søndag den 11. februar 2007

Ventil fjeder test

Blokken er nu færdigsamlet, og det er tid til at gøre mit topstykke færdigt til montering. Og det indebærer bl.a. montering af fjedre der passer til min 649 knast. Her læst en del om emnet, og for at gøre det grundigt ville jeg tjekke trykket på 4 forskellige ventilfjedersæt.
Første sæt var fra et std Midget 12G940 topstykke. Det viste sig også som sættet med mindst fjedertryk. Andet sæt var det der sad i mit gamle topstykke fra raceren, og det kunne ligne noget let opgraderet, da det havde en smule højere tryk når ventilen var fuldt åben.
3. og 4. sæt var nye sæt jeg havde liggende fra tidligere, og købt sammen med henholdsvis racerknast og som et løst sæt. Der var et markant højere sædetryk med disse to sæt, og det er et af disse jeg vil bruge på det nye topstykke. Kunsten er at have fjederspænding nok under alle forhold, og høje omdrejninger og højt løft er jo problemet her, men samtidig skal man ikke have mere modstand end højst nødvendigt.
Herefter var det tid til at få shimmet fjedrene op således at der er lige meget tryk på alle ventiler når de er lukket. Normalt er dette ikke et problem ved et nyt topstykke, men jeg har fået lavet nye sæder i mit topstykke, og dette skulle der korrigeres for. Ved at montere retaineren og måle fra undersiden af denne og ned i bunden af skålen i topstykket, kunne jeg regne ud hvor meget der skulle shimmes for at have den rigtige højde - og dermed fjederspænding - på ventilfjederen, når ventilen er i lukket position. Et tidskrævende men sjovt arbejde, og forhåbentligt givende i den sidste ende når Hk og holdbarhed skal gøres op:-)

Ingen kommentarer: