mandag den 25. juni 2012

Classic Race Århus 2012

Årets CRAA er overstået - og det har været en yderst positiv oplevelse...
TMR i aktion om Lørdagen  - Foto: Nikolaj Holk
 Først og fremmest har det været en hyggelig weekend sammen med drengene. En stor tak til Jakob & Jesper for samværet og hjælpen med alle de små og store ting der skal gøres i løbet af weekenden.
Vi ankom alle mand fredag eftermiddag og fik ordnet alle de praktiske ting, opsætning af telt, licens og teknisk kontrol - og kl 1600 var det tid til årets første omgange på den spændende bybane.
Det var ikke den store succes, hverken for mig eller for den meget uheldige AR TZ2 kører der forulykkede i chikanen på Kongevejen. Jeg ankom som en af de første biler lige efter uheldet, og det var ikke noget rart syn at se bilen ligge der på taget, ukendelig og fuldstændigt smadret, og med ambulancen med blå blink holdende ved siden af....

Så træningen blev pludselig underordnet, det vigtigste var nok at jeg oplevede at min ildslukker rev sig løs under indbremsning på langsiden... Det var ikke rart. Jeg må ha løsnet beslagene ved et uheld mens jeg pakkede bilen ud, og det er en af de ting jeg skal kontrollere ekstra godt inden jeg skal ud at køre fremover. Jeg fik heldigvis fat i ildslukkeren igen, og kunne køre i depot  uden skader....
Foto: Nikolaj Holk
Fredag aften var sat af til lidt kultur ude i byen. Vi fandt et listigt sted med Blå musik og sødt voksent publikum, og havde en rigtig hyggelig aften - tidligt på køjen....det var en fin opladning til lørdagens race.

Og det gik i gang kl 9.00 lørdag. Jeg var meget spændt på hvordan bilen ville opføre sig efter jeg har lavet undervognen om. Og må det samme sige at det er en succes. Bilen er pludselig igen blevet letkørt og rar at køre igen. Den hænger meget bedre på i svingene og der var ingen tvivl i mit sind om at det er en kæmpe fordel i regn og en lille forbedring i tørvejret...
Foto: John Enevoldsen
Tiden blev 1.40.6 .  Meget bedre end sidste år, hele 2 sekunder foran bilen bagved, John Milland i MGB, og endnu bedre var jeg hele 9 sekunder hurtigere end den næstbedste Midget ud af de 4  næsten ens biler der deltog denne weekend...

Heatet startede kl 13.00 og det var med noget spænding i maven at jeg kørte ud. Jeg ville selvfølgelig gerne gøre det så godt som muligt, men det var også meget vigtigt for mig at få bilen hel med hjem, både mht skader på karrosseri , men selvfølgelig også på motor og drivlinie...

 Jeg får en ganske fornuftig start, og overhaler et par af de hurtigere biler. De kommer dog hurtigt tilbage på den første langside. Det er et mine problemer på denne bane. Langsiderne er utroligt lange;) Jeg ser dog også rimelig hurtigt at jeg har fået lavet et komfortabelt hul til den halvdel af feltet der er bag mig. Jeg gir den fuld rulle de første 3-4 omgange, hvorefter jeg slækker en smule af og kører resten af løbet med lidt mere sikkerhedsmargen. Bilen kører som et klokværk og jeg er meget tilfreds med at komme i mål lige bagefter Thorkild Stamps fine Porsche 904 og med over 20 sekunders forspring til C Rolners Porsche 911 som følger efter mig. Jeg har 45 sekunders forspring til den næste Spridget som er Johan i Sprite, så jeg føler jeg kører et optimalt løb, og vigtigst, bilen er hel da jeg kommer i mål:)
Foto: John Enevoldsen


Søndag bliver en hel anden sag. Jeg vågner ved trommen på taget af Transitten. Og det kommer til at regne hele dagen...
Jeg vælger at springe "Warm-up´en" over, og går i stedet rundt og nyder området i Mindeparken og hygger mig med Jesper & Jakob.

DVS - J&J hygger nok lidt mere end jeg gør da jeg skal køre senere på dagen;)
Til gengæld har jeg tid til at gå ned og kigge på at mine klassekonkurrenter kører "Warm-up". Ved ikke hvor det navn kommer fra, men det er da totalt misvisende at køre opvarmning 3-4 timer før man skal køre  heat. Min personlige holdning er, at man bør skrotte denne warm-up, og så køre et heat mere for alle konkurrence klasserne. Der bliver mere at kigge på for publikum og kørerne får noget mere for pengene også... Win Win?

Ebberfeldts Spitfire var også ude at køre Warm-up, men ellers var det godt nok ikke meget man så til bilen i løbet af weekenden. Ja, jeg så den selvfølgelig hvergang jeg gik ned til mit telt, men der stod den mest oppe på bukke og så lidt trist ud....
Jeg synes det er helt vildt ærgerligt bilen ikke kører nogle flere baneløb. Claus kørte utroligt mange løb da jeg selv startede, og på det tidspunkt var han en inspirationskilde til at jeg selv kom i gang med baneløb. Siden jeg startede er det kun gået ned ad bakke med Claus racerkarriere.... Hænger det mon sammen??
3 andre meget forskellige bil-typer i 65 GT klassen var Rolners Porsche 911´er, de to E-typer og så familien Hanssons 3 MG T-Typer. Det var et godt varieret felt, med både store, små, dyre og forholdsvis billige racerbiler. Jeg kan ihvertfald fortælle at en af dem i en lille og forholdsvis billig bil havde en super weekend:)

 Søndagen blev lidt af en lang dag. Vejret var sgu lidt skidt. Kold blæst og regn er ikke nogen fed kombi til historisk race...

Men jeg er fortrøstningsfuld mht min præstation i det våde. Jeg har helt sikkert igen fået 100 tillid til min bil , og jeg glæder mig faktisk til at få prøvet bilen af i det våde.
Får igen en go start og kommer forbi en del af de hurtigere biler. Jeg gir gas i starten og har en go fornemmelse og godt greb i bilen. Jeg bliver presset bagfra et par gange, og vælger at lade være med at presse citronen alt for meget, og Porsche 911 og Fritz i Corvette passerer mig let når det går ligeud.

Jeg kører et godt og fornuftigt løb og slutter igen som den bedste MG, og med 20 sekunders forspring ned til den unge varmblodede Nikolaj Mortensen, som får mere og mere fart i hans Midget. Jeg ved hvad hans mål er , men det er vi jo heldigvis 2 om at afgøre om han når. Indtil videre har jeg stadig lidt margen og jeg tror min mangeårige erfaring med min bil holder en sæson eller 2 endnu:)

Det har generelt været en rigtig god weekend, og det har været dejligt at se at CRAA har lyttet til den konstruktive kritik der har været fra os kørere. Tingene blir forbedret fra år til år, og jeg mener allerede nu har CRAA overhalet CHGP mht et veltilrettelagt arrangement. Både mine medkørere og de tilskuere jeg har talt med, har ytret den samme hodlning. 

Nu ser jeg frem til 2 måneder uden racerløb, der bliver til gengæld tid til afslapning og ferieture i mine gadebiler, og senere forhåbentlig noget kvalitetstid i garagen...

Rigtig god sommer - (og ønsket om bedre vejr:)

Ingen kommentarer: