vulpus Racing nok betegnes som storfavorit til den samlede klassesejr på Padborg Park. Ginettaen har vægten og køreegenskaberne med sig, så det bliver spændende at se om Jacob og bilen kan enes om at holde fart hele vejen hjem..

Og så bliver der jo den nye dreng i klassen; Ole Aaen i den grønne Midget. Ole er fuld af entusiasme, og har en fin bil. Men den er ikke testet særligt meget, og det er første gang at Ole skal køre rigtigt race. Det bliver rigtigt spændende at se Oles Midget på banen.
Johan i Frøøje har tidligere haft rigtig meget fart i bilen netop på Padborg Park. Forrige år kørte han faktisk omgangstider der var hurtigere end TMR, så det bliver spændende om han holder farten i år.
Og så glæder det mig meget igen at se Claus Ebberfeld på tilmeldingslisten. Claus viste mig vejen tilbage i 2004 og 2005, hvor jeg stadig kørte Bakkeløb. Hans Spitfire gjorde det utroligt flot i 2004 og viste at man godt kan køre race med en lille gammel englænder på et begrænset budget. Desværre begyndte det at gå ned ad bakke for Claus da jeg begyndte at køre i 2005, men jeg håber at Claus får troen og entusiasmen tilbage igen nu hvor vi tilsyneladende igen kan mønstre fuldt hold i "Den lille klasse".

Så der bliver kamp om placeringer og point på Padborg Park den 31. maj - 1. juni. Det bliver fedt!

Ingen kommentarer: